Tro mod holdningen i landstyret og i tinget udtalte borgmester Heðin Mortensen så her i sommer, at musikere ikke kan organisere. Byrådet havde besluttet at overtage Ólavsøkukonsertin, som ellers er et koncept som musikerne har udviklet. Denne sag blev også diskuteret livligt. Kunstnerne mente, at kommunen ikke bare burde skelne mellem dit og mit, men også mellem form og indhold og desuden respektere kunstnernes viden og håndhæve armslængdeprincippet. Politikerne mente lidt eller ingenting og fortsatte som om intet var hændt.
De to kulturelle spørgsmål som er blevet diskuteret i år, altså spørgsmålet om Listaráðið og spørgsmålet om Ólavsøkukonsertin, ligner hinanden til forveksling. Begge drejer de sig om manglende politisk respekt for dem som har viden om kunst, begge drejer de sig om armslængdeprincippet og begge drejer de sig helt banalt om svag eller manglende kulturpolitik. Her på Listin har vi i de seneste dage gennemgået de politiske partiers kultursyn og er nået frem til det kedelige resultat at ingen af partierne har fundet en sammenhængende og gennemskuelig model, som kan føre til store ændringer på det kulturpolitiske område.
Hvis vi starter med Sambandsflokkurin, må vi konstatere at deres enheds- og kontinuitetsopfattelse af verden og kunsten ikke kan bruges til kulturpolitik simpelthen fordi det tilhører en anden tid og handler om en type kunst, som ikke skabes i dag. Javnaðarflokkurins kultursyn er så tilpas abstrakt formuleret, at det godt kunne bruges til kulturpolitik. Problemet er bare, at partiets medlemmer tolker det så komplet forskelligt at det ikke kan bruges alligevel. Fólkaflokkurins kultursyn kan heller ikke bruges fordi der er en indre konflikt mellem partiets udtalte mistro mod kunstnere og kunsteksperter og deres vilje til at udnytte de kunstneriske ressourcer. Uden kunstnere og kunsteksperter er der ikke nogen der kan udnytte kunstens potentiale. Tjóðveldi præsenterer et pluralistisk kultursyn, som kunne have sine fordele, hvis partiet havde skelnet mellem de forskellige tilgange de benytter sig af. Men det gør de tilsyneladende ikke, og derfor vil deres kultursyn heller ikke føre langt kulturpolitisk Miðflokkurin har til gengæld et meget konkret kultursyn, men det synes umuligt at gennemføre en kulturpolitik ud fra deres autoritære holdninger uden samtidig at lave væsentlige ændringer i hele det demokratiske system. Endelig synes det svært at omforme Sjálvstýrisflokkurin nærmest socialistiske kultursyn til konkret politik. Ikke bare fordi partiet er borgerligt, men også fordi det lægger op til kulturel racisme og til at kunsten skal følge det offentliges interesser.
Og så er vi nået til Ólavsøkurøðan og nu skal man selvfølgelig være realistisk. Men man kunne måske forvente sig, at kernen i årets kulturpolitiske debat vil blive berørt, at nogle af de spørgsmål, som har optaget kulturlivet den seneste tid ville blive nævnt eller at der ville blive gjort et forsøg på at tegne en kulturpolitisk linje. Selv realister er skuffede for endnu i år fik vi en gang lommefilosofi om kultur, som ikke fortjener nærmere omtale. Men her er det:
”Harra formaður
Mentanin er grundvøllurin undir okkara samleika. Mentanin ríkar tilveruna, mennir skapanarevnini og skapar virði, ið ikki kunnu gerast upp í krónum og oyrum.
Samstarvið millum listafólk og okkara útbúgvingarskipan skal halda fram. Tað stimbrar tær skapandi lærugreinarnar í skúlaverkinum og mennir listafólkini. Ætlanin er at geva Mentanargrunninum størri mentanarpolitiskan leiklut, og at hann skal umsita fleiri stuðulsjáttanir. Á vári 2011 verður aðalorðaskifti um okkara framtíðar mentanarpolitikk.
Landsstýrið hevur varðveitt játtanina til úrvalsítróttina, sum er 600.000 kr., so at okkara fremstu ítróttarfólk fáa betri karmar at virka undir.
Nýtt málráð verður sett í komandi ári, og fyrireikingar til føroyska upphavsrættarlóg verða nú gjørdar. Public Service sáttmáli verður gjørdur við Kringvarpið, har m.a. dentur verður lagdur á tilfar til børn og ung á føroyskum, og deyvatulkingin verður styrkt.”
(IS)
