 |
| Mynd: Birgir Kruse |
Jeg vil også gerne begynde med et stort tillykke. Tillykke. Jeg er ikke blevet bedt om at tale om film i dag, og det vil jeg da også gerne slippe for at gøre mig unødigt klog på. Men jeg vil alligevel tage udgangspunkt i et ganske ofte benyttet filmisk motiv, nemlig spor der krydses - som er et praktisk motiv, der er tilpas bredt og nemt at lede, hvorhen man lyster.
Det er selvfølgelig begrænset, hvor kønt det er at filosofere over metaforer, men jeg er blevet bedt om at tale om situationen i færøsk kunst, om forholdet mellem kunst og samfund, universitet og kulturliv og om æstetikkens rolle generelt, og det vil jeg da også meget gerne gøre mig klog på. Men det er en stor mundfuld, og derfor må hensyn til skønhed vige for praktiske metaforer.
Vi skal ikke se længere end ind i rummet ved siden af, for at se spor der krydses. I Tóroddur Poulsens kunst, som udstilles i Steinprent for tiden, mødes ord og billede og bliver til noget andet. På facebook skaber flere unge kunstnere nye kunstformer, hvor moderne medier mødes med traditionelle greb og lidt ældre kunstnere forener gamle børnerim med politisk satire, popkunst og avanceret poesi. Flere og flere skuespillere, musikere, billedkunstnere, dansere og forfattere går sammen om performances og andre blandingsudtryk, hvor alle kunstarter udvikles og transformeres. For ikke at tale om filmen, som for alvor er ved at etablere sig, som kunstform her i landet og som vel næsten per definition er en sådan hybridform, et sådant sporkryds.
Når kunstens konventionelle genrer og ismer nedbrydes og nye hybride kunstarter finder vej, er det både en ny situation og en gammel kendt situation. Filmen har jo eksisteret som hybridform ganske længe og forskellige avantgardebevægelser, som dadaisterne, surrealisterne og de tyske ekspressionister skabte, ligeledes tidligt, utrolige blandingsprodukter, hvor litteratur, musik, film og billedkunst mødtes med en skøn blanding af mystiske voksfigurer, vild, forvredet makeup, bizar belysning og vanvittige kostumer. En slags galskabens karneval for absurde drømme og fantastiske fantasier. Kunstarterne krydsede selvfølgelig også spor længere tilbage i tiden og hybridformerne kan sikkert føres tilbage til den antikke tragedie. Men alligevel er situationen i dag ny, for der har aldrig været så mange medier indblandet, som der er i dag, der har aldrig været så stor udbredelse, som i dag, det har aldrig involveret så mange mennesker og fundet sted på så mange platforme, og det har aldrig sat vores analyseapparat og forståelse for kunsten på så stor en prøve, som det gør i dag.
Jeg ved kun lidt om, hvad samtidskunsten indeholder. Hvad Tóroddur Poulsen kunst i Steinprent indeholder, hvad al den kunst der skabes på facebook indeholder, hvad de performances, jeg har set på Tjóðpallur Føroya de seneste år indeholder, eller hvad ny færøsk film indeholder. Men jeg har en fornemmelse af, at de alle, på hver deres måde, indeholder en kritik af den konventionelle, kunstvidenskabelige dømmekraft. Den kritik synes jeg, at vi skal tage alvorligt, og jeg tror at vi, ved at sætte spørgsmålstegn ved vores måde at anvende viden på og ved evaluere det sprog vi bruger når vi analyserer, kan skabe nye veje sammen. At tage kritikken alvorligt er således at indlede en ny æstetisk diskussion. Denne nye diskussion, diskussionen om æstetik og samtidskunst, er selvfølgelig blevet indledt, både ude i den store verden og herhjemme, men den har en tendens til at udvikle sig til en kamp mellem formalister og kontekstualister, eller som slagsmål mellem forskellige allerede eksisterende analysemodeller og kunstsyn og det er netop ikke at tage kritikken alvorligt. Det er at sidde fast i sin vanetænkning
For, når en kunstner, som Carl Jóhan Jensen, opfinder et digitalt alter ego og skaber collager i ord og billede på facebook, når han anvender forskellige teknikker, forskellige, medier og forskellige genrer og lader dem krydse spor. Så er det ikke tilstrækkeligt, at vi sætter os ned med hver vores stilhistoriske forestillinger, med hver vores metoder og teorier og sammenligner det ene æstetiske udtryk med det andet – for værket er også en kritik af disse forestillinger. Både formalistiske og kontekstuelle teoretiske forestillinger vil derfor være utilstrækkelige. Vi yder ikke den kunst, som kritiserer vores metoder, retfærdighed ved stædigt at holde fast i disse metoder, og vi kommer ikke nærmere en meningsfyldt forskning og formidling af samtidskunsten, ved at insistere på at behandle kunst, som vi altid har gjort. Vi må finde en anden vej. For at kunne behandle disse tværæstetiske eksperimenter må vi selv eksperimentere, vi må opfatte kunsten, som et undersøgelsesfelt og vi må forholde os mere abstrakt til vores analysemodeller og til, hvordan vi forener kunsten og sproget.
De fag vi har til at analysere den færøske kunst, er vist, i grove træk, litteraturvidenskaben, kunsthistorien, musikvidenskaben, filmvidenskaben og teatervidenskaben. Særlig selvfølgelig litteraturvidenskaben, da litteraturen reelt er den eneste kunstart der forskes i – i hvert fald den eneste, som har penge til forskning. Der er selvfølgelige mange spor der mødes i disse videnskaber og de begreber der bruges til at analysere og karakterisere kunsten er stort set de samme. Videnskaberne referer da også til hinanden og bruger hinanden, men jeg tror vi har meget mere at lære af hinanden og meget mere at bruge hinanden til, nu hvor nye hybride kunstarter finder vej på vores kunstscene og fagenes genstandsfelter således forandres.
Disse nye genstandsfelter tvinger os, efter min mening, til at sætte det transdisciplinære i centrum og måske ikke bare de kunstkritiske fag imellem. For i disse nye hybride kunstformer er det både sociale, kulturelle, politiske, psykologiske, økonomiske og kommunikative elementer der krydser spor med æstetikken. Kunsten er blevet i stand til at indstille sig på nye tider og nye medier, men vi skal også være i stand til at ændre vores måde at opfatte, opleve og anvende kunst og æstetik. Vi skal indstille os på kunst, som har en mere processuel eller performativ karakter, og i forhold til værker i den visuelle kultur, som f.eks. kunst i digitale medier, netbaseret kunst, installationer og video, må vi indse at de begreber, som er centrale for vores måde at forholde os til kunst på, og som danner grundlaget for vores analyser og opfattelser af kunstværker, ikke er tilstrækkelige. Vi kan ikke bruge de samme forklaringsmodeller. Vores begrebsstrukturer vil ikke fortælle os nok om, hvem denne hybridkunst henvender sig til. Hvad den vil. Hvilke æstetiske erkendelser den giver os.
Det betyder ikke, at vi skal hviske tavlen ren. Jeg tror, at vi skal beholde vores fagidentiteter. Vi skal stadig analysere kunstværker som æstetiske objekter ud fra en kritisk og reflekteret anvendelse af vores fags metoder og teorier, vi skal stadig studere kunstens historiske sammenhænge. Men vi skal også bare noget andet, som vi ikke kan klare uden hinanden, vi skal krydse spor, ligesom kunstarterne krydser spor. Vi skal samarbejde, spille ind med al viden fra alle fagene, så en ny viden kan opstå. For alle fagene har noget centralt at sige om samtidskunsten, men ingen af fagene siger det hele. Alle vores begreber siger en lille smule, men når vi bruger dem på en konventionel måde, begrænser de os bare. Hvis vi skal behandle samtidskunsten på en måde, som har relevans for nutiden, skal vi bruge alle fagene og vi skal åbne vores begreber op, så de rummer den flertydighed og uforudsigelighed, som kunsten i dag tilsyneladende er i besiddelse af.
Hvis der løsnes lidt op mellem faggrænserne og i begreberne, tror jeg, at vi kommer et helt andet og mere interessant sted hen i vores behandling af samtidskunsten. Det bliver muligt for os at fjerne os fra den vanetænkning, som findes i de kunst- og kulturkritiske fag, men som ikke findes i kunsten. Det bliver muligt for os at overveje, hvad det er for systemer samtidskunsten opererer med, hvordan man forholder sig til noget som ikke er et endeligt værk, men mere flygtigt, tidsbaseret, processuelt, variabelt eller kontemporært, måske endog immaterielt og uden objekt, hvordan selviscenesættelsen og konceptuelle og performative strategier spiller ind i samtidskunsten, hvordan forholdet mellem værk og tilskuer-beskuer-deltager omdefineres og hvilke sociale og kulturelle implikationer dette forhold eller møde fører med sig, hvordan samfundet afprøves og forvrænges og hvordan der pludselig dannes nye forbindelser mellem æstetiske strukturer og de sociale rum i samtidskunsten, hvilke tanker, kunstneren har gjort sig, omkring værkets samtidighed og om omkring værkkategorien i det hele taget, hvordan betydning opstår og hvilke forestillinger der skabte værket og dets udsagn.
Kunst handler ikke udelukkende om sanser eller udelukkende om fornuft, der er ikke noget som er entydigt og det skal vores forskning, kritik og formidling af kunsten heller ikke være. Det skal være både-og, frem for enten-eller. Jeg oplever behandlingen af samtidskunsten, som noget meget vigtigt og som noget der ikke bliver gjort nok ved. Af nogen af os. Jeg føler faktisk at vi svigter samtidskunsten. Og jeg tror at grunden til at vi ikke gør nok, er, at det ikke bare kræver at vi tager hele vores egen praksis op til revision, men også, at vi indstiller os på nye samarbejder. Det er svært, men en begyndelse kunne være et tværfagligt æstetikfag på universitetet. Jeg synes det ville være en fantastisk mulighed for at eksperimentere og skabe en større analytisk bevidsthed i forhold til samtidskunsten. Et sted, hvor man både kunne lære fagenes metoder og teorier at kende og samtidig lærer at forholde sig kritisk til både dem og hele den akademiske og den kunstneriske praksis. En legeplads, hvor vi kunne lære noget nyt om den nye situation vi står i, skabe en ny selvbevidsthed og skabe nye tanker om, hvordan vi behandler kunsten og hvordan vi inkluderer disse nye hybride kunstformer på en menigsfuld måde. Vi er endnu ikke rustede til samtidskunsten og det vil fortsat ikke være muligt for os at følge med tiden, hvis vi ikke er villige til at krydse spor, ryste posen eller hvad man ellers kan finde på af fortærskede metaforer.
Så med denne lille tanke plantet, endnu engang tillykke. Jeg er glad for, at denne pris er med til at sætte fokus på samtidskunsten og jeg håber, at vi bliver bedre til at behandle den kunst, som du og andre unge kunstnere præsenterer os for, for det fortjener I.
(IS)
