Sophus Claussen og symbolisman
Ekbátana er millum kendastu donsku yrkingarnar frá tíðarskeiðnum, sum verður nevnt symbolisma, tá høvundar og listafólk við fronskum íblástri savnaðust kring tíðarritið Taarnet, sum yrkjarin Johannes Jørgensen stjórnaði í Keypmannahavn frá 1893. Í grein um symbolismuna siterar hann Nietzsche: "Die Welt ist tief, Und tiefer als der Tag gedacht" og staðfestir, at heimurin er djúpur og bert tær flatu ondirnar fata tað ikki. Yrkingina Den Skønne Propaganda skrivaði Sophus Claussen (1865-1931) í 1894 og hon endaði soleiðis: "De satte Forsken op mod Drømmespind/vor Nutid sætter nye Drømme ind ... /Hvad Forskel? det er samme Fægteskole/ hæve Problemerne til ny Debat/ guddombesjæle, hvad der var forladt /og siden hen ... paa Vaabenlykken stole." Hesin "Tygum", ið yrkingin er vend móti, er Georg Brandes, sum yrkingin varð ognað, samstundis sum hon er ein uppgerð móti stóra bókmentafrøðinginum. Tað snýr seg jú um eitt listastríð við grundleggjandi ósemju um hvat endamálið við list er. Brandes pallsetti sum kunnugt nýbrotið við sínum fyrilestrum í 1871 og í hálvfemsunum er komið eitt nýtt ættarlið av ungum yrkjarum og listafólkum, ið als ongan hug hava at fáast við platta naturalismu og samfelagstrupulleikar í teirra poesi.
Við teirra mótvilja móti naturalismu og teirra miðsavnan um sálina, longsulin og dreymarnar vóru ungu hálvfemsarayrkjararnir hildnir at vera eitt slag av nýromantikarum og tað kann væl vera, at summir teirra, t.d. Johannes Jørgensen, í veruleikanum longdist aftur til eina farna tíð, eins og eldhugin fyri fornøld tykist romantiskur. Ein yrking sum Ekbátana hevur heilt vist ein romantiskan klang bæði tematiskt og formliga, men allíkavæl er eingin ivi um, at yrkingarnar hjá Sophus Claussen eru modernistiskar. Fleiri av teimum sipa beinleiðis til symbolismuna og snúgva seg um París, har dreymurin aftur er vaktur. Fyrimyndirnar eru sum sagt franskar; yrkjarar sum Verlaine, Mallarmé, Rimbaud og Baudelaire vóru av sera stórum týdningi fyri Sophus Claussen, ið ásannar, at listamaðurin ikki longur er vísundaligur eygleiðari av veruleikanum, men sær seg sjálvan í leiklutinum sum tann visioneri og andborni profeturin, sum í ekstatiskum løtum sær tað, sum vanlig fólk ikki síggja.
Je dis qu'il faut être voyant, se faire voyant. Le Poète se fait voyant par un long, immense et raisonné dérèglement de tous les sens. Toutes les formes d'amour, de souffrance, de folie; il cherche lui-même, il épuise en lui tous les poisons, pour n'en garder que les quintessences. Ineffable torture où il a besoin de toute la foi, de toute la force surhumaine, où il devient entre tous le grand malade, le grand criminel, le grand maudit, - et le suprême Savant ! - Car il arrive à l'inconnu ! Puisqu'il a cultivé son âme, déjà riche, plus qu'aucun ! Il arrive à l'inconnu, et quand, affolé, il finirait par perdre l'intelligence de ses visions, il les a vues ! Qu'il crève dans son bondissement par les choses inouïes et innommables: viendront d'autres horribles travailleurs; ils commenceront par les horizons où l'autre s'est affaissé!
Eg sigi, at tað er neyðugt at vera síggjandi, at gera seg síggjandi. Yrkjarin ger seg til síggjara við eini drúgvari, støðugari og tilvitaðari órógvan av øllum sansum. Hann leitar fram øll sløg av kærleika, líðing, ørskapi. Hann tømir seg fyri øll eiturevni og varðveitir bert kjarnan. Ein ólýsandi pínsla, har honum tørvar alla trúgv og alla yvirmenniskjaliga megi, har hann millum øll verður tann stóri sjúklingurin, tann stóri brotsmaðurin og tann fremsti vísmaðurin. Tí hann kemur til tað ókenda við tað, at hann hevur dyrkað sína sál, ið longu frammanundan var ríkari enn sálin hjá nøkrum øðrum. Hann nær til tað ókenda og um hann ørkymlaður endar við at missa fatanina av sínum visiónum, hevur hann sæð tær. Lat hann doyggja á ferð hansara í tí óhoyrda og ónevniliga: aðrir ræðuligir arbeiðarar skulu koma; teir byrja í sjónarringinum har hinir hoknaðu!
Symbolistarnir vóru um alt Europa hildnir at vera óskiljandi. Teirra tekstir avspeglaðu ikki veruleikan, men lótu seg aftur kring seg sjálvar og snúðu seg ikki um vanligar upplivingar men um tað ekstrema, um visiónir, dreymar og hugmyndir. Eisini málsliga og formliga royndu symbolistarnir at fara út um mørk og tí tykjast summar av yrkingum teirra eins og torskild mynstur av symbolum, sum har aftrat eru fleirtýdd og á henda hátt kann symbolisman sigast at vera byrjanin uppá ein yrkingarform, sum verður nýttur og sum mennist enn í dag.
Ekbátana
Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.
En Spotter gav mig med Lærdom at ane,
at Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
Den traurige Tosse, han ved ej da,
at Hjærtet det elsker Ekbátana.
Byen med tusind henslængte Terrasser,
Løngange, svimlende Mure — som passer
der bagest i Persien, hvor Rosen er fra,
begravet i Minder — Ekbátana.
Hin fjærne Vaar, da min Sjæl laa i Kim
og drømte umulige Roser og Rim,
er svunden, skønt Luften var lys ogsaa da,
som den Sol, der forsvandt bag Ekbátana.
Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
da Verden blev dyb og assyrisk og vis,
som blødte den yppigste Oldtid endda ...
Jeg har levet en Dag i Ekbátana.
Min Sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
og Hjærtet sov ind i sin Højhed — som fra
en Solnedgang over Ekbátana.
Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift?
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
paa dit Dronningelegem — Ekbátana.
Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
al Livets Vellyst — hvad var den da?
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt
ved en kongelig Fest i Ekbátana.
Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
— jeg har levet en Dag i Ekbátana.
(KP)
