Hetta ummælið stóð at lesa í Kristeligt Dagblad í vikuskiftinum. Skrivað hevur Mai Misfeldt, sum hevur lovað listablogginum at læna greinina.
Det færøske grafiske værksted Steinprent præsenterer
fornemme bøger af Claus Carstensen og Søren Ulrik Thomsen.
Ved den maleriske havn i Tórshavn, på Færøerne, har det det
grafiske værksted Steinprent til huse. En lille perle, som mange færørejsende
vil have bemærket, når de har ladet vejen gå forbi de altid åbne døre, enten
for at se en af de skiftende udstillingerne i underetagen, eller for at snuse
værkstedsluft og købe tryk på 1. sal. Værkstedet ejes af litograf Jan Andersson
og grafiker Fríða Matras Brekku. Omkring 100 kunstnere har gennem tiden
arbejdet på værkstedet, primært danske og færøske og heriblandt maleren Claus
Carstensen.
Adspurgt om, hvad det har betydet for ham, at arbejde på
Steinprent, svarer Claus Carstensen: ”Jeg var
første gang på Færøerne for at arbejde på Steinprent i 2002 og har så siden
arbejdet på værkstedet en eller to gange om året. I 2002 var jeg lige stoppet
som professor på kunstakademiet og skulle egentlig blot have lavet et enkelt
tryk, men lavede så i et sandt arbejdsraseri 27 tryk på 10 dage (serien ”Klaksvikaffærer”
red.). Det hang nok sammen med en form for overtryk, som havde dæmmet sig op
under de ni års undervisning på akademiet, og som nu skulle ud. Men det
handlede også om, at Færøerne var et helt nyt terræn for mig. Selv om jeg ikke
er landskabsmaler, så reagerer jeg meget umiddelbart på de steder eller
landskaber, jeg bevæger mig i. (…) Jeg har altid haft en enorm respekt for ikke
at spilde andre folks tid. Litografiet er et omstændeligt
medie og det er lidt pinligt, hvis ikke trykket sidder der første gang. Men på
Steinprent følte jeg, at jeg havde en frihed i forhold til denne pinlighed. Jan
Andersson har altid været åben over for modaliteterne i situationen, åben over
for, hvad der kan lade sig gøre rent trykketeknisk i modsætning til, hvad man
"kan eller plejer at gøre".
Den aktuelle grund til at skrive om, hvad man kan på
Steinprent – og på det lokale trykkeri, Føroyaprent – er, at de netop har
udgivet to meget smukke og i enhver bibliofil forstand lækre bøger. En sort og
en hvid begge med tekst af Søren Ulrik Thomsen og med grafiske arbejder af
Claus Carstensen. Omslaget er originalgrafisk, der er trykt på tykt, blødt
bøttepapir, hvis fibre er optimale til det grafiske tryk, og Claus Carstensen
har selv stået for det skarpe layout med rød skrift på hhv. sort og hvid
baggrund.
Den sorte bog hedder ”Lille dæmonologi” og indeholder to essays af Søren Ulrik
Thomsen. ”Der er kun én” er en skarp analyse og medrivende indføring i W.
Friedkins grænseoverskridende gyser ”Eksorcisten” fra 1973. ”Derfor tror jeg på
djævelen” er Søren Ulrik Thomsens refleksioner over den umotiverede ondskab,
hvis tilsynekomst og kraft for ham er bevis for, at djævelen i en eller anden
forstand findes. Den hvide bog; ”Dét hvorom man hverken kan tale eller tie”, er
mindre og på alle måder en mere fredsommelig tekst om kunstens betydning. Ligesom
de to essays i ”Lille dæmonologi” har dette essay også været trykt før. Man kan
synes, der er lidt ærgerligt, i og med at man altid gerne vil læse nyt fra Thomsen,
og i og med at det havde været interessant at se ham gå rigtigt i dialog med
Claus Carstensen. Når det er sagt, er der kommet to meget vellykkede bogværker ud af det. Med
Carstensens ord passede ”de mørke og dystre motiver jo perfekt ind i den
tekstlige sammenhæng- de kredser omkring den kendsgerning, at vi fødes nøgne og
dør transparente. Alt herimellem er social, magtmæssig og eksistentiel
opstigning og fald.” De grafiske værker er heliografier (oversat til dansk solskrift). De er blevet
til ved, at Carstensen har arbejdet med blyant og tusch på transparente folier,
som derefter er blevet overført til lysfølsomme offsetplader og udsat for
kraftigt UV lys. Der er trykt to gange oven på hinanden (hvilket kræver uhyre
præcision), med forskelligt belyste plader, sådan at der er fremkommet en let
blåsort bund grafik og der over et lag af en næsten mættet sort.
Grunden til, at Jan Andersson og Claus Carstensen
valgte at arbejde med heliografi i stedet for stenen, litografiet, som er
Anderssons speciale, var det store oplag, der skulle trykkes i. Men, som Claus
Carstensen forklarer, så gav det også god mening: ” Teknikken er jo meget
oplagt, når nu Søren Ulriks tekster handler om lysets kamp med mørket - men den
passede mig rigtigt godt, da alle folierne er lavet på et arbejdsophold på
refugiet San Cataldo ved Amalfi i foråret 2012. Teknikken giver nemlig også
mulighed for at lægge flere lag af folier oven på hinanden som en slags
collage. Og så er det en ret hurtig og uhøjtidelig teknik, idet man blot smider
de kiksede tegninger ud - uden at man som i den litografiske proces skal til at
slibe stenen ned endnu engang. ”
Hvis man vil se mere fra Steinprent
kan man fra den 8. maj besøge udstillingen ”Billedord-Ordbilled” på
Nordatlantens Brygge i Kbh, hvor der ud over arbejder af ovennævnte, bl.a.
bydes på grafik og ord af Knud Odde, Vibeke Mencke Nielsen, Bjarne Werner
Sørensen og Tóroddur Poulsen. ”Dét, hvorom man hverken kan tale
eller tie” og ”Lille dæmonologi” sælges samlet for en introduktionspris på 900,
kr. pr. sæt. Bøgerne kan bestilles pr. telefon eller mail hos http://www.steinprent.com
