Udstillingen
Klaksvikaffærer på Nordatlantens Brygge viser malerier og litografier af den danske billedkunstner
Claus Carstensen, og den er kurateret af den færøske kurator Kinna Poulsen.
Udstillingstitlen stammer fra et lille litografi, som Claus Carstensen lavede i
2002 i Steinprent, Færøernes Grafiske Værksted, i Tórshavn ved Jan Andersson og
Fríða Matras Brekku, hvor alle udstillingens litografier er fremstillet. Værket
var også udgangspunktet for en udstilling i Nordens Hus i Tórshavn i 2011.
På den aktuelle
udstilling på Nordatlantens Brygge findes et værk fra 2010, ligeledes med
titlen Klaksvikaffærer. Billedet vakte
stor harme, da det blev vist på Færøerne. Værket består ganske enkelt af et
færøsk flag, der vender lodret med korstegnet nedad og med en vertikal, sort
tegning i midten, som ses gentaget i mindre format horisontalt, tværs over
korstegnet nederst. Tegningen forestiller et ansigt med menneskelignende træk,
kombineret med dyreøjne. Dette sorte “tag” er et tilbagevendende motiv hos
Claus Carstensen og handler ret beset om forskellen mellem menneskers og dyrs
dødsbevidsthed. Et filosofisk orienteret værk som dette burde ikke kunne
forårsage den store ballade, og når det alligevel gør det, handler det først og
fremmest om de associationer, som readymade-delen af værket (det færøske flag)
formår at vække hos beskueren. Harmen udspringer således af flagets
symbolværdi. “Vi må stå sammen omkring vores flag” insisterede en ældre mand,
som efter at have set værket gengivet i avisen, ringede for at protestere mod
hvad han opfattede som en decideret flagskænding. Han er ellers kendt i det
færøske samfund som en sindig og lærd mand, men han har hele livet drømt om et
frit og selvstændigt Færøerne, og det er en inderlig drøm, som er helt og
aldeles blottet for akademisk distance. Han er ikke alene om drømmen. Grønlands
nye regeringsleder Aleqa Hammond fra det socialdemokratiske Siumut blev i
Kvinfos webmagasin for nyligt citeret for udtalelsen, “Jeg vil opleve den dag,
hvor Grønland via FN erklæres for selvstændigt, hvor vi synger nationalsangen
og flagene hejses over hele verden, for bedre mål kan man ikke have som et
lille folk”.
Oprør i
Nordatlanten
Det tager to hele
timer at flyve de 1313 kilometer fra lufthavnen i Vágar på Færøerne til Kastrup
i Danmark. Med den betragtelige afstand in mente, og hvis man betænker hvor
længe Færøerne har været styret af den fjernt beliggende overmagt i København,
også før der overhovedet fandtes fly, burde et oprør ikke forekomme så
fuldstændig utænkeligt, som det rent faktisk gør. Det er ikke til at sige om
årsagen skal findes i en særlig færøsk sindighed grænsende til flegma eller en
generel tilfredshed med et fornuftigt dansk herredømme og bloktilskud. Diskussionen om
færøsk selvstændighed foregår imidlertid konstant på Færøerne, men alligevel har
dansk indgriben kun været nødvendig yderst sjældent gennem den langvarige
færøsk-danske fælleshistorie. Da det endelig skete, var det en irettesættelse
af dimensioner, der medførte, at Danmark i 1955 bl.a. sendte et bemandet
militærskib for at sætte de opsætsige færinger på plads. Denne
magtdemonstration, dens motivation og følgerne af den blev senere omtalt som
Klaksvík-striden eller Klaksvík-affæren.
Klaksvík-striden
Stridighederne
opstod, da sygehuset i Klaksvík i halvtredserne ville ansætte en færøsk læge i
stedet for den populære danske læge Olaf Halvorsen, som var ekskluderet fra Den
Almindelige Danske Lægeforening for angiveligt at have næret sympati for
nazisterne. Det resulterede i lokale demonstrationer i Halvorsens favør, som
kulminerede, da den danske regering sendte skibe, bemandet med bevæbnede politibetjente
og hunde, samt senere også med soldater for at få styr på de urolige gemytter.
William Heinesen beskriver stridighederne i en artikelserie i Land og Folk i
februar 1956, hvori han vurderer, at det indledningsvis ikke drejede sig om et
færøsk oprør i mod den danske overmagt. Det var dog en dansk læge, der var
stridens kerne og folk generelt var ikke specielt danskfjendtlige i starten. I
følge William Heinesen ændredes dette med afsendelsen af “hundeskibet”, M/S
Parkeston, til Færøerne. Han skriver: ”Afsendelsen af Parkeston med dens
væbnede danske politistyrker ændrede dette forhold noget. Hertil bidrog især
den omstændighed at politiet medbragte hunde. Dette moment ville man rimeligvis
i Danmark eller den øvrige verden, hvor brugen af politihunde er almindelig,
ikke have hæftet sig så meget ved. På Færøerne, hvor man i øvrigt ikke kender
til den måde, hvorpå politi gør brug af afrettede schæferhunde, har det altid
været betragtet som en uhørt råhed at anvende hunde som våben mod mennesker -
kun en usling, hjemfalden til alles ringeagt, ville på Færøerne pudse sin hund
på en modstander. En gammel sambandsmand i Torshavn fandt det så utroligt, at
Danmark ville bruge hunde mod færinger, at han ligefrem begyndte at vakle i sin
politiske barnetro..”.
Om udstillingen
Klaksvikaffærer i
flertal er således Claus Carstensens poetisering af en allerede eksisterende
formulering, der henviser til en enestående hændelse i færøsk og dansk
historie. Samtidig er det titlen på en kunstudstilling, der ikke som sådan drejer
sig om den historiske strid, men som fungerer som en samlende metafor og
igangsætter i forhold til selve udstillingen. Interessen for flag og for
våbenskjolde er dybtliggende hos kunstneren, der hver gang han kommer til en
nyt land eller nyt flagområde, bringer et flag med hjem, som siden
transformeres til et kunstværk i atelieret. Claus Carstensen, der er opvokset i
grænseområdet mellem Danmark og Tyskland, er tidligt i livet blevet opmærksom
på en national identitetsproblematik, hvilket spores i hans værker, der
indeholder en tilbagevendende kredsen omkring
de psyko-sociale mekanismer bag magt-magtløshed, aggression-ydmygelse og
territorialisering-deterritorialsering, at afmærke og indkredse territorier. I
flere af Claus Carstensens billeder ses desuden en interesse for det ekstreme,
for radikalisering i billedmæssige henvisninger til konkrete historiske
hændelser, f.eks. til Pol Pots og Khmer Rouges rædselsregime i Cambodia. En
maleriserie på udstillingen er lavet med udgangspunkt i den danske modstandsbevægelses
satiretegninger, men kunstneren er også interesseret i hændelser, der har
mindre national betydning som feks. eksklusionen af et af medlemmerne i hans
vinterbaderforening. Det er magtmekanismerne i sig selv, der interesserer ham.
Klaksvikaffærer
handler desuden også om kunstnerens forhold til Færøerne, hvorfor billeder af
Peter Louis-Jensen, Tóroddur Poulsen og Steffan Danielsen også er med på
udstillingen. Selv om de
forskellige strategier og benspænd i Claus Carstensens konceptuelle arbejdsmetode
kan opleves som en form for distancering, har værkerne i Klaksvikaffærer et
ganske råt og direkte ekspressivt udtryk, der ikke er svært at forstå.
Billederne er til stede i rummet på en næsten kropslig måde, ligesom kunstneren
selv har en meget direkte fysisk tilgang til tingene, når han arbejder. Nogle
gange minder metoden næsten om hærværk med negationen som kunstnerisk princip,
hvor kunstneren med såkaldt defacing eller fuck up ødelægger og nedbryder
billederne, for på den måde at bygge noget nyt op. Selv om udstillingen
forholder sig konceptuelt til noget fortidigt, til forgangne historiske
hændelser, giver den beskueren en klar fornemmelse af nutid og nærvær i
billederne, som uanset om de forekommer uhyggelige eller skønne, har en særlig
styrke i udtrykket, der synes tale til beskueren på et umiddelbart og
førrationelt plan.
Kinna
Poulsen, kurator.
