Danski rithøvundurin Jakob Brønnum hevur júst útgivið eitt yrkingarsavn, sum vit gjarna vilja gera okkara lesara varugar við, tí tað er gott og tí tað snýr seg um Føroyar.
Yrkingasavnið eitur “Kirkegården ved havet”, Anker Mortensen hevur gjørt kápumyndina. Her eru nakrar yrkingar úr savninum:
Og dem der
træder ind ad døren i skumringen
Og dem der
træder
ind ad døren i
skumringen
fra slægtled
til slægtled
gennem
billeder af metalduftende jord
rummet fyldes
med stemmer
sprukne af
forvredne
minder,
gråtonede fortællinger
om kroppens
langsomme liv
vandet løber
af klipperne
i skår tiden
har givet verden
sjælene er
sten der altid har ligget der,
aldrig helt
ubevægelige
i skumringen.
Fortællinger
om flygtige
aflejringer
af nogen eller
noget der går i græsset
tågen er
ligeså mættet af erindringer
som drømme man
har glemt
man har drømt.
Øjnene flakker i lyset
som netop er tændt
Sommernatten på Hotel Nord
Vi kiggede ud
af vinduet
i den lyse
sommernat
på Hotel Nord
og undrede os
over stilheden
og blæsten
du sang nogle
af de sange
du lærte som
barn:
vindens sange,
fuglenes sange
i luften,
fjeldets stiers grønne sange
og mørket i
mig faldt
langsomt på
mens jeg rakte
efter dig og
noget i mig
råbte ord, jeg ikke selv forstod
Coda: Hav og
tåge
Hvert hjørne
du kommer
omkring ser på
dig
fra et lys der
ligger
dybt bag havet
og inde
i dig med en
stemme
du knapt orker
at lytte
til.
Ansigterne er verdener
mellem nyt og
gammelt.
Det er en by
du kendte
du boede i den
som barn
du kender den
stadig og
den kender
dig, men det er
som om den
spørger dig,
om du ved hvad
der
ændrer sig og
hvad det er
der er det samme
Menneskene kører langs fjeldene
Menneskene
kører langs fjeldene
i deres biler
der lugter af
gummistøvler,
cigaretter og lammekød
og taler om
vejret der hele
tiden skifter
og altid er
det samme og
om menneskene
der altid
arbejder sig frem mod nye mål
mens deres
kroppe
forlader
hinanden uden nogensinde
helt af blive
af med alt det som har sat sig
fast undervejs
og tågen
sænker sig over dem som endnu
ikke sete drømme
