Hanni Bjartalíð - Is anybody home? 6. oktober 2010 - 31. januar 2011
Hanni Bjartalíð tilhører den fjerde generation af færøske billedkunstnere, som er den første generation, der for alvor vendte ryggen til det højt besungne færøske landskab for i stedet at koncentrere sig motivisk om mennesket og dets nære relationer med fokus på bl.a. individets rolle i samfundet. Hanni Bjartalíðs figurtegning er bevidst rudimentær og fri og hans malerier er ofte opbygget af mange lag maling, der giver en grov og taktil struktur og en vægtning af fladen, som jævnligt ses inddelt i felter eller rum. I et interview med undertegnede fortalte kunstneren engang, at han altid har været fascineret af æsker og at han som barn ejede et syskrin af den slags, der er forsynet med ben og som har en hel masse små rum. Ruminddelingen en er væsentlig del af Hanni Bjartalíðs værk. Den giver mulighed for at udtrykke flere sideløbende fortællinger í ét og samme værk, men den giver også associationer til tegneserieruder, hvori der fortælles en kontinuerlig historie, ligesom ruminddelingen både i Bjartalíðs to- og tredimentionelle værker evokerer en særlig intimitet, en følelse for beskueren af at få lov til at kigge indenfor. Hanni Bjartalíð har i mange år og på flere måder dyrket denne intimitet i forhold til beskueren, eksempelvis via ganske små værker, der kræver, at beskueren skal tæt på for at se hvad der foregår.
Motivkredsen i Hanni Bjartalíðs nyere billeder er til dels udvidet og raffineret i collager og tegninger, der indeholder abstrakte mønstre i klare farver, samt symboler eller forenklede, letgenkendelige figurer som feks. det menneskelige kranium, der ofte optræder muntert grinende. I collagerne fortsætter dyrkelsen af de flerstrengede fortællinger, men med en ny, ubesværet lethed, hvor motivet af dødningehoved måske i større grad dyrkes for dets skønne grafiske form end for eventuelle eksistentialistisk vinklede, dystre memento mori udsagn.
Hanni Bjartalíðs billedkunstneriske virke omfatter både maleri, collage, assemblage og tegning, men uanset hvilken teknik, han anvender, synes metoden i de senere år kumulativ og går ud på at samle en vrimlende mængde billedelementer til en helhed, der på én gang forekommer rå og poetisk og dybt original. De finurlige træobjekter udgør en foreløbig kulmination i hans værk, der fastslår, at Hanni Bjartalíð er en af færøsk samtidskunsts vigtigste fornyere. Med referencer til et erindret barndomsunivers synes disse skønne, delvist bemalede træskulpturer præget af en nærmest kærlig omhu og varme i måden, hvorpå de er sat sammen. De minder om barndommens muntre træhytter, samtidig med at de er omgærdet af stor mystik og filosofisk tyngde i deres ufunktionelle tysthed.
Hanni Bjartalíð er født i Klaksvík på Færøerne i 1968, men har de sidste mange år boet i Helsinki i Finland, hvor han udstiller jævnligt. Det gør han også hjemme på Færøerne, hvor han havde en separatudstilling i Steinprent i Tórshavn i foråret. Dér er også Heystframsýningin hjemmehørende, hvor han er medlem og udstiller på årlig basis. Flere af tegningerne på udstillingen er fællesværker, udført i samarbejde med den sydamerikanske billedkunstner og illustrator Diana Beltran Herrera, der er bosat i Bogota, Columbia. Projektet med fællesværkerne er påbegyndt i Helsinki, ofte med Herrera som den initerende part, der har bedt Bjartalíð om at tegne noget, hvorefter Herrera har arbejdet videre på hans tegninger.
