Tað er longu staðfest upp til fleiri ferðir, at nýggja samgonguskjalið í sjáldsaman mun tykist merkt av rossahandlum. Hin fyrrverandi fullveldisflokkurin, Fólkaflokkurin loyvir eini ósmædnari biddaragongd til Danmarkar móti at fáa gjøgnumførda eina flatskattaskipan, sum í veruleikanum er skattalætti til tey múgvandi. Hvussu er og ikki sær tað út til, at Sambandsflokkurin og allir ríkisfelagskapsfjepparar hava vunnið valið so dyggiliga. Hesa afturvendan okkara inn undir skjúrtufaldin á móðir Danmark kunnu vit ikki annað enn markera við eini røð av (suður)danskari list.
Seinast høvdu vit sosiala indignatión á skránni og í dag hava vit ein ordans imperialistasang á skránni við heitinum "Venner, ser på Danmarks Kort", hvørs 72 ørindi øll lýsa av eldhuga fyri øllum pørtum av danska ríkinum, ikki minst Føroyum, sum vera lýstar dansikátar og gestablídnar. Men hvussu kunnu vit annað enn at vera blíð og glað, tá allar hasar milliónirnar frá okkara fátøku men gávumildu móðir Danmark rulla inn á kontuna? Her er sangurin og deiliga lagið er tað sama sum vit kenna frá Lítið yvir Føroya land, gloymið ikki minsta blettin... Syngið við!
Mynd: Heini Festirstein
Venner, ser på Danmarks Kort
Tekst: Chr. Richardt, 1889
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906
Venner, seer paa Danmarks Kort;
seer, saa I det aldrig glemmer,
til hver Plet har faaet Stemmer,
thi det Fædreland er vort!
Maalt med Verden er det lille -
derfor ingen Plet at spilde!
Maalt med Hjertet er det stort -
dêr er Danmarks Saga gjort!
Dette Kort, hvis Flade reen
er af Tone-Linjer spættet,
er med Kors og Punkter plettet,
som om hundred Fluebeen
havde over det spadseret
og med Prikker vildt markeret -
dette Flue-Maskepi
er der tusind Minder i!
Disse Øer, store smaa,
dette Fastland, disse Vige,
disse Kyster, krumme, lige,
som dit Øje hviler paa -
disse Skove, Bakker, Heder,
de har været Voxesteder
gjennem Vinter, gjennem Vaar,
for vort Folk i tusind Aar.
- Danmark mellem Hav og Hav
har ej stærke Fjeldes Værge;
faa og smaa er vore Bjerge,
Klint og Klitt er skør og lav.
Men des længer' kan vi skue
over Markens Lærketue,
følge desto mere frit
Fugle-Sving og Sole-Ridt!
Sammenknyttes Sted med Sted,
ligner Kortet lidt en Skude -
Bornholm der agter ude,
det er Jollen, vi har med.
Kun vor Formast er tilbage
af de tre fra gamle Dage -
Skagen er dens Vimpel-Fæst!
Sejlet buger sig mod Vest.
- Lad os for vort Reise-Jag
med et Saltvands-Bad begynde -
ned til Fanø vi os skynde,
dêr er stærke Bølgeslag!
Langvejs maa dens Sømænd fare,
Alt maa Kvinder tage vare,
hylled' ind for Sand og Blæst:
Fisk og Fugl og Badegjæst!
Ribe med ærværdigt Ry,
vogter nu Hans Krygers Minde
- Riberhus vil ej vi finde,
den de vandt med "Maj i By!"
End dog svulme Kirkens Buer,
og fra Taarnet vidt man skuer:
Marsken med sin rige Høst!
Dronning Dagmars Brude-Kyst!
Nu i hendes Herres Spor
drage vi ad Randbøl Hede!
Han og hans mod Ribe rede,
vi, vi vende os mod Nord;
Askovs Ungdomshjem vi gjæste -
fare saa med Dampens Heste
vesterpaa mod Esbjerg Havn,
ung af Aar, men god af Gavn.
Esbjerg er ej særlig fin,
ej med Løvhang Kysten pynter -
gjennem den dog brøler, grynter
Tusinder af Kvæg og Svin!
Flod og Ebbe dêr sig rører:
snart man sejler, snart man kjører
over Hjerting-Bugtens Vand -
dêr er "Eventyrets Land".
Følg fra Varde Jyllands Kyst
mod Lemvigs og Bovbjergs Strande:
saftig Eng bag hvide Sande!
Klyner med til Vinter-Trøst!
Havets Gus slaar Dugg paa Rude,
Bonden kjører smaat med Stude -
men paa dem han har Forstand,
og sin Hede aver han.
Graadig plyndrer Vestervov
Strandens Fod og Fjordens "Minde"
- Ære derfor dem, der vinde
Hedeland til Mark og Skov!
Millioner Juletræer
om en Nytaarstid alt læ-er -
for hvad fremsynt Flid har skabt
Al og Kjær maa give tabt.
Men hvor Havet skummer hvidt,
kæmpes der i Stormens Hvinen;
rede staa med Rednings-Linen
kjække Folk, ved Holmslands Klitt!
mens ved Lønborg Aa sig maler
som en Lejr af Vildmands-Krâler
Stak ved Stak i Tusindviis -
sætter Studene i Pris!
Manden hist i Kappen blaa
veg for Nørre Vosborgs Skanser -
Bovbjerg i dets sejge Pantser
lader han vel ogsaa staa!
Men hvor Kysten blødt sig løfter,
trænger den til stærke Høfder:
et Sæt Tænder om sin Bredd,
til at bide fra sig med!
Agger-Næs og Thybo-Røn,
Limfjord-Portens Stolper vaade,
kun en Port af Havets Naade
aabnet i en Stormflods Dønn -
naar mon du dig atter lukker,
her hvor Marehalmen sukker,
her hvor Fugleskrig og Brag
mødes over sjunkne Vrag?
Da er Thyland mere blidt,
inden Jammerbugtens Leje:
Frugtbar Jord og faste Veje,
bag den Havmand Skarreklitt!
Vaade Sand har Roser favre!
Sjørring Sø bær' vældig Havre!
Og i gamle Vestervig
hvælves Klosterbuen rig.
Hist i Nord staa Fyr ved Fyr;
men hvor Rev og Brænding hærger,
fostres mangen modig Bjerger,
som i Nød kan staa for Styr!
Fik kun Flyvesand til Dige
Vendelboens barske Rige -
selv han er af sejgest Bark,
han var med ved Sankelmark.
Skagen mellem Hav og Hav
strækker ud sin blege Finger:
Sejler! spil nu dine Vinger,
Revlen er den visse Grav!
Men i Sæby's Bøgedale
Fuglerøster føre Tale;
og ved Fladstrand Tog og Skib
mødes under Dampens Pib.
Nørresundby's Skinnevej
med de Strøm-ombruste Piller
binder tæt hvad Fjorden skiller:
Nordenland til Aalborgs Kai;
Staden selv har gammel Vane,
Fra Jens Bang og Jomfru Ane -
godt den gjemmer Fortids Arv
mens den fremmer Nutids Tarv.
Limfjord er af lys Natur:
Lyse Klinter! lysblaa Vande!
Lyse Drag om Morsø's Pande -
Mørk af Lød er ikkun Fur.
Orlogs-Flaader har den baaret -
Østers med, en Deel om Aaret!
Trindt om Holm og Næs og Vig
Fuglevinger røre sig.
Nu fra Skives grønne Bredd
frem imod Steen Blichers Egne -
lad sig fast for Øjet tegne
Viborg Kirkes Kraft og Fred!
Gjæst det Bjerg af Steen paa Stene,
højnet op i Linjer rene!
Krypten, hvor om Glippings Død
længe "Vaadesangen" lød!
See, paa denne Bakkevold
over Viborg-Søens Vove
holdtes Thing, stod Gudehove,
alt i fjerne Heden-Old!
Her skød Ejegod med Smerte
Fra sig Folkets Haand og Hjerte!
Her de knæled for Sankt Kjeld -
her sprang Luther-Tidens Væld!
Tag saa Krøniken paa Raad:
Mindes Svend paa Grathe Hede!
Finderup! og Hald histnede,
Borgen med den hvasse Braad!
Men, naar Gudenaa du hilser,
tak det bundne Danmarks Frelser,
Ridderen af Nørreriis -
elsk du Danmark ligerviis!
Aarhus, med Sankt Clemens' Chor,
Med Sankt Clemens' Bro den høje,
har mod Helgenæs sit Øje,
men sin Fod i skovklædt Jord!
Den gav Videnskabens Skoler
tvende højt berømte Ole'r!
Tidt besat af Fjendetrop,
blomstred den dog altid op.
Kalø, Vasa's Fangebo,
vi dog ikke glemme burde -
eller Øster-Jyllands Fjorde,
hver har sin By, een har to.
Husk og Øerne derude,
hvor de vilde Storme tude -
klatt ej Anholt til med Blæk,
saa er Øen ganske væk.
Saa igjennem Mark og Lyng
did hvor blanke Søer smile -
tag i Silkeborg en Hvile,
og mod Himmelbjerget gyng!
Dvæl paa Kollens runde Banke,
til du fatter Taarnets Tanke!
Glem ej Ry', hvor da det kneb,
Tredje Christian Kronen greb!
Dog fra Skovene med Sorg
maa vi sydpaa Foden flytte -
Huen af for Kongens Støtte
ved det stille Skanderborg!
Over Horsens ned mod Vejle,
hvor til Munkebjerg vi sejle!
Saa mod Jelling gaar vort Trav -
Gorms og Thyres Tvilling-Grav!
Herfra ned til Koldinghus -
Borgen, som fra Abels Dage
fletted i vor Konge-Sage
baade Død og Elskovsrus!
som har seet i Vaabenjakker
Tydske, Svenske og Polakker -
til en kuldskjær Spaniol
stak i Brand den Kongestol.
Under Slotsruinens Vold
Kolding rødt i Solen luer;
men fra Taarnets Tinde skuer
Kæmpen med det danske Skjold,
ud mod Landet, hvor vi blødte!
frem mod Skamling-Bankens Støtte,
- den som hvisker: brudt og deelt,
det kan atter vorde heelt!
End vi ved vor "Landsoldat"
vil i Frederits os fryde -
saa Farvel du brave Jyde,
Færgen holder alt parat!
Lillebeltets Bølger glimte,
Strib og Middelfart vi skimte -
Svends og Palnatokes Land
vinker os med skovklædt Strand.
- Fyens Form, den minder lidt
om et Rundebrød (et Wiener);
Rundt om Kanten som Rosiner
By ved By - den største midt!
Øen er og fed og lækker,
med de rosenfyldte Hækker,
Humle-Hegn og Abildgaard -
Fyens Børn har blide Kaar!
See, hvor Slot og Fruerlund
spejle sig i blanke Søer -
som Niels Juels de grønne Øer
i det skjønne Svendborg-Sund!
Glem dog over Herresæder
ej de myge Husmands-Steder,
thi bag Bindingsværket dêr
mangt et Snille fostret er!
Odense, hvor Hellig Knud
holdt sin Kirkegang den tunge,
- og hvor Eventyrets Konge
drømte hos sin Dukkeklud -
nu ved Aaens grønne Bredder
midt i Bane-Nettet sidder,
og i sine Traades Spind
drager Liv og Handel ind.
Fredelig og mild Natur -
Kirke tæt ved Kirke stillet -
fredelig som Kingos Billed
hos "Sankt Knuds" den røde Mur!
Dog om Kamp og Fremmed-Vælde
Øxnebjerg og Nyborg melde -
og paa Lyø gik den leg,
hvor Kong Volmers Lykke veg.
- Nu til Lolland-Falsters Jord
over Ørsteds Ø vi skjære -
selv om Isen ej kan bære,
dog i Svenske-Kongens Spor!
Ham bød Nakskov haarde Knoer -
nu den sanker Sukkerroer,
eller Hvedens gyldne Skat -
Landet selv er ganske fladt!
For mod Stormflods Bølgekast
Sønder-Herred at betrygge,
stærke Diger de maa bygge -
Aalholm stod dog altid fast!
Men en Indsøs fromme Vover
- Himlen under, Himlen over -
skvulpe tyst om Maribo,
Kongedattrens Klosterbo!
Piletræ ved Piletræ
hegne Bondens gode Traver,
mens bag vide Dyrehaver
Grevesæder gik i Læ.
Landsby-Navne Klangen henter
stundom fra de gamle Vender;
Maalet selv er blødt som Snee -
mærk dig vel "det stumme d!"
Over Guldborg-Sundets Bro
vi mod Falster-Byen glide,
- hvad den hedder, maa du vide
vi har endnu slige to!
Staden var engang befæstet,
og Czar Peter har den gjæstet -
siden Gjedser-Banen kom,
en Station paa Vej til Rom!
Vi vil ikke slet saa vidt,
kun til Møen vil vi færge -
dêr er et af vore Bjerge,
er det ogsaa kun af Kridt!
Med sin Bøgekrones Blidhed,
i sin Kjortels skjære Hvidhed,
Troner Dronningstolens Mø
over salten Østersø.
Og, hvis ej du søsyg er,
men har Mod en Tur at sejle,
end vi Bornholm bør pejle -
dêr er ogsaa Mennesker!
Hammershus paa Klippens Svale!
Egekrat med Nattergale!
Golde Skjær, men fulde Ax,
Djærve Folk og gode Lax!
-Endelig paa Sjællands Grund,
satt' i Land ved Kallehave,
frem mod Vordingborg vi trave
langs det stille blanke Sund!
Volmer-Taarnets Guldgaas blinker,
fra dets Top et Rundsyn vinker,
- hist i Nord, i Skoves Ly,
Salme-Skjaldens Fødeby !
Snart fra Masnedsund, som saae
Dannerkongens Rygen-Flaade,
langs med Telegrafens Traade
Herlufs Lærdomsgaard vi naae -
over Valdemarers Grave
atter Sorøs Lindehave,
hvor hos Axels Bispestav
ogsaa Holberg har sin Grav.
Lad de Grave tale Lydt -
først om Kongedaad og Snille!
saa om Styrke i at ville!
saa om Frugter vi har nydt!
Lad det springe dig i Blodet
Dannisheden, Mandemodet,
som har kredset her om Soer,
og som Saxos Pen gav Ord!
End til Kallundborg vi maae,
hvor Kong Christiern, løst af Buret
gjensaae Lyset, træt og furet -
da hans Blik knap Lyset saae!
her, hvor Esbern Snare satte
Kirken med de spidse Hatte -
og hvor Samsø's Viking-Kyst
melder Oldtids Kæmpe-Dyst.
Skarritsøens Bøgesal
- Refsnæs med - var værd at søge;
dog vi maa afsted til Kjøge,
til Niels Juels og Hvidtfeldts Val!
Atter bort fra Kugleregnen,
gjennem Frøkenkloster-Egnen
ud til Stevns og Højerup,
- som ej taaler mange Skubb.
Her paa Klinten er der smukt,
og de grønne Bølger vinke,
dog vi tør os ikke sinke -
frem mod Roskild gaar vor Flugt;
Dômen dêr os mægtigt drager
med dens Konge-Sarkofager:
slange Spir mod Himlens Blaa!
brudte Spir i Gravens Vraa!
Under disse Buers Laag
har med Klokkeklang og Amen
Slægt paa Slægter gravlagt sammen
Konge-Rækkers lange Tog:
stillet Fjerde Christians Kiste
hos den gyldenkranste sidste!
Harald Blaatands, Tveskjægs Been
Hos Margretes Marmorsteen!
Her paa Isefjordens Egn,
inden Bøgeskoves Lukke
gik ved Lejre Danmarks Vugge,
under Styrkens Hammer-Tegn.
Siden hen saae Hroars Kilde
Kongedrab ved Julegilde!
Atter her blev Segl hængt ved
Svenskekrigens dyre Fred.
- Nu mod Nord, hvor kæmpestærk
Oldtids-Egen staar hos Bøgen -
mens fra Smelte-Ovne Røgen
stiger over Fredriksværk!
Vil du see Helenes Kilde,
gjør en Valfart til Tidsvilde.
Hist i Slangerup som Pog
Kingo staved Bibelsprog.
Saa til stolte Fredriksborg,
bøgekranset, bølgevædet,
mellem Borge Kongesædet -
Flammehav til Folkesorg!
Blev du Varsel om den Kvide,
Danmarks Rige skulde lide -
rejst paany du varsle skal
om Opstandelse fra Fald!
Fredensborg er tæt herved,
skjøndt den knap kan sees i Kikkert -
husk dig om, saa veed du sikkert,
Slottet melder om en Fred!
Nutildags man Venskab slutter;
Kejserbørn og Kongegutter
møde her ved Esrom Sø
Danmarks Søn og Bretlands Mø.
Skal vi saa til Hellebæk,
hvor Maskinerne de snurre?
Eller, vil du gjæste Gurre,
Trodse Volmer-Jagtens Skræk?
"Ligemeget hvad for Egne",
her er fagert allevegne -
blot vi naae den salte Sø,
Øresund med Tychos Ø.
Kronborg i sin Brynje graa,
holder Vagt ved Sunde-Lukket;
gjæve danske Mænd har sukket
i dens dybe Fangevraa.
Døv for Kattegattets Rullen
stirrer Kæmpen ud mod Kullen,
og mod Kärnan, som engang
stemte i hans Vaabensang.
Stil dig ud paa Pynten her,
see hvad Skjønhed her er samlet
- Holger Danske eller Hamlet
ej forstyrre vil vor Færd!
Skaanes Bjerg og Sjællands Lunde!
Sang fra friske Bølgemunde!
Fiskerbaad og Sejler-Tog;
Helsingborg og Ørekrog!
Dog vi maa igjen i Gang;
ned mod Rungsted vil vi glide,
hvor ved Fiskerhyttens Side
Ewald skrev vor Kongesang;
Derpaa flygtigt end vi gjæster
Hirschholms veemodsfulde Rester -
Sommerslottene forbi
frem mod Rheden haste vi.
Hovedstaden vinker os -
Kirkespir og Taarne skinne!
Marmorkirkens Kuppel-Tinde!
Christiansborgens Murkolos!
Ak, som en forgjort Prinsesse,
kommen ud af Troldens Esse,
staar den end, os selv til Skam
i sin grimme, svedne Ham.
- Axelstad, fra Fiskervraa,
fra en Borg, en Smule Kjerte,
voxet op til Rigets Hjerte,
bag de samme Bølger blaa!
Hovedstad med Hoved-Stemme,
hvor hver Syvende har hjemme
af det hele Folketal -
ofte nok du stod for Fald.
Venderne dig efterstod!
mod de Lybske, mod de Hanser
værged dig Philippas Skanser -
og mod Stormen Borger-Mod!
End om Kongedybets Hæder
Folkesang og Farvand kvæder -
kun for Britens Bombekast
baade Mod og Volde brast.
Broget vexled Krig og Fred,
plyndret blev du, brændt, belejret;
dog din Levekraft har sejret -
gid det altid vare ved!
Det er gaaet dig som Hørren -
braget, skjættet, lagt til Tørren,
blev du altid mere hvid,
skjønnere fra Tid til Tid!
Hvor ved Højbroplads man staar
for Butikker julelyse,
maatte Rigens Raader fryse
udenfor Fru Sigbrits Gaard!
Og hvor Slagterhunde støje,
har fra Tavsens Mund og Øje
Aandens Lysning fundet Vej -
i en glemt Sankt Nikolaj.
Gjennem Havnen, hvor nu snelt
Damperne hinanden møde,
gled en Kveld med Fakler røde
mod Kastellet Griffenfeldt!
Og hvor Christiansborgs Ruiner
har saa drøvelige Miner,
traadte under Kroners Glans
Struensee en vovet Dans.
Under Børsens Linde-Vagt
hylded efter Dage onde
Adel, Borger, Præst og Bonde
Tredje Fredriks Enemagt!
Tæt derved, paa Slottets Side,
saaes det Folketog at skride,
som bar Friheds Maj i By
i en anden Fredriks Ly!
Kongens Sæde, Folkets Raad -
Fjerde Christians Spir og Tage -
Bertels Grav foruden Mage -
Kirkehal og Orlogsbaad -
Holbergs, Øhlenschlägers Scene -
Videnskabens rige Grene -
Havn og Børs, og Sang og Klang -
Alt dig giver første Rang!
- Nu, hvis ej dig skræmme bort
Bølgedyb og is og Bjørne -
findes jo i kortets Hjørne
endnu Land vi kalde vort!
ej blot Sukker-Colonier,
Palmestrand med Kolibrier -
men som Trappetrin mod Nord
Færøs - Islands - Grønlands Jord!
Færø-Gruppens Grinde-Kyst,
hvor de Lyngomkranste Hamre,
hvor de tusind Fugle-Kamre
byde kjække Mænd til Dyst,
midt i Nordhavs bløde Taager
over Sang og Saga vaager!
Dêr gaar Braadd af vilde Sjø!
Dêr gaar Dans paa gjæstfri Ø!
Island - med sit Kjedel-Kog
under Geisers Skorstenspibe -
som maa Askeregnen gribe
snart paa Jøkel, snart i Vaag!
Edda-Land og Saga-Lukke!
Vølvens Amme, Snorres Vugge!
Gunnars, Egils, Gudruns Land,
hvorfor blev saa arm din Strand?
Stolt du var i Hedenold -
ak, men selve Saga flytter
ogsaa sine Højstol-Støtter,
gaar paa Viking tavs og kold!
Lavt er Høvdingsædet vorden,
og din Rigdom, Fjorden, Hjorden,
- men i Mindets Nordlys-Glans
blinker højt din Skjalde-Krans!
Grønland - Erik Rødes Kyst,
du som Nordpols Løndom fjæler,
du hvis Børn i Hund og Sæler
har sit Forspand - og sin Høst -
er du ved en Is-Ørk lignet,
dig har Egede velsignet!
Og din korte Sommers Glød
skjærmer dig mod Vinternød.
- Seer du saa den Farvestreg
hist lidt Syd for Kongeaaen?
Glem den ikke, stirr kun paa'en,
dêr er Danmarks Grænse - Nej,
ej for danske Mænd og Kvinder!
ej for vore dyre Minder!
ej for grønne Danevang!
ej for Modersmaalets Klang!
Dêr i Uffes gamle Land
rejste sig vor første Kirke!
Dêr var Thyres Dannevirke!
Dêr steg Dagmar ud paa Sand!
Dêr har Flensborgfjorden sukket,
da Margrete Øjet lukked -
fejre Dronning-Navne tre,
aldrig ramt af Tidens Lee!
Dêr i meer end tusind Aar
Dansk og Tydsk tog Livtag sammen!
snart var Sejren vor, snart Skammen -
til vi fik vort Ulivssaar.
dêr i Sønderjyllands Have
tues vore Heltegrave!
dêr Kong Fredrik sank i Død -
dêr er og Kong Christian fød!
- Venner seer paa Danmarks Kort,
seer, saa aldrig I det glemmer!
til hver Plet har faaet Stemmer,
klingende snart blødt, snart haardt!
til I ender med at bede:
skjærme Gud vor gamle Rede -
skjænke os et Danmarks Kort,
hvor alt Dansk igjen er vort!
Naar dit eget Liv engang,
alt som Tidens Slag-Uhr dikker,
lig et Landkort for dig ligger
udspændt som nu Danevang -
gid da blandt de mørke Pletter
frugtbar Manddoms Sommersletter
efter gjæve Fædres Skik
maatte lyse for dit Blik!
