Der er nogle energiske mennesker et eller andet sted der har siddet og gennemgået hundredvis af medicinske rapporter om kunstnere fra forskellige perioder. Det har for det første vist, at der generelt er en meget stor procentdel af billedkunstnere der er nærsynede. For det andet, at der er visse perioder i kunsthistorien hvor særlig mange kunstnere har haft dårligt syn. Helt slemt var det omkring det moderne gennembrud; stort set alle impressionisterne var nærsynede og nægtede tilsyneladende at gøre noget ved det. Cézanne blev i hvert fald kendt for at råbe ”fjern de vulgære tingester” efter folk som tilbød ham briller – briller var ifølge ham en direkte fjende mod den globale abstrakte kunst han var i færd med at grundlægge.
Deraf kan vi så lede, at den slørede karakter og vibrerende kvalitet i periodens kunst måske slet ikke var en abstrakt, filosofisk fortolkning af verden, men simpelthen et resultat af aldrende mænds vrangvilje mod briller.
De eksakte og ganske konkrete videnskaber blander sig af og til i de mindre eksakte, såkaldte bløde fagområder og fjerner med stor overbevisning alle flydende forestillinger til fordel for en simpel, logisk forklaring. Virkeligheden er jo nok lidt mere nuanceret. Men selvom jeg ikke er helt med på at slippe nogle af de mere romantiske ideer om hvordan kunst opstår, så er jeg overbevist om at vores syn spiller en stor rolle for hvordan vi opfatter virkeligheden og dermed også kunsten. Det at se er komplekst og vores måde at se på har betydning for hvordan vi former verden og skaber billeder.
De 101 billeder på denne udstilling har det til fælles at de er små. De er alle udtryk for en særlig måde at se på og dermed præsenterer de en særlig fortolkning af virkeligheden og en særlig indgang til kunsten. 11 kunstnere har givet hvert deres nærsyn, som indeholder hver deres mulighed for at udvide vores forståelse for hvad det er kunsten gør ved os og ved verden.
