Okkum er sýndur tann óheiður...

Myndin omanfyri er eitt snappsjott tikið fyrr í dag av teirri bilsnu, nærum óunniligu reaktiónini hjá teimum báðum dámunum á listablogginum, tá tað endiliga gjørdist teimum greitt, at tær heldur ikki í ár teljast millum mentanarvirðislønarmóttakararnar í Müllers Pakkhúsi. Verkfall og eksil eru møguligar avleiðingar, men áðrenn tær báðar fóru heim at turka tárini og at umhugsa støðuna, var tíðindaskriv sent fjølmiðlunum, sum byrjar við hesum orðum: "Okkum er sýndur tann óheiður aftur í ár ikki at fáa mentanarvirðisløn M.A. Jacobsens, sum vit annars høvdu roknað við at fingið...."

Tað er Tórshavnar kommuna, sum letur mentanarvirðisløn M.A.Jacobsens saman við Barnamentanarheiðurslønum á almennari samkomu í hósdagin 22.september 2011 klokkan 17 í Müllers Pakkhúsi í Havn. Tilsamans tríggjar virðislønir verða latnar í ár. Tvær virðislønir verða latnar í navni M. A. Jacobsens, ein fyri yrkisbókmentir og ein fyri mentanaravrik. Ein Barnamentanarheiðursløn verður latin. Frá byrjan kundu ein ella tvær M. A. Jacobsenvirðislønir verða latnar. Eftir 1972 skuldi onnur virðislønin latast yrkisbókmentum og hin fagurbókmentum. Frá 1985 bar eisini til at lata virðisløn fyri mentanaravrik, og nevndin fekk heimild til ikki at lata onkra av virðislønunum.

Limir í nevnd M.A. Jacobsens frá 2009 og fýra ár fram eru Rigmor Dam, Erling Isholm og Jákup Jacobsen vald av býráðnum. Hini eru Vár í Ólavsstovu fyri Rithøvundafelagið og Malan Marnersdóttir fyri Fróðskaparsetrið. Eingin formaður er í nevndini, men fastur skrivari er býarbókavørðurin Svend Højgaard.

Barnamentanarheiðursløn Tórshavnar býráðs varð fyrstu ferð latin í 1977 og hevur verið latin næstan uttan íhald síðani tá. Reglugerðin heimildar nevndini at lata upp til tvær virðislønir ella onga, um einki verk er mett at vera virðislønarvert. Í 2010 varð reglugerðin nakað víðkað og broytt og heitið Barnabókaheiðursløn varð broytt til Barnamentanarheiðursløn.

Í nevndini fyri Barnamentanarheiðursløn Tórshavnar býráðs eru Jógvan Arge, formaður í mentamálanevndini og fastur limur, Malan Hilmarsdóttir, barnabókavørður á Býarbókasavninum, skrivari og fastur limur, Poulina Slættanes og Irdi Danielsen, valdar av býráðnum og Hansina Huusgaard, vald av skúlabókavørðunum við kommunalu skúlarnar í Tórshavnar kommunu.

Tá Mentanarvirðislønir M. A. Jacobsens og Barnamentanarheiðurslønir Tórshavnar býráðs verða handaðar hósdagin 22.september vera eisini framførslur av tónleiki og sangi. Øll eru vælkomin til hesa heiðursløtu í Müllers Pakkhúsi í Havn. Kelda: http://www.torshavn.fo/

Monstrið, sum ger alt grønt

Hendan myndin er tikin í januar í stóra atelierinum hjá Claus Carstensen í Keypmannahavn, báðar tær uttastu myndirnar eru við á framsýningini, sum í løtuni hongur í Norðurlandahúsinum og fleiri variatiónir av sama myndevni eru eisini at síggja í Steinprenti (sí myndina ovast og niðast). Eg havi ta niðastu myndina hangandi við songina og sonur mín sigur (við eygum sum rundatorn), at hon ímyndar "monstrið, sum ger alt grønt". Í kataloginum KLAKSVIKAFFÆRER stendur soleiðis skrivað um tær myrku myndirnar: 

"...Í nøkrum krunkasvørtum myndum við heitum sum Gorgonize now! (Hatebreeder) kannar listamaðurin myndamálið hjá heavymetalbólkum, sum hann hevur funnið í kultbókini hjá David Ekeroth Swedish Death Metal. Við áhuganum, sum hann hevur fyri tí grumma og ræðuliga og fyri mótmentanum í samfelagnum, er áhugin fyri heavymetalmentanini sjálvsagdur, ikki minst við tað, at heavy metal myndamál og ikonografi er eitt slag av low class ella anti-mentan. Tungmálmsrokkur snýr seg sum kunnugt um negativar kenslur av ótta og øði og úttrykkið er ofta dapurt og aggressivt sum vit her í Føroyum hava upplivað tað í framførslum hjá Hamferð og SIC. Heavy metal ikonografiin tykist í grundini næstan barnslig í sínum ágrýtni eftir at provokera og skelka við skrokkum og blóði, pentagrammum, øvugtum krossum og øðrum fananskapi, sum letur í hold okkara innasta ótta. Samstundis er hetta grumma og óseka dreingjakamarsuniversið ómetaliga hugtakandi, serliga tá tað riggar sum tað t.d. ger í óhugnaliga maskuspælinum hjá amerikanska tungmálmsbólkinum Slipknot. Tungmálmsmyndirnar hjá Claus Carstensen við maskukendu andlitunum, sum við óndum ella tómum eygum stara illbønandi út móti áskoðaranum eru á sama hátt sum tónleikurin hjá Slipknot eins og svørt hol av negativari orku..."

MA! Tað er spennandi!

NÚ hósdagin verður avdúkað hvør fær ársins emmur. Tað er rithøvundurin, bókavørðurin, lærarin og mentamaðurin Mads Andrias Jacobsen, sum leggur navn til virðislønirnar, sum Tórshavnar Kommuna letur á hvørjum ári og tit kunnu kalla meg Mass um ársins virðislønarvinnarar ikki eita Sólrun Michelsen, Malan Marnersdóttir og Turið Sigurðardóttir fyri ávikavíst stuttsøgusavnið "Rottan" og fyrsta bind av teirri nýggju stóru bókmentasøguni. Tað veri teimum hjartans væl unt, um so verður og vit rokna sjálvandi eisini við, at vit sjálvar verða heiðraðar fyri Listabloggin (forstandi meg ikki uppá, at tey enn ikki hava ringt, telefonin liggur her á borðinum púra klár og eg havi ringt til mín sjálva fleiri ferðir fyri at kekka um nakað bagir, men hon riggar altso). Harumframt hevur Sissal Kampmann í denn grad uppiborið virðislønina fyri hennara fína debutsavn "Ravnar á ljóðleysum flogi". Tvær barnabókmentaheiðurslønir verða latnar og tær kundu t.d. farið til Veiða vind verkætlanina (Janus á Húsagarði og Rakel Helmsdal) og ta nýggju Ævintýrarferðina hjá Búa Dam og Dánjali á Neystabø. Forrestin eru ætlanir frammi um at seta á stovn eina norðurlendska barnabókavirðisløn og tað er uppá tíðina.  Virðislønarhandanin er almenn og gongur fyri seg í Mullers Pakkhúsi í Havn hósdagin 22.september klokkan 17. Limir í nevnd M.A.Jacobsens eru:    Rigmor Dam, Erling Isholm og Jákup Jacobsen vald av býráðnum. Hini eru Vár í Ólavsstovu fyri Rithøvundafelagið og Malan Marnersdóttir fyri Fróðskaparsetrið. Eingin formaður er í nevndini, men fastur skrivari er býarbókavørðurin Svend Højgaard. 


MA! Tað er spennandi!!!


PS: Í veruleikanum verða bert 3 virðislønir latnar í ár, bara ein barna og eingin føgur bókmenta fær virðisløn og tað er løgið...

http://www.snar.fo/alfroei/alfroei/rithoevundar/jacobsen_m_a/
http://listinblog.blogspot.com/2011/06/rottukattar-in-mente.html
http://listinblog.blogspot.com/2011/04/ein-sterk-nyggj-yrkjarardd.html
http://www.torshavn.fo/Default.aspx?pageid=37&NewsItemID=3076
http://www.information.dk/279453

Til lukku Annfinnur

Í dag eru 70 ár síðani, Annfinnur í Skála varð settur her á fold til tess at taka sær av føroyska málinum. Tað er sjálvandi at taka ov rívan til at siga so og alt ov einfalt eisini, men satt er tað, at føroyska málið hevur fyllt nógv í hansara hugaheimi og at tað enn fyllir og at Annfinnur hin vegin eisini hevur gjørt føroyska málinum mun. Hetta síggja vit fullvæl prógvað við orðabókunum, sum í sær sjálvum eru eitt megnaravrik, men eisini við søgubókunum og fantasybókunum, sum hann hevur fingið frá hondini. Annfinnur í Skála starvast í Studentaskúlanum í Hoydølum, har hann í nógv ár hevur verið lektari í søgu, enskum og fornaldarfrøði. 

Hann er tað slagið, sum í roynd og veru altíð skrivar og sum altíð arbeiðir við onkrum handriti ella onkrari grein og so kenna vit Annfinn í Skála sum ein sera gløggan, speiskan, men eisini rættiliga sjálvspeiskan og gálgaskemtiligan Havnamann. Kanska er tað av hesi orsøk og av tí, at hann í grundini er rættiliga sjálvatfinningarsamur, at nógv av tí sum hann skrivar ikki verður givið út, men vit loyva okkum at vóna, at eitt nú tann fína og skemtiliga barnabókin, sum hann hevur skrivað um Djarvoygda drekabana og Gullhár prinsessu og sum er "Ótrúlig, ja, rætt og slætt púra ófatilig og sera, sera óhugnalig og ódámlig ævintýrsøga, ætlað ljótum, óreinum, óskikkiligum, ófittum og ólýdnum børnum.." fer at koma út. Hiðani ynskja vit Annfinni hjartaliga til lukku á hansara 70 ára føðingardegi við hjartans tøkk fyri tær mongu, stuttligu og áhugaverdu løturnar í hansara fræga selskapi.

Bibliografi


Føroyskt mál og støða tess í hf- og studentaskúlanum (saman við: Jonhard Mikkelsen, Ann Ellefsen, Jógvan Mørkøre og Pól Jespersen): Føroya Skúlabókagrunnur. Tórshavn 1990.
Ensk-føroysk orðabók (saman við: Jonhard Mikkelsen og Zakarias Wang). Stiðin, Tórshavn 1992
Stjórnarskipanarmálið 1946. Keldur til Føroya søgu. Føroya Skúlabókagrunnur. Tórshavn 1994
Frá stórkríggi til heimskríggj 1918-1939. Føroya Skúlabókagrunnur. Tórshavn 1994
Søga Týsklands 1918-1939. Føroya Skúlabókagrunnur, Tórshavn 1994
Donsk-føroysk orðabók. (saman við: Jonhard Mikkelsen, Hanna Jacobsen og Zakarias Wang). Stiðin. Tórshavn 1998
Heimurin forni 1. Hjá dvørgum í Niðafjøllum. Sprotin. Tórshavn 2000
Heimurin forni 2. Ferðin til Zambora. Sprotin. Tórshavn 2000
Føroysk-ensk orðabók (saman við: Jonhard Mikkelsen. Sprotin). Tórshavn 2008
Ensk-føroysk orðabók (saman við: Jonhard Mikkelsen). Sprotin. Tórshavn 2008
 

Ein lítil tænasta

Eftir øllum at døma fer tað at eydnast Kringvarpi Føroya at sleppa mentanini uppá fjall. Undirhald heldur enn substans. Tað grunna heldur enn dýpd.

Tað hevur eisini verið eitt rák galdandi, har politikarar meina minst møguligt. Pragmatikk heldur enn politikk. Fleksibilitet heldur enn sannføring.

Um man kann loyva sær at vera eitt lítið sindur spekulativ, kundi man hildið, at tað er tann passiva resignatiónin heldur enn tann aktivi áhugin, sum er í fokus í hesum døgum. Politikarar og fjølmiðlar leggja upp til at vit skulu hugsa sum minst, og gera teirra besta til tess at okkara høvd verða reinsað fyri allar tær nuansur og konstrastir, sum annars plaga at gera tað at hugsa til nakað, sum er vert at fáast við.

Skal man vera eitt sindur minni spekulativ og meira konstruktiv kundi man sagt, at endamálið neyvan er at pasifisera okkum. Men hetta gerst so allíkavæl úrslitið og okkurt má gerast. Vit skulu heilt einfalt hava meira politikk og meira mentan og kanska loyva vit okkum eisini at droyma um eitt lítið sindur av mentanarpolitikki.

Eitt gott stað at byrja kundi verið, at politikararnir kravdu mentanina aftur í kringvarpið. Hetta hevði á ongan hátt verið mett sum óhóskandi uppíbland í innihald ella sum brot á armslongdarregluna. Harafturímóti hevði tað verið ein roynd at yvirhalda public service sáttmálan í sátt og sóma. Tað hevði verið at víst ábyrgd fyri mentanini og at sýnt listini virðing.

Tað hevði verið at framt aktiva áhugan millum fólk heldur enn passivu resignatiónina. Fyri fólkið hevði hetta verið ein lítil tænasta, men ein neyðug tænasta og eitt gott stað at byrja.

http://listinblog.blogspot.com/2011/09/uha-kvf.html
http://listinblog.blogspot.com/2011/09/kringvarp-froya-sleppur-mentanini-upp.html
http://listinblog.blogspot.com/2011/09/because-youre-worth-it.html

Jóhan Martin í stjørnuregni

Tann annars strangi listaummælarin á Information, Michael Jeppesen hevði í blaðnum nú hósdagin (15.sept) eitt heilt óvanliga findarblítt ummæli av framsýning hjá Jóhan Martin Christiansen, har hann gav føroyska listamanninum heilar fimm av seks møguligum stjørnum. Vit ynskja Jóhan Martini hjartaliga til lukku við flotta og eitt sindur løgna ummælinum, sum kann lesast í síni heild her: http://www.information.dk/279200

"Jóhan Martin Christiansen har printet seks eksemplarer af sin invitation og anbragt dem i glas og ramme. Det er et selvportræt, der viser en mand, der føler presset fra akademiet og omverdenen, de vil have ham formet efter deres lille ynkelige skabelon, men han siger ‘fuck jer’ og har lagt kanonen i vandret stilling og gjort klar til at besudle dem alle sammen. Det er en parodi på hele kunstverdenens ikonografiforblændelse, det er et hånligt serielt værk, der gør nar af alle dem, der sidder ude på værkstederne og forfiner deres greb og gentager sig selv i evigheder.

Udstillingen Self-Portrait in Very Dark er rock’n’roll, den er barnligt pervers, den er lavet af en kunstner, der ikke har bukket sig efter sæben endnu, men stadig danser efter rumpen. Det er totalt mærkeligt. Og man kan hurtigt tage det fra ham. Wusj og så er det væk, velkommen nede hos os andre, hvad skulle det være? Et værk med handling, koncept og et lille stænk reference, så gerne. Sådan, nu skal du bare vente, så kommer lykken snart forbi..."

"Det mest overbevisende værk består af en båndoptager på en dug på en mælkekasse på højkant. Et fotografi af Blondie læner sig op af det lille tårn. Det er Danh Vo uden familie, og bundperverst. Midt i rummet har Jóhan haft en dårlig dag. Selvportrættet ligger printet og klar på en gammel hullet læderpuf, men er dækket af et spejl og noget, der ligner en afstøbning af det indvendige af et askebæger, nogenlunde der hvor ansigtet ellers ville være. Det er materialefabulering og tankespind. Det er det ekstreme back to basics, det er helt tilbage til barndommens opstillinger af sten, det er ren og rå menneskelig fascination af materialer og genstande, samlet af følelser og afskærmet fra virkeligheden og alle de store brutale voksne.

Men fordi det er så stringent, er det svært ikke også at læse en samtidsprotest ind i værkerne.

Vi lever i en verden, hvor alt er reduceret til strategi. Tag bare Singleliv eller alt det andet trash på tv. Der gik et par måneder, efter det blev populært, så kom alle klogeågerne og gjorde det til sandhed, at de mellemkloge kun ser på de dumme for at blive bekræftet i, at de er kloge. Klogeågerne mente så, at det var idiotisk, hvorfor de mellemkloge rent faktisk var dummere end dem, de sad og så på. Man kunne jo så være fræk og sige det samme om klogeågerne, der kun taler nedsættende om de mellemkloge for selv … hvorfor de … men vi skal hellere fokusere på det tragiske her, nemlig at alle overser, hvorfor man egentlig er tiltrukket af det simple..."

"...Jóhan har lavet en glimrende lille video, hvor man ser en gepard jagte en antilope. Filmen vises i slowmotion. Imens vises en række undertekster, hvor kunstneren fortæller, hvad han tænker på. Det begynder med Berlinmuren, fortsætter i en heksejagt, ryger hurtigt videre til rumrejser, tidsrejser, livscirkler, konspirationer, skizofreni, heksejagter igen og om der mon findes parralleller i samfundet i dag. Antilopen falder, geparden overmander den, og filmen begynder forfra, men nu afspilles den baglæns, geparden slipper antilopen, kunstneren spørger, om de hekse, der blev brændt, mon egentlig var skyldige, og det fortsætter og ender i Berlinmuren igen.

Det handler om menneskets fuldstændige tilfældighed og enorme kompleksitet i forhold til naturens forudsigelighed. Magthaverne forveksler mennesket med et dyr. De kunne ikke tage mere fejl. Det er dem selv, der er primitive, det er alle de andre værker, der har et problem, alle de værker, der indeholder en pointe eller forsimpler en problemstilling eller peger på noget bestemt..."

"‘Vi har ingen anelse om, hvordan Jóhan er kommet frem til sine værker, vi ved ikke, hvorfor der er fire stykker gulvtæppe over portrættet på gulvet, eller om han føler sig, som om han har tre kugler, om han elsker følelsen af dem i hånden eller bare gerne ville sætte dem fri, men bevarer dem sammen, da han tog tre tennisbolde ud af røret og lagde dem op ad væggen, men han giver en lyst til at være tro mod sin hjerne, man får lyst til at anerkende, at det bare en gang imellem er bedre at tage det i munden end at google det. Og at det vi kalder underklasse, måske i virkeligheden er overklassen, og omvendt."

‘Self-Portrait in very Dark’ hos Fifth Floor Project, Istedgade 136, 5 th., København til den 30. september.

KLAKSVIKAFFÆRER -frá ferniseringini

Claus Carstensen framman fyri myndini Gorgonize now (hatebreeder)

Tróndur, Inger og Claus

Hendan stóra myndin eitur There´s a man goin´ ´round taking names

Tríggjar myndir í skálanum

Finn tað fimta svínið

Ein fittur drongur til listaframsýning

Kinna heldur røðu 

Nakað av fólki var til fernisering

KLAKSVIKAFFÆRER

- Claus Carstensen sýnir fram. Røða í Nlh 16/9-2011

Eg vil fegin bjóða tykkum øllum at vera hjartaliga vælkomin til listaframsýningina KLAKSVIKAFFÆRER við myndum hjá Claus Carstensen. Og så vil jeg skifte over til dansk, så vi alle kan forstå det, der bliver sagt. Jeg vil gerne starte med at takke Niels, Marjun, Urd, Jan, Fríða, John, Magnus, Herdis, Tummas Jákup, Brandur, Smyril Blue Water samt alle de ansatte i Nordens Hus og alle i Steinprent for deres store arbejde med udstillingen og så vil jeg i særdeleshed takke kunstneren - tak Claus for at du var med på idéen om at lave en udstilling her i Torshavn, der tager udgangspunkt i færøske forhold. Udstillingen er nu efter mange samtaler og mails blevet en realitet her og i Steinprent og den er blevet præcis sådan som jeg forestillede mig, selv om den jo er helt anderledes. 

På grund af den mystiske titel, KLAKSVIKAFFÆRER har jeg allerede nu fået en del forespørgsler om udstillingskonceptet. Jeg har forklaret, at udstillingen ikke direkte handler om den historiske stridigheder i Klaksvík, men at de er brugt som en slags samlende metafor og igangsætter i forhold til udstillingsprojektet med værker, der tematisk kredser om territoriale følelser og radikalisering, som jo også i den grad prægede virkelighedens stridigheder i Klaksvik. Jeg er selv rigtig stolt af kataloget, som jeg synes er blevet flot og spændende og jeg er især glad for, at Zacharias Heinesen gav os lov til at bruge hans fars artikel om Hundeskibet, der oprindeligt stod trykt i Land og Folk i 1956. I denne artikel hævder William Heinesen, at mediernes vurdering af at Klaksvikstriden primært handlede om et færøsk oprør imod den danske overmagt, var overfladisk og usand. Det var dog en dansk læge og hans angivelige nazifortid, der var stridens kerne og det var ham, som befolkningen i Klaksvík kæmpede for. I følge Heinesen ændredes dette med beslutningen om at sende et bevæbnet politiskib til Færøerne, jeg citerer Heinesen: "Hertil bidrog især den omstændighed at politiet medbragte hunde. Dette moment ville man rimeligvis i Danmark eller den øvrige verden, hvor brugen af politihunde er almindelig, ikke have hæftet sig så meget ved. På Færøerne, hvor man i øvrigt ikke kender til den måde, hvorpå politi gør brug af afrettede schæferhunde, har det altid været betragtet som en uhørt råhed at anvende hunde som våben mod mennesker – kun en usling, hjemfalden til alles ringeagt, ville på Færøerne pudse sin hund på en modstander. En gammel sambandsmand i Torshavn fandt det så utroligt, at Danmark ville bruge hunde mod færinger, at han ligefrem begyndte at vakle i sin politiske barnetro..".

Der er ingen tvivl om, at der er flere, der har vaklet i deres politiske barnetro i går. I hvert fald har vi fået et skifte både i dansk politik, men også i forhold til det ene færøske mandat, som nu er en javnaðarmaður og ikke en republikaner. Færinge har muligvis ladet sig påvirke af de positive nysocialistiske strømninger fra Norge og Danmark i deres afstemning. Vi får se hvordan det går og  hvorvidt William Heinesen kan blive ved med at have ret i sin udtalelse i Land og Folk i 1956, hvor han skrev: "Men man har en anelse om, at det lille færøske folk trods landsstyre og lagmand, ja trods løfter om fuld selvstændighed, når blot man kan blive enige om det, stadigvæk ikke er spor andet end en marionet i mere eller mindre mystiske danske og udenlandske myndigheders hænder.".

Det hele handler om magt og om territorie og hvis vi kigger op på væggen her i forhallen kan vi se, at Claus Carstensen har gjort Nordens Hus til sit territorie. Han har endda sat sit stempel eller sit tag på vores flag, men han har også vendt det om, så det ikke længere er et flag, men et kunstværk. Claus Carstensens tilgang til kunst er meget anderledes i forhold til det ekspressive halvabstrakte landskabsmaleri, som vi har været vant til og det var netop derfor jeg tid fik idéen til denne udstilling. Jeg præsenterer udstillingen KLAKSVIKAFFÆRER for jer i tryg forventning om, at selv om vi inden for færøsk kunst ikke har oplevet de store bølger af konceptkunst eller minimalisme, så har vi kunst og kunstnere af høj kvalitet og en ægte og dybtfølt kunstinteresse blandt folk. Ud over alle mulige intellektuelle dybder, citater og lag findes der i Claus Carstensens værker et næsten fysisk nærvær, som gør det unødvendigt for mig at sige så meget mere. Nyd udstillingen i forhallen, i klingran, i skálin og ikke mindst i Steinprent, hvor vi har fernisering igen klokken halvseks. Det var i Steinprent det hele begyndte...

Kinna Poulsen

  

Jan, Claus og ein framsýningargestur

Steinprent

Hýrurin var góður

Framsýningargestir

Hendan fitta diddan var millum framsýningargestirnar

Gott lag

John, Jenny og Carli

Fotomyndir: Øssur Winthereig og Jan Andersson

Lidt om Malene Woltmann

I dag er det 44 år siden Malene blev født. Det er 51 dage siden Malene døde.

”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for, at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden”, står der i biblen. Sætningen er også et udgangspunkt for Malenes bog: ”Babelstårnet utopien og arkitekturen – fra Babylon til World Trade Center”, hvori hun præsenterede en genial udforskning af Babelsmyten og Babelstårnet, som metaforer, drømme, ideologier, utopier, forestillinger og bygningsværker. I Babelstårnet mødes modsætninger, som enhed og mangfoldighed, samling og spredning, opbygning og nedbrydning, menneskets muligheder og begrænsninger. Disse modsætningspar er udtryk for en grundlæggende dualisme i vestlig tænkning og i det kristne verdensbillede, og de har været afgørende for fortolkningen af Babelstårnet enten i et positivt eller negativt perspektiv. Men Malene argumenterede for, at modsætninger mødes, at de syntetiseres med et resultat, som ikke er absolut positivt eller negativt, men derimod spændingsfyldt. Hun fandt en position mellem dualismen og opløsningen af dualismen, viste os sammensatte betydninger og åbnede op for, at vi kan betragte dette enorme emne, som ”både-og”, frem for som ”enten-eller”.

Malenes liv var også ”både-og”, frem for ”enten-eller”. Børnene, forskningen, vennerne, maleriet, familien, musikken, drømmene – store som små - alt mødtes, som var det den naturligste ting i verden. For hende kunne det ikke adskilles, alt var del af et stort spændingsfyldt hele, som hun arbejdede hårdt for med engagement, nærvær, indsigt, kærlighed, stædighed, visdom, humor og glæde.

Hendes forskning hang sammen med hendes maleri og hendes tanker, som kunstner. Den hang sammen med rejser med vennerne og ikke mindst med børnene, som var en evig inspirationskilde. Faktisk så konkret, at Malene skabte meget væsentlig og nytænkende arkitekturforskning ud fra sit studie af LEGO.

Hun gjorde sine venner til sin familie. Hun beskyttede os og forsvarede os, og vi fik lov til at være del af hele hendes liv og tage del i hendes børn. Hvis man var Malenes ven, var man ikke en bifigur, man var del af alt - fortid, nutid og fremtid.

Alt er ikke lidt i Malenes tilfælde. Malene var ikke minimalist. Hun havde mange venner med mange historier der skulle fortælles, hun havde mange plader der skulle høres og kommenteres, hun havde tusindvis af bøger der skulle bladres i og mindst lige så mange ideer der skulle udvikles. Der var plads til alt i hendes smukke, vilde ”både-og” verden.

Men sorg og glæde hænger også sammen. Da jeg for snart fire et halvt år siden besøgte Malene og børnene for at vise dem min nyfødte søn, fortalte hun mig, at hun havde fået kræft. Jeg kan ikke beskrive den måde, hvorpå Malene kæmpede mod sygdommen. For hun var et så usædvanligt stærkt og usentimentalt menneske, med en så usædvanlig vilje til at fortsætte og evne til at glædes. Min beundring for hendes måde at gribe livets udfordringer og sorger på er endeløs, men det er min beundring for hendes evne til at gribe livets glæder også og mest af alt beundrer jeg Malene, som mor for Felix, Adam og David. Sammen med sit livs kærlighed fik Malene tre børn og ingen børn er elsket højere end dem. De bærer, hver på deres måde, et stort stykke af deres mor i sig. De har alle tre styrken og godheden og jeg håber også de har Malenes ufattelige tro på verden og på sig selv.

Et stabilt centrum og en enorm kraft i verden er forsvundet. Det er ikke til at holde ud. Tilbage er et uendeligt savn og en endeløs sorg, men der er også den største og dybeste taknemmelighed over at have kendt Malene. I dag fejrer Malenes venner og familie hende, og jeg kan ikke lade være med at tænke at de er som et tårn der når op i himlen. Et fantastisk tårn, som Malene har bygget.

Inger

KLAKSVIKAFFÆRER í dag!

Í dag, fríggjadagin tann 16.september fer danski listamaðurin Claus Carstensen at sýna fram ávikavíst málningar í Norðurlandahúsinum og prentmyndir í Steinprenti undir felags heitinum Klaksvikaffærer. Sjálvt um bæði listamaðurin og framsýningarheitið eru av donskum uppruna, er sjálv framsýningin og hennara hugskotsgrundarlag føroysk, fyriskipað av Norðurlandahúsinum í Føroyum við Kinnu Poulsen sum kurator. Hugskotið til heitið stavar frá eini prentmynd, sum listamaðurin gjørdi fyrstu ferðina, hann arbeiddi í Steinprenti í Havn í 2002. Hetta arbeiðsuppihaldið gjørdist byrjanin til fruktagott samstarv við Steinprent og tað er imponerandi úrslitið av hesum samstarvi, sum verður at síggja í Steinprenti, har meginparturin av teimum 59 verkunum, sum Claus Carstensen hevur framleitt á verkstaðnum saman við prentarunum Jan Andersson og Fríðu Matras Brekku, verður framsýndur.

Í Norðurlandahúsinum verða 22 stórir málningar at síggja, summir teirra nýggir, meðan aðrir hava nøkur ár á baki. Bæði minimalisma og konseptlist í rúmari merking eru partar av listarliga støðinum hjá Claus Carstensen, men við kritiskari frástøðu til eitt nú krav minimalismunar um objektivitet. Claus Carstensen heldur tvørturímóti fast uppá subjektivitetin í sínum verkum, ið so ella so snúgva seg um hansara tilveru og tað hann upplivar og hugsar. Claus Carstensen er eitt satt arbeiðsgrev og ofta arbeiðir hann við myndarøðum og við fleiri listasløgum í senn og hansara samlaða verk er tessvegna stórt og fjølbroytt. Hann málar og teknar bæði figurativt og abstrakt, ger standmyndir, fotograferar, ger assemblage, skrivar yrkingar og prosa og hansara verk verða javnan ákærd fyri at vera ov afturlatin og óskiljandi orsakað av teimum mongu løgunum, sum tey innihalda av ævisøguligum, politiskum, heimsspekiligum, teknfrøðiligum, listasøguligum, bókmentaástøðiligum og øllum møguligum øðrum tilsipingum. Haraftrat hómast bad-art strategiskar hugsanir eitt nú í eini triptykon, sum listamaðurin hevur fingið ein filippinskan skeltamálara at mála fyri seg, men sum hann síðan sjálvur hevur viðgjørt við spray og tusj. Hetta ljóðar kanska fløkt, men er tað ikki, tí verkini hjá Claus Carstensen harumframt eisini eru ekspressiv, merkt av eini ítøkiligari nærveru, sum er eyðskild. Hetta er t.d. galdandi fyri tær ráu heavy metal myndirnar, sum eru fullar av daprari orku.

Sjálvt um framsýningin sum so ikki er ein lýsing av Klaksvíksstríðnum í myndum, er søguliga hendingin brúkt sum eitt slag av savnandi metafori í framsýningarverkætlanini við myndum, ið evnisliga snúgva seg um m.a. territorialar kenslur, makt, staðfesting av makt, máttloysi, samanhald og radikalisering.

Í sambandi við framsýningina er framleitt eitt prýðiligt katalog (160 síður) við nógvum og góðum litmyndum av verkum hjá Claus Carstensen, men eisini hjá føroyskum listafólkum, sum Claus Carstensen hevur áhuga fyri, t.d. Steffan Danielsen, Tóroddur Poulsen og Fríða Matras Brekku. Harafturat eru tekstir í kataloginum, sum Claus Carstensen, William Heinesen og Kinna Poulsen hava skrivað. Gramar hevur staðið fyri layout og prentgerð og Smyril Blue Water hevur stuðlað framsýningini.

Framsýningin letur upp fríggjadagin 16.september í Norðurlandahúsinum kl. 16-18 og í Steinprenti kl. 17.30-19. Klaksvikaffærer letur aftur 16.okt.2011.

KLAKSVIKAFFÆRER - brot úr samrøðu við listamannin

Listaframsýningin Klaksvikaffærer letur upp fríggjadagin 16.sept. við fernisering kl.16 í Norðurlandahúsinum og kl.17.30 í Steinprenti. Katalogið er 160 síður við myndaessay hjá listamanninum Claus Carstensen, umframt tekstum, sum Kinna Poulsen (kurator), Claus Carstensen og William Heinesen hava skrivað. Ein av tekstunum er ein samrøða millum kurator og listamannin, sum er á donskum. Vit seta eitt brot inn her: K:Kinna og C: Claus.

K: I nærværende udstillingskatalog er der gengivet billeder af færøske billedkunstnere, bl.a. af Steffan Danielsen, der døde i 1976, men også af nulevende færøske kunstnere som Tóroddur Poulsen og Fríða Matras Brekku. Kan du fortælle lidt om grunden til disse dispositioner og hvorfor du feks. ikke har nogen af de færøske malerhelte med som f.eks. Mikines.

C: Jeg nærer stor respekt for de kunstnere, jeg har valgt, men udvalget er først og fremmest baseret på at få etableret en sammenhæng i katalogforløbet. Rannvá Kunoy, som er en udmærket maler, passer f.eks. ikke ind i denne konkrete sammenhæng. I Fríða Brekkus akvarel ser man et får, der står med en plastikpose på bagen som en simpel form for prævention og så er akvarellen åbenbart blevet brugt til en udstillingsanoncering, idet der nederst på papiret står Opið er: (“Åben:”). Det er jo et lidt tragikomisk udsagn i forhold til motivet. Tóroddur Poulsens digte, som jeg holder meget af, kendte jeg i forvejen, da de jo var oversat til dansk. Hans billeder var jeg til gengæld længe om at trænge ind i, hvilket måske hænger sammen med den massive status, teksterne har i billederne – og de er for det meste på færøsk. Så halvdelen af billedet manglede ligesom, når jeg så på dem. Jeg må så til gengæld sige, at jeg tog dem så meget desto mere til mig, da jeg fik teksterne oversat. Birgitte 23 år og grindemanden 53 og de andre er et forrygende godt litografi. Og så er jeg en stor beundrer af Steffan Danielsen. Han er for mig at se alt for undervurderet i forhold til f.eks. Mikines, der – som jeg ser det – spiller en uforholdsmæssig stor rolle i færøsk kunst. Danielsen er selvfølgelig ikke heroisk og ‘nationbuilding’ som Mikines, men han er til gengæld meget mere moderne – modsat Mikines, hvis billeder er svære at forholde sig til i dag, hvis man netop ikke har en aktie i denne ‘nationbuilding’. Når man ser på de billeder Danielsen lavede i 60erne foregriber han på mange måder 00ernes fotobaserede maleri, blot med meget mere nerve og råhed. Han en skæv ener, der dyrker sit eget, helt særegne billedsprog. Og sidst, men ikke mindst er jeg draget af hans få portrætter – især det af moderen med de borende øjne – og af hans malerier af hegn, hvor jeg ser paralleller til mit eget arbejde med grænsebegrebet.

K: Hans Pauli Olsens lærer, Willy Ørskov forsøgte at nå ind til et formsprog uden associationsmuligheder, idet han hævdede, at skulpturens indhold er skulptur. Selv om problematikken for længst er forældet, mener jeg, at vi inden for færøsk kunst måske har manglet en Ørskovs eller en Peter Louis-Jensens radikalitet. Har du nogen sinde arbejdet med associationsfri kunst?

C: Indtil 1980, hvor jeg havde en – hvad skal vi kalde det – kreativ krise, havde jeg arbejdet ud fra en forestilling om en repræsentationsløs kunst sådan i ånden fra den politiske konceptkunst og især under indflydelse af radikale kunstnere som f.eks. Peter Louis-Jensen, som jeg holdt og stadig holder meget af. Men det gik langsomt op for mig, især qua min Freud- og Lacan-læsning, at hjernen arbejder ved hjælp af metaforer, dvs. evnen til at beskrive ét forhold ved hjælp af et andet – eller associationer som du kalder det. Jeg vil snarere kalde det for repræsentationer, da det jo er projektioner af ydre forhold vi taler om. Det er det forhold som Freud kalder Verdichtung und Verschiebung, som også er de to begreber – ‘fortætning’ og ‘forskydning’ – jeg bruger som en del af et stempel jeg får fremstillet i 1979. Grundlæggende tror jeg slet ikke der findes associationsfri eller repræsentationsfri kunst, da selv en minimalistisk kasse evokerer forestillingen om en sådan

(KP)

KLAKSVIKAFFÆRER - fyrireikingar

Listaframsýningin KLAKSVIKAFFÆRER letur upp fríggjadagin 16.sept kl. 16 í Norðurlandahúsinum og kl. 17.30 í Steinprenti og í báðum støðum hevur nógv virksemi verið seinastu dagarnar. Her eru nakrar myndir av fyrireikingunum.

 

(KP)

Durita Dam sýnir fram í Smiðjuni

Vit hugdu inn á gólvið hjá Duritu Dam í Smiðjuni í Lítluvík, har hon hevur havt framsýning síðan fríggjadagin. Tað eru næstan trý ár síðan Durita sýndi verk síni fram í Smiðjuni seinast. Málningarnir, sum eru akryl á lørift, eru abstraktar endurspeglingar av huglagi og kenslum í gerandisdegnum uppi á Varða, har Durita býr og málar. Áður hevur hon sýnt fram á ólavsøkuframsýningum og á søluframsýningum ymsastaðni, eitt nú saman við “Fimm Feitum Flugum”. Framsýningin er opin mánadagin og týsdagin aftrat frá kl.10-18. Vit seta inn nakrar myndir frá framsýningini.

(KP)