15. oktober 2011
Nils Ohrt
Tak for invitationen til at komme her og åbne årets Høstudstilling. Det vist første gang, en direktør fra Listasavn får den ære, og denne positive gestus tager jeg selvfølgelig gerne i mod.
Vi er et sted, hvor der har været arbejdet, og hvor der stadig arbejdes. Nu ikke længere med skibsbygning, men med kunst. Stedet her fungerer nemlig ikke kun som udstillingsrum, men også som atelier for kunstnere.
Rummet selv er enkelt, råt og flot, men netop fordi det også er et arbejdssted, giver det udstillingen en autencitet og et nærvær, som man ikke altid finder på rene udstillingssteder, det være sig i gallerier, museer og kunsthaller. Hertil kommer, at rummet er et velegnet til udstillinger med sin enkelthed, fleksibililtet og gode lys. At akustikken ikke er den bedste, må vi så leve med; man kan ikke få alt.
Årets Høstudstilling viser 10 ud af sammenslutningens i alt 16 kunstnere, samt to inviterede gæster.
Med en gennemsnitsalder på 50 + er det er alle prøvede folk, der ved, hvad de kan, men som alligevel er i stand til afprøvning af udtrykkets grænser.
Som færøske kunstnere er I også underkastet det eksotiske perspektiv om det særligt færøske. Man spørger sjældent danske kunstnere om noget tilsvarende, og et eller andet sted er det nationale i vor globaliserede måske ved at blive en anakronisme. På den anden side er der stadig en kerne af sandhed i at være forbundet med sit miljø: ”Al god kunst er national, al national kunst er dårlig”, som den danske modernist Harald Giersing engang sagde.
Jeg skal afstå fra at udtale mig om det særligt færøske, fordi det mest siger noget om mine egne begræsninger. Jeg må bare tage til efterretning, at der på denne udstilling er en lang række forskellige udtryk, som nok har forbindelser ud til den internationale samtidskunst, men som har fået en form og en ånd, der ikke bare gør kunsten her til en eftersnakker af den store verden. Der er en autencitet over værkerne her, der selvfølgelig hænger sammen med den enkelte kunstners personlighed, men også stedets ånd genius loci.
For nylig talte den danske kunstner Claus Carstensen om forskellen mellem den internationale provinsialisme, som han godt kunne lide, og som vi har et eksempel på her. Mindre begejstret var han for den provensielle internationalisme, som den vi f.eks. finder i byen Århus nye slogan: ”Danish for progress”. I den engelsktalende verden er ”danish” ”wienerbrød” og dermed har vi en reklame for Wien! Som museets udstillingsaktuelle Per Arnoldi sin vane tro så præcist har peget på.
Lad os nu vende mod, hvad vi er samlet om i dag:
På udstillingen kan vi glæde os over Tróndur Paturssons geologiske grundstrukturer i ulmende evighedsblå med en hilsen til Yves Klein og i den fjerne ende Giotto. Så er der Bárður Jakupssons på en gang heftige og sarte
fjeldabstraktioner i akvarel, hvor de flydende former suppleres med en spids skravering, der giver stoflighed til de store rytmer. Blandt de moderne klasikkere er også Zacharias Heinesen, også han med akvareller, men langt mere vådt i vådt, således at bygdemotivernes farvemosaikker flyder kalejdoskopisk rundt.
Af lidt yngre har vi Torbjørn Olsen, der mestendels afsøger den koloristiske skitses grænser i forhold til menneske og landskab, men som også pludselig kan samle sig om en lille fortættet opstilling med æbler, hvor farve og form går op i en højere enhed. Farven fra den nordiske sommernat finder vi hos hans bror Marius, der bidrager med en serie farvetræsnit af næsten meditativ skønhed med efterklange fra finsk jugend og japonisme. Og mens vi er ved det koloristiske lyser Hansina Iversens farvestækre organiske abstraktioner op på udstillingen, på en gang cool og lidenskabelige i en slags dynamisk minimalisme.
Med sine i bogstavelig forstand skæve billeder af douce, fotografisk karakter, sætter Hjørdis Haack på spændende og humoristisk vis et spørgsmålstegn på forholdet mellem billede og virkelighed. Humoren – nu parret med fortællingen finder vi hos Tummas Jákup Thomsen med hans finurlige rebusverden inspireret af børnetegninger og massekulturens billeder, det hele udført med mesterskab i tegningens medie. Beslægtet her Tummas er Hanni Bjartalið, der på en helt speciel måde forbinder det artistiske og troskyldige med vægten på det første i sine tre litografier, mens motivet herfra, et sammenflikket legehus af træ taler om barnets verden, men med kunstnerisk styrke.
Udstillingens yngstemand er Brandur Patursson. Hans skupturer i stålstråd og bly trækker på underbevidsthedens uhygge: mumier, gopler og insektlignende former, samtidig med at de udforsker grimhedens skønhed også i det ”ukunstneriske” materiale.
Det er også Brandur, der har lavet Høstudstillingens plakat, hvor et tryk á la Marius Olsen invaderes af tentakler og vild typografi.
Med på udstillingen er også to gæster: Hans Pauli Olsen og den finske kunstner Illona Reipala.
Ligesom sine to brødre er Hans Pauli Olsen et værdsat navn indenfor færøsk kunst, og her er han repræsenteret med en serie fine buster, hvor grundformens enkelthed er rammen om pulserende liv både i modelleringen og i modellernes psyke. Blandt busterne genkender vi et par kolleger: Tróndur Patursson og Zacharias Heinesen.
Den anden gæst, Illona Reipala, har som Marius Olsens hustru en personlig kontakt til Færøerne. Hun er repræsenteret med grafiske værker, der i fotogravurens teknik har en douce skønhed, der minder om ægtefællens.
Det har ikke været meningen at uddele kokkehuer eller måske snarere paletter med denne gennemgang, den har været et forsøg på at sætte ord på mine egne oplevelser.
Det er jo den adgang til et værk og dermed til et liv, vi får, når kunstnere viser deres ting.
”At digte – det er at holde Dommedag over sig selv”, sagde Henrik Ibsen. Det er det også at være billedkunstner, og måske i endnu højere grad, for på en udstilling for man sit liv lige op i ansigtet. Og på en meget synlig måde går publikum rundt og vurderer.
Tak for jeres mod. Jeg synes, I har noget at have den i.
Det er syvende gang, Høstudstillingen finder sted her
i skibssmedien. Syv er jo et helligt tal med en særlig magi, og det forlener jo udstillingen med en særlig aura. Imidlertid håber jeg også, at syvtallets kraft vil være med til sikre, at rummet her på skibssmedien kan forblive et sted, hvor kunst skabes og præsenteres. Kunstlivet har behov for et sådant sted side om side med museet, gallerier og Grafisk Værksted. Tingene gror nu bedst i en righoldig jord.
