Thursday, October 18, 2012

Kirkjugarðurin við havið



Danski rithøvundurin Jakob Brønnum hevur júst útgivið eitt yrkingarsavn, sum vit gjarna vilja gera okkara lesara varugar við, tí tað er gott og tí tað snýr seg um Føroyar.

Yrkingasavnið eitur “Kirkegården ved havet”, Anker Mortensen hevur gjørt kápumyndina. Her eru nakrar yrkingar úr savninum:



Og dem der træder ind ad døren i skumringen

Og dem der træder

ind ad døren i skumringen

fra slægtled til slægtled

gennem billeder af metalduftende jord

rummet fyldes med stemmer

sprukne af forvredne

minder, gråtonede fortællinger

om kroppens langsomme liv

vandet løber af klipperne

i skår tiden har givet verden

sjælene er sten der altid har ligget der,

aldrig helt ubevægelige


i skumringen. Fortællinger

om flygtige aflejringer

af nogen eller noget der går i græsset

tågen er ligeså mættet af erindringer

som drømme man har glemt

man har drømt. Øjnene flakker i lyset

som netop er tændt


Sommernatten på Hotel Nord

Vi kiggede ud af vinduet

i den lyse sommernat

på Hotel Nord

og undrede os over stilheden

og blæsten


du sang nogle af de sange

du lærte som barn:

vindens sange, fuglenes sange

i luften, fjeldets stiers grønne sange


og mørket i mig faldt

langsomt på mens jeg rakte

efter dig og noget i mig

råbte ord, jeg ikke selv forstod


Coda: Hav og tåge

Hvert hjørne du kommer

omkring ser på dig

fra et lys der ligger

dybt bag havet og inde

i dig med en stemme

du knapt orker at lytte

til. Ansigterne er verdener

mellem nyt og gammelt.

Det er en by du kendte

du boede i den som barn

du kender den stadig og

den kender dig, men det er

som om den spørger dig,

om du ved hvad der

ændrer sig og hvad det er

der er det samme


Menneskene kører langs fjeldene

Menneskene kører langs fjeldene

i deres biler der lugter af

gummistøvler, cigaretter og lammekød

og taler om vejret der hele

tiden skifter og altid er

det samme og om menneskene

der altid arbejder sig frem mod nye mål

mens deres kroppe

forlader hinanden uden nogensinde

helt af blive af med alt det som har sat sig

fast undervejs

og tågen sænker sig over dem som endnu

ikke sete drømme