Lotta Melin og Staffan Julén
Tale til Jan Håfström og Knud Odde:
Her står vi så – midt i en billedrig udstilling med to nordiske kunstnere, der hen over sommeren forvandler det smukke Nordens Hus til en kunsthal for samtidskunst. Nu er denne Elverhøjlignende bygning indvortes blevet til en fortælling om skønheden, barndommen og hjertets mørke. I tilfældet Håfström/Odde kan man lægge sig situationisternes gamle slogan på sinde: Expect everything, fear nothing. De går planken ud på hver sin måde, og de er sig selv tro på hver sin måde. De er begge eksistentielt søgende kunstnere, for hvem billedet er en projektionsflade for drømme og mareridt, længsler og angst.
De to kunstnere har desuden det til fælles rent stilistisk, at de arbejder figurativt og i krydsfeltet mellem lav og høj kultur – mellem tegneserie, film og massemedierede ikoner, hvoraf de skaber figurer, som vækker genkendelse hos mange. De indfører derved nye, opsigtsvækkende billeder i kunstrummet. Herudover deler de en litterær interesse: nemlig en kærlighed til den svenske digter Gunnar Ekelöf. Ekelöf kaldes af nogle litteraturkritikere og digtere for den største nordiske digter i det 20. århundrede, andre sammenligner ham med Bob Dylan, fordi hans lyrik lige som den amerikanske rockpoet kredser om ensomhed og ekstase. Samtidig med at Ekelöf kendte den europæiske tænknings historie for ikke at glemme litteraturen, som han færdedes hjemmevant i, så inddrog han også visdom fra og skrev sig ind i den orientalske tænkning. Gennem sine originale ordbilleder træffer han det punkt, hvor poetisk klarhed mødes med bevidstheden om det, vi måske lige akkurat aner i drømme eller i lysende øjeblikke, men som vi ikke ved. Det er poesiens nerve. Og det er der, han mødes med Jan Håfström, der er født i 1937 i Sverige og Knud Odde, der er født i 1955 i Danmark.
Udstillingen bærer titlen ’Kosmisk søvngænger’, som er hentet fra Ekelöfs digt af samme navn. Det indgår i hans digtsamling Sent på jorden fra 1932. Her fremskriver han – jeg citerer fra kataloget, som er redigeret af udstillingens kurator Inger Smærup Sørensen - stærke billeder som ’solnedgangens blodskam’. Ekelöf ser således Jorden og solen som kopulerende familiemedlemmer. Det er hele tilværelsen, kosmos og alle tider og steder, som han oplever som en stærk og vemodig enhed en efterårsaften på stranden, hvor han lytter til ”de smukke bølger som brister i gråd mod strandenes blinde sten.” Han mindes barndommen og skriver ”drømmene forvandler mig atter til et barn/som leder efter snegle med lys og lygte i skumringen”.
På udstillingen ser vi tilsvarende Jan Håfström gribe tilbage til sin barndoms tegninger, som han betragter som startskuddet på sin kunstnerkarriere. Udstillingen viser flere, meget dramatiske og bloddryppende tegneserier, fyldt med slåskampe, mord, henrettelser, korporlig afstraffelse og smerte. Det er nemlig dér, i barndommen, at vi sanser stærkest og drømmer vildest. I 1962 færdiggør Håfström en magistergrad i filosofi på Lunds Universitet, men i 1963 bliver han optaget på Kunstakademiet i Stockholm og skifter derved humanvidenskaben ud med kunsten, som også er en videnskab, hvis man dyrker den på Håfströms niveau.
I 2000 laver han endnu en kovending: Han skifter sine mange dristige og altid overraskende formeksperimenter, ready mades, stedsspecifikke installationer i forladte bygninger ud med dette ikoniske, tegneserieprægede sprog, som han henter i barndommen. Fra nu af slipper han en rygvendt, i hat og briller delvis formummet mand løs på nye eventyr i billede efter billede. Denne ”Walker” er Håfströms alter ego eller måske snarere en faderfigur, der hele tiden løber af sted på nye eventyr, og nu er han så nået til Færøerne. I sine værker efter 2000 vender Håfström tilbage til fremtiden. Dengang verden lå åben for ham, dengang alt var muligt, og han endnu ikke havde opbygget nogen forsvarsværker. ”For mig er barndommen den tid i mit liv, da jeg opdagede ensomheden. Den blev et beskyttelsesrum, hvor alle fortællinger kunne begynde,” siger han. Håfström, der i dag betragtes som en af Sveriges største kunstnere, viser os mandlighedens dræbende ritualer, igen og igen i sine tegninger fra 8-10 årsalderen. Disse tegninger ville – hvis de blev underkastet en psykoanalytisk fortolkning - afsløre et barn i dyb krise. De er nedfældet på det hotelpapir, som hans far hjembragte fra sine mange forretningsrejser. Han tegnede således symbolsk på faderens fravær og kaster i dag nye, smertefulde oplevelser og sansninger i hovedet på os enten som ord – fra Marguerite Duras, Joseph Conrad over Maurice Blanchot til nazikrigsskibet Graf Spee og Döden, döden, döden, döden, den altid lurende død. Disse ordbilleder er associationsskabende og lader os danne os billederne inde i vores eget hoved. Ligesom Håfströms billeder er de skåret ud i træ og fremstår objektagtigt på væggen. Billederne er derimod tydelige og signalkraftige med kutteklædte munke, der bærer på barnekister – her har vi det døde barn igen – og en Messerschmidt fra 2. verdenskrig, der flyver af sted på væggen mod nye bombemål. Værkerne virker suggestive, fordi de netop hænger dér isoleret og blinker som alarmer på væggen. Håfström forsøger herved at genindføre barnets stærke sansninger, dets energi og oplevelsessensitivitet i sin kunst.
Mårten Castenfors, direktør for Liljewalchs Konsthal i Stockholm, som i 2009 viste den store, retrospektive udstilling ’Mørkets hjerte’ med henvisning til Joseph Conrads roman af samme navn, skriver om Håfström: ”Jan Håfström er noget af en dobbelt natur. På den ene side er han et legende og spørgende barn, og på den anden side er han en intellektuel og lærd, der kontemplerer, dødsensalvorlig og rationel – og det er takket være denne dobbelthed, at han har kunnet berige svensk kunstliv i mange årtier.” Om lidt vil vi så oven i købet se den svenske performancekunstner Lotta Melin og sine medaktører levendegøre dele af Jan Håfstrøms mytologiske og dramatiske figurgalleri. En performance, der også er optaget ude i den færøske natur, og som kan ses på video i udstillingssalen nedenunder.
Hvad angår Knud Odde, så er også han en overløber, idet han først uddannede sig som bibliotekar. Dernæst var han i næsten 25 år en af drivkræfterne i kultrockbandet Sort Sol. Her leverede han den dramatisk-dystre, aggressivt vemodige bastone og skrev samtidig mange af bandets numre. Inden for malerkunsten er han autodidakt, men han har altid malet og tegnet. Han maler på sin helt egen måde med inspiration hentet fra jugendstil, ekspressionisme og popkunst. Man er aldrig i tvivl, når man står over for et Knud Odde-billede, det være sig et grafisk tryk – Odde er en mesterlig grafiker - et maleri eller en papircollage - som det fremgår, er der et helt rum med disse fine og yderst delikate papirarbejder - at det er en Odde. Der er en dekadent tone og et drag af vemod i hans billedunivers med interesse for kønnet, det androgyne, det kinky og skæve, ligesom billederne ofte er ladet med en erotisk spænding. Hans palet er brækket med hvid eller sort og fremstår derfor lidt grumset, som I kender det heroppe fra malerne Steffan Danielsen og Thomas Arge for eksempel - og hans figurer fremstår silhuetagtigt flade, og er ofte rigt ornamenteret som feticher, og så har de disse sorte konturlinjer og undertiden også en gul aura omkring sig i lighed med de hellige personer i russisk eller byzantinsk ikonmaleri.
De nye papirarbejder, der bærer titlen Luna Convento efter et gammelt kloster, er blevet til i det danske refugium for kunstnere og videnskabsmænd, San Cataldo, ved Amalfi-bugten i Syditalien, hvor Odde opholdt sig sidste forår Oddes persongalleri er denne gang især de lærde kinesiske literari-skikkelser, dvs. embedsmænd fra tusind år siden og frem, der når de gik på pension som 50-årig hengav sig til at spille på strengeinstrumenter eller at digte, filosofere og skrive breve med deres ligesindede og kalligrafere. Parallelt hermed hengiver også Odde sig til skønheden, som han ikke længere frygter. I papirarbejderne har han integreret materiale, som han fandt i det kapel, hvor han arbejdede. Mellemlagspapir, indpakningspapir, wunderbaums approprieres med et sakse-mesterskab, der giver Edward Scissorhands baghjul og danner sammen med de malede figurer en ny, æstetisk, spændingsfyldt helhed. Hvorfor virker Oddes værker så stærkt? Det hænger sammen med, tror jeg, at han maler det, han beundrer og fascineres af ligesom Matisse, der kun ville male østers, der var så friske, at han kunne spise dem, ligesom han skulle attrå sine kvindelige modeller for at kunne male dem – netop attråede. Hans credo var Luxe, calme et volupté – overflod, ro og vellyst. Og det ser ud til, at Odde er ved at gøre disse ord til sine.
I sine værker arbejder Odde desuden med nogle dristige beskæringer og en rig ornamentik. Men samtidig ser Knud Odde ser tilværelsen gennem en tvetydighedens linse, så publikum oplever det skildrede på en og samme gang pirrende og frastødende, vemodigt og humoristisk, ligesom han får fin- og populærkulturen til at clashe imod hinanden i sine papirarbejder, så nye visualiteter opstår. Der er altid en stærk personlig involvering fra Oddes side – en undersøgelse af et eller andet eller en eller anden, som han vender og drejer og stiller til skue i sit billedrum. Før i tiden handlede det om fallerede filmskuespillere og berømte kunstnere, der gav malerierne deres aura. Det gjaldt Erich von Stroheim, Patti Smith, Rainer Maria Rilke og andre, som inspirerede ham. Disse portrætter mindede om Andy Warhols silketryk fra 1960’erne og frem. Men i de senere år har han frigjort sig fra et fotografisk forlæg og arbejder i højere grad på sine indre billeder. At de to kunstnere klæder hinanden, derom kan der ikke herske tvivl, synes jeg, men døm selv.
Og lad os så her til slut lade Per Højholt få et ord at skulle have sagt. Han skrev i 1969 i tidsskriftet Mak, at ”politik det muliges kunst og kunst det umuliges politik. Man må have nogen til at håndtere det umulige. Ellers forfalder det og bliver muligt.” Heldigvis har vi sådan nogle kosmiske søvngængere som Jan Håfström og Knud Odde til at prøve kræfter med det umulige, så vi bliver mindet om det, hvis vi skulle have glemt det. Hermed erklærer jeg sommerudstillingen i Nordens Hus for åben.
Lisbeth Bonde
Juni 2011-06-26
