Den største begivenhed i nyere tid - skal man tro mængden af facebook kommentarer – er, at der har været nogle danskere heroppe hos os og lave en udsendelse, og siden vist den på selveste DR.
Udsendelsen handlede om den akutte kvindemangel på Færøerne, og det blev så illustreret gennem nogle smukke naturbilleder og en hulens masse fisk og får. Færinger fremstillet ud fra kolonialistiske stereotyper, skrev en på facebook, og det er helt sikkert rigtigt. Men sådan er det jo hver eneste gang, vi skal spejle os i det store danske spejl.
Men det er bare umuligt for mig at forstå, hvorfor det er så vigtigt overhovedet at spejle sig i dette spejl. Hvorfor er det så vigtigt for os, hvordan danskerne ser os og fremstiller os. Hvorfor er det ikke vigtigt at analysere og diskutere, hvordan vi ser og fremstiller os selv og vores ideer om det gode liv og det gode samfund. Hvorfor er det en begivenhed af olympiske dimensioner, når danskere inviterer os til at betragte os selv gennem deres øjne.
Det er på en eller anden måde selvkolonialisering, når en samlet nation glædes, bliver sårede eller vrede over en dansk udsendelse. Det er selvkolonialisering ikke at betragte nogle af problemerne - at vi ikke har gode nok tilbud til børn med handicap, eller at vi ikke satser nok på kulturen - indefra, men i stedet betragte dem i det store danske spejl.
Tórshavnar Kommuna lagde i går en film om byen ud på Vimeo, og den fik ikke lige så meget opmærksomhed, som udsendelsen i DR samme dag. Det er godt nok også en reklamefilm, men den er alligevel mere interessant, for den viser, hvad for et samfund vi ønsker os. Eller måske, hvad Heðin Mortensen og med ham hver tredje stemmeberettigede borger í Havnar Kommuna ønsker sig. Der var også skøn natur og fisk, dog ingen får, men til gengæld omsorg for børn, kultur og en hulens masse sport. Og, Nå ja, en café, selve symbolet på, hvad kvinder vil have.
Heðinfilmen kan ses her:
http://vimeo.com/77340046
(IS)
