Í síðstu viku lat framsýningin "SKRIFTEN PÅ STENEN" við myndum hjá Tóroddi Poulsen og Claus Carstensen í Norðurlendska Ráðharraráðnum í Store Strandstræde í Keypmannahavn aftur. Allar myndirnar á framsýningini eru framleiddar í Steinprenti saman við Jan Andersson og Fríðu Matras Brekku og báðir listamenninir fara hvør sær at arbeiða aftur á sama grafiska verkstaði á Skálatrøð í Havn seinni í summar og heyst. Vit hava fingið myndir frá framsýningini, sum vit vísa her saman við danska tíðindaskrivinum til framsýningina:
De bor begge i København, ligesom de begge to er født i 1957, men så holder de ydre ligheder også op et sted i det store Atlanterhav, der ophavsmæssigt skiller den danske og den færøske kunstner, hvis kunstneriske karrierer og udvikling er symptomatisk forskellige; Claus Carstensen, der er udnævnt som sin generations mest betydningsfulde billedkunstner og bl.a. som professor på kunstakademiet har stået i forreste række i udviklingen af den konceptuelle billedkunst i Danmark og Tóroddur Poulsen, en fremragende færøsk digter, der debuterede forholdsvis sent som billedkunstner, men som på forbløffende kort tid har etableret sig som en af de vigtigste og mest nyskabende af de færøske billedkunstnere. Færøerne ejer, om ikke et kunstakademi, så et fremragende grafisk værksted, hvor man har formået at vende øernes isolerede beliggenhed til egen fordel, hvilket bl.a. kan fornemmes af den store interesse, som udenlandske kunstnere viser for at arbejde på værkstedet i Tórshavn. Færøske billedkunstnere har her fået mulighed for at arbejde med grafiske processer, heraf især litografi på et kvalitativt højt niveau, ligesom de jævnligt kommer i kontakt med kunstnere fra andre lande. Værkstedet, hvor man arbejder med genuine litografiske sten fra Solenhofen i Tyskland, har derfor også fået karakter af at være en slags kulturudvekslingcentral, hvilket givetvis er uundværligt for et geografisk set begrænset øland.
Tóroddur Poulsen og Claus Carstensen har begge to ad flere omgange arbejdet på Steinprent, som Færøernes Grafiske Værksted hedder, og det var her, undertegnede havde en oplevelse af stærk fælles energi og en interessant kommunikation imellem de to kunstneres billeder, hvilket gav idé til en fælles udstilling i Nordens Hus på Færøerne. Den gentager vi nu i lidt ændret form i Nordisk Ministerråds Galleri med 25 billeder, som altså alle er skabt sammen med litograf Jan Andersson og grafiker og trykker Fríða Matras Brekku på Færøernes Grafiske Værksted i Tórshavn.
Claus Carstensen beskriver selv sit udtryk som en form for drøvtyggeræstetik, der kræver en del af beskueren, som skal fordøje billedernes lag af tegn og koder. De semiotiske betydningslag er interessante, men for Carstensen udgør modtagerens tankegods en lige så vigtig del af kunstoplevelsesprocessen. Carstensens store litografier i højformat stammer fra en serie med titlen Sanpaku-suiten, der er et begreb, der stammer fra yin og yang læren, hvor det referer til en person i psykosomatisk ubalance og hvor symptomet på sygdommen er, at det hvide i øjnene under iris er synligt. Indholdsmæssigt kredser billederne om en af Duinoelegierne af Rainer Maria Rilke med formuleringen: "mit allen Augen sieht die Kreatur / das Offene". Det handler om den grundlæggende forskel i mellem mennesker og dyr, at de ikke har en dødsbevidsthed og derfor kan tænkes at opleve tilværelsen som ubegrænset. Selv om billederne indholdsmæssigt kræver langsom indlevelse, giver de også et indtryk af hurtighed. Der er med skønne farver og mønstre lagt vægt på at give billederne et flashy nærmest plakatagtigt udtryk, hvilket forstærkes af den kraftige beskæring øverst og nederst, der medfører, at de ser ud til at være sprøjtet ud af en spritduplikator.
Selv om Tóroddur Poulsens æstetiske udtryk kan synes noget anderledes, bl.a. i hans stedvis vrængende insisteren på grimheden som nødvendigere end skønheden, kræver også hans billeder fordybelse og langsomhed. Poulsens billedkunst er ligesom hans lyrik grundlæggende abstrakt, selv om den benytter sig af figurative, genkendelige ord og billedelementer, der anvendes som en form for igangsættere af associationer og sammenhænge. Disse værker kan nok frustrere den, der leder efter direkte oversættelseskoder, for de findes ikke, men værkerne er ofte centrerede omkring de tunge eksistentielle emner samt kunstnerisk skabelse. I værket "Do you?" (2007) ser vi hvordan kunstneren kombinerer skrift og billedelementer med en bevidst antikunstpræget, grim tegnemåde i et univers, hvor han inkorperer den mystiske "tavshedsmaskine", der er en slags installation, og som optræder i flere af Tóroddur Poulsens billeder. Det store gule billede "Slipstrøm II" er et af flere med cirkulære formationer i form af cyklister, fodspor eller stole, der tilføjer en linie af sublim skønhed i Tóroddur Poulsens mangesidige værk.
Vi kan se på værkerne, at både Tóroddur Poulsen og Claus Carstensen benytter ord og sætninger i deres billedkunst, der optræder som et ekstra poetisk betydningslag, nedfældet som skrift på den litografiske sten. Skriften på stenen udgør et af mange lighedspunkter mellem to forskellige, men sjælebeslægtede billedkunstnere.
Kinna Poulsen
