Debatten om faglighed forløb nogenlunde således i tinget: Sjúrður Skaale lagde forslaget frem og stadfæstede, at det må være nogen med faglig indsigt og viden der uddeler penge til kultur, også selv om vi ikke altid er enige med dem. Personlige, politiske og smagsmæssige kriterier kommer til at spille en for stor rolle, hvis man ikke benytter sig af fagfolk.
Høgni Hoydal er også klar i mælet. Han siger, at vi må og skal respektere faglighed, og at faglighed generelt har været underprioriteret. Det nytter ikke at bruge flere penge til kunst og kultur, hvis man ikke bruger fagfolk til at afgøre, hvordan de skal bruges, siger han.
Jógvan á Lakjuni får derefter ordet, og han forholder sig mere kritisk til spørgsmålet om faglighed. “Nu bliver det kaldet for fagfolk, jeg ved ikke, hvad man mener med det. Der er ikke særlig meget armslængde, hvis kunstnere skal give penge til sig selv” siger han. Han tvivler på, om der var sket meget indenfor kulturen, hvis det var fagfolk der skulle stå for det – i hvert fald var det ikke blevet til noget med sangbogen.
Herefter siger Sjúrður Skaale, at vi under alle omstændigheder får mere ud af pengene, hvis vi overlader kulturområdet til dem, der har forstand på det. Det brede udtryk skal nok komme til sin ret alligevel.
Jenis av Rana siger, at kulturen er miðflokksins hjerte og, at de følger Paulus ord og støtter det, der er godt og opbyggeligt. Han kommer ikke nærmere ind på faglighed, men jeg må drage den konklusion, at de bibelkyndige er fagfolk – også inden for dette område.
Så får Eyðgunn Samuelsen ordet. Hun tror ikke rigtig på, at man får mere armslængde og mindre politisk detailstyring ved at bruge fagfolk fordi miljøet er så lille, men hun synes det er værd at overveje. Derefter spørger hun, hvad kriterierne for faglighed er. Er det uddannelse?
Sjúrður Skaale svarer: Ja det er uddannelse, faglige kriterier må råde.
Endelig får Helena Dam á Neystabø ordet. Hun siger, at det er vitalt for samfundet at give kunstnerne gode forhold. Hun udtaler sig ikke direkte om faglighed, men antyder en opfattelse, som er generel for debatten. Nemlig, at bredde står i kontrast til faglighed. Altså, at de kunstfaglige ikke har sans for den brede kunst og ikke kan styrke pluralismen og det levende kulturliv. Hun mener godt, at man kan kalde kompetente, kvalificerede kunstfaglige folk ind ad hoc som rådgivere, men at de bliver for magtfulde, hvis man sætter dem i nævnet.
Sjúrður Skaale svarer, at man måske ikke skal være så bange for ensretning og, at faglighed ikke nødvændigvis bremser pluralismen.
I det offentlige rum har debatten om faglighed været præget af de sædvanlige intriger. Den selverklærede elite har stået for skud og er blevet godt og grundigt belært om, at de (vi) er magtliderlige og utroværdige og bærer på forskellige skjulte agendaer og alskens ondskab. Faglighed er altså her knyttet til nepotisme og amoral. Den indre svinehund har fået frit spil på kjak.org og facebook og senest i en bog om Astrid Andreasen, hvor der blandt andet står, at den kunstneriske udvikling på Færøerne er blevet bremset af “stærke konservative og (mands)chauvinistiske kræfter. Utrætteligt faneført i fuld offentlighed med tendentiøs polemisk og personsfikseret retorik af de magtfuldkomne kunstenere og deres talerør, for hvem det efterhånden er lykkedes at lukke munden på de fleste almindelige mennesker”.
I den mere seriøse del af den offentlige debat har man blandt andet diskuteret smag. Skal de kunstfaglige bestemme, hvad vi synes er god kunst? Bliver der ikke skabt en form for æterisk kultursnobberi? Hvem kan vurdere kunsten - har historien ikke vist, at det er umuligt? Spørgsmål om hvorvidt kunsten overhovedet skal styres, har også været til diskussion. Er kunsten ikke fri? Skal den ikke have lov til, at udvikle sig på sine egne præmisser uden at blive styret af fagfolk? Og hele problemstillingen omkring det elitære og det folkelige er blevet vendt og drejet. Skal vi ikke også have det brede udtryk? Dør kulturen ikke, hvis den kun er for de få? Osv. Spørgsmål, som jeg også selv har diskuteret.
Jeg synes ikke det er så svært at redegøre for, hvorfor faglighed er at foretrække, når det kommer til fordelingen af offentlige penge. Det har jeg skrevet om flere gange før, og jeg vil ikke trætte læseren mere end højest nødvendigt. Men selvfølgelig rumsterer spørgsmålet om kunst og faglighed meget i mit hoved i denne tid. For det er klart, at vi ikke med samme autoritet som vi kunne engang, kan kalde os selv for kunstspecialister. Kunsten breder sig over et enormt stort felt i dag. Der findes utrolig mange udtryk, og der er ikke længere noget fælles værdibegreb eller nogen fælles kunstopfattelse til at holde sammen på det hele. Kunsthistorien har delvist opløst sig selv og sine forestillinger om, hvordan kunsten udvikles og moderne kunstteori har udfordret grundtankerne i vores kvalitetsbegreb. Desuden har markedskræfter også haft deres indflydelse på kunsten, i hvert fald på billedkunsten, og gjort det endnu sværere at få greb om, hvad god kunst er i dag.
Tilbage står vi altså med en mavefornemmelse, og hvad er en mavefornemmelse egentlig værd? Tja jeg håber, at de politikere der snart skal beslutte om man skal vægte faglighed højere indenfor kulturområdet vil mene, at en mavefornemmelse alligevel er noget der er værd at satse på. For en mavefornemmelse der er baseret på viden, erfaring, selvrefleksion og forståelse for kulturområdet er bedre end ingenting. Uendelig mange timer brugt på, se på, at læse om, tænke på, argumentere for og diskutere kunst og derefter skifte mening, fortryde og gentænke har også en betydning. Og ikke mindst modet til at sige, at det her tror jeg på – det kan godt være, at eftertiden vil vise, at jeg tager fejl - men jeg vil sætte alt jeg har i mig ind på det og argumentere og begrunde min beslutning. Er det ikke bedre end det vi har nu?
(IS)
