I dag er det 44 år siden Malene blev født. Det er 51 dage siden Malene døde.
”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for, at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden”, står der i biblen. Sætningen er også et udgangspunkt for Malenes bog: ”Babelstårnet utopien og arkitekturen – fra Babylon til World Trade Center”, hvori hun præsenterede en genial udforskning af Babelsmyten og Babelstårnet, som metaforer, drømme, ideologier, utopier, forestillinger og bygningsværker. I Babelstårnet mødes modsætninger, som enhed og mangfoldighed, samling og spredning, opbygning og nedbrydning, menneskets muligheder og begrænsninger. Disse modsætningspar er udtryk for en grundlæggende dualisme i vestlig tænkning og i det kristne verdensbillede, og de har været afgørende for fortolkningen af Babelstårnet enten i et positivt eller negativt perspektiv. Men Malene argumenterede for, at modsætninger mødes, at de syntetiseres med et resultat, som ikke er absolut positivt eller negativt, men derimod spændingsfyldt. Hun fandt en position mellem dualismen og opløsningen af dualismen, viste os sammensatte betydninger og åbnede op for, at vi kan betragte dette enorme emne, som ”både-og”, frem for som ”enten-eller”.
Malenes liv var også ”både-og”, frem for ”enten-eller”. Børnene, forskningen, vennerne, maleriet, familien, musikken, drømmene – store som små - alt mødtes, som var det den naturligste ting i verden. For hende kunne det ikke adskilles, alt var del af et stort spændingsfyldt hele, som hun arbejdede hårdt for med engagement, nærvær, indsigt, kærlighed, stædighed, visdom, humor og glæde.
Hendes forskning hang sammen med hendes maleri og hendes tanker, som kunstner. Den hang sammen med rejser med vennerne og ikke mindst med børnene, som var en evig inspirationskilde. Faktisk så konkret, at Malene skabte meget væsentlig og nytænkende arkitekturforskning ud fra sit studie af LEGO.
Hun gjorde sine venner til sin familie. Hun beskyttede os og forsvarede os, og vi fik lov til at være del af hele hendes liv og tage del i hendes børn. Hvis man var Malenes ven, var man ikke en bifigur, man var del af alt - fortid, nutid og fremtid.
Alt er ikke lidt i Malenes tilfælde. Malene var ikke minimalist. Hun havde mange venner med mange historier der skulle fortælles, hun havde mange plader der skulle høres og kommenteres, hun havde tusindvis af bøger der skulle bladres i og mindst lige så mange ideer der skulle udvikles. Der var plads til alt i hendes smukke, vilde ”både-og” verden.
Men sorg og glæde hænger også sammen. Da jeg for snart fire et halvt år siden besøgte Malene og børnene for at vise dem min nyfødte søn, fortalte hun mig, at hun havde fået kræft. Jeg kan ikke beskrive den måde, hvorpå Malene kæmpede mod sygdommen. For hun var et så usædvanligt stærkt og usentimentalt menneske, med en så usædvanlig vilje til at fortsætte og evne til at glædes. Min beundring for hendes måde at gribe livets udfordringer og sorger på er endeløs, men det er min beundring for hendes evne til at gribe livets glæder også og mest af alt beundrer jeg Malene, som mor for Felix, Adam og David. Sammen med sit livs kærlighed fik Malene tre børn og ingen børn er elsket højere end dem. De bærer, hver på deres måde, et stort stykke af deres mor i sig. De har alle tre styrken og godheden og jeg håber også de har Malenes ufattelige tro på verden og på sig selv.
Et stabilt centrum og en enorm kraft i verden er forsvundet. Det er ikke til at holde ud. Tilbage er et uendeligt savn og en endeløs sorg, men der er også den største og dybeste taknemmelighed over at have kendt Malene. I dag fejrer Malenes venner og familie hende, og jeg kan ikke lade være med at tænke at de er som et tårn der når op i himlen. Et fantastisk tårn, som Malene har bygget.
Inger
