Eg má bara viðganga, at eg ikki enn havi lisið um ta fløtu kaninina hjá Bárði Oskarsson. Vit eiga onkrar aðrar hjá honum, hana um hundin, kettuna og músina og hina um giraffin, sum báðar eru onkrastaðni her í húsinum. Báðar eru tær ómetaliga stuttligar, originalt teknaðar og klókar, so tað kann ikki vara leingi áðrenn tann flata kaninin er í hús, eitt gott jólagávuhugskot kanska? Tað er lítla og áður vónríka, men nú succésríka forlagið Torgarð, sum hevur givið bókina út á donskum og danskir ummælarar fáa valla armarnar niður aftur, so fegnir eru teir um hana. Vit ynskja Bárði Oskarsson til lukku við ummælunum, her eru tvey teirra:
Bárdur Oskarsson: Den flade kanin
Nu sagde jeg forleden, at det her ikke er stedet, hvor jeg snakker om billedbøger, men her er vi så igen: med Bardur Oskarssons lille perle “Den flade kanin”. Men det er let at undskylde, for det er Oskarsson, og “Den flade kanin” bør da helt klart anmeldes på Den elektriske kanin.Jeg har læst (og været vild med) Oskarssons tidligere bøger: En hund, en kat og en mus,Kødbenet og Poul, en cool giraf; så det var med en vis kriblen i fingrene, at jeg fik fat i hans fjerde danske udgivelse på Bogforum. Og dernæst sad med et stort grin malet på ansigtet, mens jeg læste den på vej hjem i toget.
Som i Oskarssons andre bøger er udgangspunktet enkelt og persongalleriet småt: en hund, en rotte og en kanin (som er flad). Kaninen ligger på gaden, da de to andre dyr får øje på den og begynder at diskutere, hvad man bør foretage sig i en sådan situation. For de ved godt, hvor kaninen hører til, men hvad vil menneskene ikke tænke, hvis en hund og en rotte møder op ved havelågen med deres kanin i flad udgave?
Der må tænkes. Så det knager. Og svaret forudser man nok ikke, men det rummer sin egen poesi.
Oskarsson fortæller med en næsten zenagtig ro. Hvert opslag rummer et stort billede på den ene side og en minimal tekst med et mindre baggrundsikon på den modsatte. Og historien bevæger sig fremad med sin helt egen logik – og sødme. For selv om der grundlæggende er tale om en grum historie (flade kaniner er ikke ligefrem sprællevende kaniner), så ulmer både tekst og billeder af lune. Oskarsson bevæger sig i et besynderligt grænseland, hvor bedsteborgere møder fabler møder tilværelsens svære spørgsmål, og han får den blanding til at fremstå som noget helt naturligt.
Det slår mig, at det må være sådan, det ville være at høre Thomas Winding læse højt af Frankenstein. Den bløde stemme med dens konnotationer af barndom og tryghed får én til at slappe af, så man næsten glemmer den dystre historie, der gemmer sig inde bagved.
Men først og fremmest er det altså sjovt. I samtlige af forfatterens bøger er jeg faldet over mindst ét billede, der har ramt mig lige i lattermusklen, og “Den flade kanin” er heller ingen undtagelse. Faktisk er der flere, men jeg vil anbefale folk at finde deres eget. For selv om man måske ikke har børn, bør man unde sig selv at stifte bekendtskab med Bardur Oskarsson. “Den flade kanin” er (som forventet) en lille perle.
