Tann annars strangi listaummælarin á Information, Michael Jeppesen hevði í blaðnum nú hósdagin (15.sept) eitt heilt óvanliga findarblítt ummæli av framsýning hjá Jóhan Martin Christiansen, har hann gav føroyska listamanninum heilar fimm av seks møguligum stjørnum. Vit ynskja Jóhan Martini hjartaliga til lukku við flotta og eitt sindur løgna ummælinum, sum kann lesast í síni heild her: http://www.information.dk/279200
"Jóhan Martin Christiansen har printet seks eksemplarer af sin invitation og anbragt dem i glas og ramme. Det er et selvportræt, der viser en mand, der føler presset fra akademiet og omverdenen, de vil have ham formet efter deres lille ynkelige skabelon, men han siger ‘fuck jer’ og har lagt kanonen i vandret stilling og gjort klar til at besudle dem alle sammen. Det er en parodi på hele kunstverdenens ikonografiforblændelse, det er et hånligt serielt værk, der gør nar af alle dem, der sidder ude på værkstederne og forfiner deres greb og gentager sig selv i evigheder.
Udstillingen Self-Portrait in Very Dark er rock’n’roll, den er barnligt pervers, den er lavet af en kunstner, der ikke har bukket sig efter sæben endnu, men stadig danser efter rumpen. Det er totalt mærkeligt. Og man kan hurtigt tage det fra ham. Wusj og så er det væk, velkommen nede hos os andre, hvad skulle det være? Et værk med handling, koncept og et lille stænk reference, så gerne. Sådan, nu skal du bare vente, så kommer lykken snart forbi..."
"Det mest overbevisende værk består af en båndoptager på en dug på en mælkekasse på højkant. Et fotografi af Blondie læner sig op af det lille tårn. Det er Danh Vo uden familie, og bundperverst. Midt i rummet har Jóhan haft en dårlig dag. Selvportrættet ligger printet og klar på en gammel hullet læderpuf, men er dækket af et spejl og noget, der ligner en afstøbning af det indvendige af et askebæger, nogenlunde der hvor ansigtet ellers ville være. Det er materialefabulering og tankespind. Det er det ekstreme back to basics, det er helt tilbage til barndommens opstillinger af sten, det er ren og rå menneskelig fascination af materialer og genstande, samlet af følelser og afskærmet fra virkeligheden og alle de store brutale voksne.
Men fordi det er så stringent, er det svært ikke også at læse en samtidsprotest ind i værkerne.
Vi lever i en verden, hvor alt er reduceret til strategi. Tag bare Singleliv eller alt det andet trash på tv. Der gik et par måneder, efter det blev populært, så kom alle klogeågerne og gjorde det til sandhed, at de mellemkloge kun ser på de dumme for at blive bekræftet i, at de er kloge. Klogeågerne mente så, at det var idiotisk, hvorfor de mellemkloge rent faktisk var dummere end dem, de sad og så på. Man kunne jo så være fræk og sige det samme om klogeågerne, der kun taler nedsættende om de mellemkloge for selv … hvorfor de … men vi skal hellere fokusere på det tragiske her, nemlig at alle overser, hvorfor man egentlig er tiltrukket af det simple..."
"...Jóhan har lavet en glimrende lille video, hvor man ser en gepard jagte en antilope. Filmen vises i slowmotion. Imens vises en række undertekster, hvor kunstneren fortæller, hvad han tænker på. Det begynder med Berlinmuren, fortsætter i en heksejagt, ryger hurtigt videre til rumrejser, tidsrejser, livscirkler, konspirationer, skizofreni, heksejagter igen og om der mon findes parralleller i samfundet i dag. Antilopen falder, geparden overmander den, og filmen begynder forfra, men nu afspilles den baglæns, geparden slipper antilopen, kunstneren spørger, om de hekse, der blev brændt, mon egentlig var skyldige, og det fortsætter og ender i Berlinmuren igen.
Det handler om menneskets fuldstændige tilfældighed og enorme kompleksitet i forhold til naturens forudsigelighed. Magthaverne forveksler mennesket med et dyr. De kunne ikke tage mere fejl. Det er dem selv, der er primitive, det er alle de andre værker, der har et problem, alle de værker, der indeholder en pointe eller forsimpler en problemstilling eller peger på noget bestemt..."
"‘Vi har ingen anelse om, hvordan Jóhan er kommet frem til sine værker, vi ved ikke, hvorfor der er fire stykker gulvtæppe over portrættet på gulvet, eller om han føler sig, som om han har tre kugler, om han elsker følelsen af dem i hånden eller bare gerne ville sætte dem fri, men bevarer dem sammen, da han tog tre tennisbolde ud af røret og lagde dem op ad væggen, men han giver en lyst til at være tro mod sin hjerne, man får lyst til at anerkende, at det bare en gang imellem er bedre at tage det i munden end at google det. Og at det vi kalder underklasse, måske i virkeligheden er overklassen, og omvendt."
‘Self-Portrait in very Dark’ hos Fifth Floor Project, Istedgade 136, 5 th., København til den 30. september.
