6.okt. læt framsýningin Is anybody home? hjá Hanna Bjartalíð upp á Norðurbryggjuni í Keypmannhavn. Undirritaða helt upplatingarrøðuna. Hon verður sett inn her saman við nøkrum myndum av framsýningini.
Det er mig en rigtig stor glæde at få lov til at åbne Hanni Bjartalíðs udstilling Is anybody home her på Nordatlantisk Brygge og jeg vil gerne begynde med at takke Karin Elspudóttir og alle her på Bryggen for, at udstillingen blev realiseret. Udstillingen er særlig interessant for mig, da jeg har fulgt kunstneren siden midt i halvfemserne. Hanni Bjartalíð og jeg er desuden fra samme årgang, vi er begge to født i 1968, men denne biografiske samtidighed er vel kun en del af forklaringen på hvorfor jeg synes, at han gang på gang rammer plet (desuden er han jo også fra Klaksvík, der jo ligger langt fra Tórshavn, hvorfra jeg selv stammer). Men der er jo det ved god kunst, at den ophæver kategorier som tid og sted. Den ophæver for så vidt også en kategori som færøkunst.
Til en udstilling af Hanni Bjartalíðs malerier i København i halvfemserne overhørte jeg blandt udstillingsgæsterne et par, som stod og talte sammen til ferniseringen. De virkede lidt utrygge og kvindens tone var bebrejdende da hun sagde: "Men jeg mener, at du sagde, at det var en færøsk udstilling...". Manden svarede forvirret, at han så bestemt mente, at kunstneren var færing. Han læste lidt i den lille udstillingsfolder hvorefter han så mere forklaret ud, da han sagde, "..ja, men han bor i Finland". Denne lille anekdote demonstrerer, at selv om færøkunsten i mange år har været et slags brand, som færøsk kunstliv på en måde har nydt godt af, kan den også opfattes som en slags etnisk spændetrøje, der ikke giver mening i en samtidskunstnerisk kontekst.
Det kan jo meget vel være, at der både er noget finsk og noget færøsk og i øjeblikket måske også noget sydamerikansk over Hanni Bjartalíðs værker, men de er så meget mere end det og kan efter min mening opleves ud fra et større og mere universalt perspektiv. Hanni Bjartalíðs billedkunstneriske virke er teknisk mangfoldigt, men uanset hvilken teknik, han anvender, går det ud på at samle en vrimlende mængde billedelementer til en helhed, der på én gang forekommer rå og poetisk og dybt original. Flere af tegningerne på udstillingen er fællesværker, udført i samarbejde med den sydamerikanske billedkunstner og illustrator Diana Beltran Herrera.
En del af udstillingen består af træobjekter, små huse, der udgør en foreløbig kulmination i Hanni Bjartalíðs værk og fastslår, at han er en af færøsk billedkunsts vigtigste fornyere. Der er en helt særlig omhu og følsomhed i måden disse træobjekter er sat sammen. Kunstneren fortalte mig for et par år siden om nogle små huse, han var gået i gang med. Jeg kan huske hvor spændt han virkede samtidig som han med sædvanlig selvironisk humor hævdede, at de om ikke andet kunne bruges som legetøj til hans sønner, hvis ikke de holdt som kunstværker.
Udstillingens titel "Is anybody home?" er flertydig og fungerer på flere niveauer. Overfladisk set kan den ses som en enkel kommentar til de små huse, som Hanni Bjartalíð har arbejdet med de senere år. Er der nogen hjemme? Men derudover udtrykker spørgsmålet en umiddelbar angst og en udpræget følelse af fremmedhed, samtidig som det i overført betydning handler om kunstnerens tvivl i forhold til sig selv og sit eget værk, for giver det overhovedet nogen mening? Hanni Bjartalíð er således en en meget selvkritisk og ydmyg kunstner og han er nok den eneste af de færøske kunstnere, der kommer i nærheden af at lave bæredygtig kunst. I hvert fald genbruger han sine lærreder i en sådan grad, at de næsten altid er tunge af maling - også de små malerier. Faktisk så foretrækker han små billeder fremfor de store, også fordi han mener, at de fremkalder større intimitet i forhold til beskueren. Træskulpturerne er også lavet af genbrugsmateriale, træstykker og pinde og andet affaldstræ, som han finder rundt omkring.
I et interview jeg lavede med Hanni Bjartalíð for ti år siden fortalte han, at han altid har været fascineret af æsker og at han som barn ejede et stor syskrin med ben og med en hel masse små rum, hvor man kunne gemme forskellige ting. Den barnlige glæde ved skrin og æsker, samt inddelingen af rum er en væsentlig del af hans værk, der giver mulighed for at udtrykke flere sideløbende fortællinger í ét og samme værk. Derudover er det som om, at ruminddelingen både i de to og tredimensionelle værker frembringer en særlig følelse for beskueren af at være inviteret til at kigge indenfor i værkets verden. Så det synes jeg vi skulle tage og gøre. Hjertelig tillykke med udstillingen Hanni og tak allesammen for, at I lyttede.
Kinna Poulsen
