Á 13 ára gomlu myndini síggja vit danska listamannin Per Kirkeby við síðuna av einum sterkum koloristiskum høvuðsverki hjá Sámal Joensen Mikines, "Norðan" frá 1957. Bárður Jákupsson skrivar um myndina "Litirnir verða skærir, tá ið ælið fer. Sólin festir í brekkuna og setur ælaboga á luftina. Tað rívur í, himmal og hav fara hvørt til sítt, og burtur úr vætuni og grøna dýpinum kemur tann trygga oyggin. Málningurin er eitt brús av dramatiskum klangum. Grønu litirnir eggjast av mjáari royðulind, blátt fevnir um ælabogan og fær hann at loga. Rørslurnar standa greiðar og vitandi - steyrrættur bakki, brøtt líð og fevnandi egg um rúman barm.. Treisk og ennisbrøtt sýn móti tjúknini. Komposisjónin, ein av hansara bestu, er greið og føst. Gongdin byrjar við beinu strikuni mitt gjøgnum grasið, ið endurtekst veikari í bakkatromini niðanfyri, sterkari aftur í gjarvaksna sjóvarmálanum og svartgrønu tyngdini í sjónum. Móti hesum vatnrøttu rørslum spæla hallandi linjurnar í brimgarðinum og eggini. Ælabogin er mest avgjørda mótspæli við veikari endurtøku í handastu sýn. Ornamentalan savnandi leiklut hevur umhvarvið á fagurt bláa flatanum millum ælabogan og røðina." (S.188 í Bárður Jákupsson Mikines. Bókagarður 1990)
Kirkeby var í Føroyum í mai 2000. Føroyatúrurin var serstakliga produktivur og úrslitaði í 77 grafiskum bløðum, steinprent, koparprent, sum vórðu prentað í Steiprenti saman við koparprentaranum Michael Schaefer og litografinum Jan Andersson. Í bókini sum Brøndum gav út í 2001 "Rejsen til Færøerne" eru øll prentini avmyndað umframt ein fínur tekstur hjá Per Kirkeby, sum m.a. skrivar: "Værkstedet l i Tórshavn. Et anneks til det færøske kunstmuseum. Jeg arbejdede mest i et lille rum, næmest en entré til værkstedet. Der var også en dør ind til et pulterrum. Hvor også øllerne stod. Det var der en del gæster, der instinktivt vidste. I denne entré stod jeg og tegnede på de litografiske sten. Færøerne lå uden for døren. Men når jeg lukkede døren op, var der kun fodbold. Hele døgnet blev der spillet på stadionanlæggets baner lige udenfor. Gik man lidt op ad vejen, så man over Tórshavn og Nolsøs karakteristiske profil. Der var en sådan præcision og geologisk logik i den streg, at jeg blev henrykket ved hvert blik. Jeg strejfede rundt i omegnen for at se noget til mine tegninger på stenene. Det blev de sorte basalt-hamre, de trin som vidnede om den logiske opbygning af fjeldet. Strukturer, som jeg havde fundet hos Mantegna, dukkede op i det strålende færøske lys. For der var uafbrudt strålende vejr. De enorme mængder regntøj og vndtæt fodtøj, vi havde slæbt med og fået gennemrodet af den rødhårede tolder i lufthavnen, var der slet ikke brug for. Tørt og solrigt. Blå himmel. Og jeg der havde glædet mig til tågen. Det anelsesfulde. Vejret den tredie og uberegnelige faktor i landskabets billeddannelse. Først var der skabelseseruptionens raster, så erosionens arbejde og så alts vejret. Men der var ikke meget stof i strålende solskin. Andre gange gik jeg op i museet og lagde mig at sove på trægulvet. Ofte fortvivlet og med en intens følelse af ensomhed. En ensomhed, der var lettere at bære i fjeldet. Som næsten var lykkefølelse dér. Men det hjalp at lægge sig mellem de afdøde færøske kollegers billeder. Jeg lå enten ved Mikines´ billeder, eller også gerne i den mindre sal, hvor Danielsens rørende præcise billeder fra Nolsø skabte en skrøbelig verden..." (s.83 í Per Kirkeby Rejsen til Færøerne. Brøndum 2001)."
Norðan hongur í Listasavninum
Per Kirkeby. Eitt av frálíku prentunum, sum hann gjørdi í Steinprenti
Steffan Danielsen. Tvær myndir hjá Listasavninum. Onnur hongur í Mentamálaráðnum
