Først tillykke til jer alle og tak for invitationen, jeg er meget glad for at få lov til at være her i dag.
For et par år siden havde nogle af disse seks unge kunstnere en udstilling i Tórshavn. Udstillingen hed invasion, og det er fristende at lommefilosfere lidt over disse titler. Invasion og udvandring. I den første kommer noget udefra og ind. I den anden forsvinder noget indefra og ud. Men, den første udstilling fandt sted på Færøerne, hvor kunstnerne kommer fra, den anden i Danmark, hvor kunstnerne kommer til, og dobbelttydigheden bliver således flertydig. Det, som er det ydre, bliver det indre og det ydre igen. Afsked og ankomst smelter sammen. Noget skabes, forsvinder og genskabes.
Den irske kunstner Brian McCarthy har skabt et stærkt romantiseret, og måske også mere end en lille smule satirisk, billede over temaet udvandring. En gruppe irske emigranter, oven i købet klædt i grønt, sidder i en båd, på store bølger, under stolte bjerge, på vej mod en bedre fremtid. De rejsende ser frygtelig sårbare og små ud alene på det mørke hav, men foran dem er der et hul i skyerne, hvorigennem solens stærke stråler vidner om lysere tider.
Billedet kan godt minde lidt om de første færøske maleres værker – om Christens Holm Isaksens værker, hvor fædrelandskærligheden ikke lader sig nægte. Hverken når meget nøjagtigt malede fugle vugger trygt ved den venlige færøske kyst, eller når naturen viser sig fra sin mere barske og ubarmhjertige side, og modige mænd i robåde kæmper sig over farefulde vande mod mørke og stejle klipper. Om Jógvan Waagsteins intense naturgengivelser, hvor mennesket er så uendeligt lille ved siden af det uendelige store hav og den uendelige store himmel, men, hvor det uendeligt grønne græs alligevel skaber en vis fortrolighed, og får det elskede fædreland til at fremstå mere imødekommende og gæstfrit. Om Niels Kruses følsomme naturskildringer, hvor den store himmel henligger havet, fjeldet og den idylliske bygd i et magisk lys, som synes at tilhøre en anden verden og ophæve hele sceneriet til det guddommelige. Eller om Sigmund Petersens billeder, hvor varder i høje fjelde over dybe vande, vidner om et land og et folk, som kender, forstår og respekterer sin historie og sine traditioner. Hvor varden lader fortid, nutid og fremtid mødes og forsikrer os om kontinuitet i samfundet og om, at landet vil bestå.
Men Brian McCarthys billlede er fra 2012, og er derfor ikke fuldstændig blottet for ironi. I dag forekommer den nationalromantiske malestil kitchet og emnet patetisk, og kunstneren har da også distanceret sig selv fra det hele ved at overdrive scenen. Men udvandringsmotivet er alligevel interessant, hvis man ikke er for bornert. Det åbner muligheder for at kunsten kan kredse om omvæltninger, tab og myteskabelser. Forskydninger, hjemløshed og ædel lidelse. Nostalgi, sentimentalitet og patos. Det åbner op for at behandle grusom fare, angst, desperation, håbløshed og fortvivlelse sammen med malerisk skønhed. For at forene voldsomme følelser med stoisk accept. Alt det, som altid har været accepteret i færøsk kunst, men som aldrig er blevet accepteret i den danske kunst.
Jeg vil hverken sammenligne de seks unge udstillende kunstnere med Brian McCarthy eller med de tidlige færøske kunstnere. I hvert fald ikke direkte. Erla Marita, Jóhan Martin, Heiðrik, Jóannes, Halldis og Silja er, hver på deres måde, inderligt forskellige fra både den oprindelige nationalromantik og fra den let distancerende, moderne iscenesættelse af det nationalromantiske. Flere af dem har endog taget kraftig afstand til netop dette nationalromantiske element i færøsk kunst, og gjort oprør mod det stadig dominerende landskabsmotiv. Men deres kunst handler alligevel, på hver sin måde, på en eller anden måde, om udvandring.
For i udvandringsmotivet forenes fortid og fremtid og steder forskydes. Tid og rum opløses og mennesket befinder sig i en slags tidsløs, vægtløs tilstand. Og i dette synes jeg godt, man kan udlede noget fælles om disse seks meget forskellige unge kunstnere, som deler en livssituation, som ud- og indvandrere. For i deres kunst, kan netop denne tidsløse og vægtløse tilstand spores. Der er noget ubestemt over deres kunst. Et spil frem og tilbage mellem tradition og nybrud, en evig bevægelse mellem det indre og det ydre og mellem opbygning og nedbrydning, mellem det varende og det forgængelige, mellem steder og ikke-steder. Noget ubestemt, som spejler det ubestemte ved udvandring, hvor afskeder og ankomster flettes sammen og hvor kontrasterne mellem en lukket fortid og en åben fremtid, mellem det at fjerne sig fra noget og tilhøre noget, mellem indlevelse og distance hele tiden mødes, transformeres og skilles igen.
På den måde finder ungdommens billeder af ensomhed og usikkerhed og af behovet for at høre til, nye dimensioner med begrebet udvandring. Ligesom begreberne hjem og hjemløshed finder nye betydninger med denne udstilling.
Det er farligt at kategorisere kunst efter geografi og at påstå, at der findes noget sådant som national kunst. Samtidskunsten må betragtes, som en international bevægelse og regionale versioner indeholder kun overfladiske variationer. Men måske er netop dette begreb, udvandring, som kunstnerne i dag har gjort os bevidste om, i stand til at fortælle noget mere væsentligt om geografiske forskelle. Begrebet rejser spørgsmålet om iboende geografisk identitet, om hvorvidt en kunstnerisk bevidsthed delvist skabes af kunstnerens fædreland og således også, hvorvidt både egenart og personlighed forsvinder jo mere global stilen bliver i samtidskunsten. Hvorvidt kunsten er i fare for at blive homogen og autenciteten i fare for at forsvinde. Igennem sin ubestemhed, foreslår begrebet undvandring måske, at vi ikke helt skal slippe den geografiske inddeling af kunst, men at vi bare skal forholde os meget mere abstrakt til den. For det er som om denne kunst både findes i et transitrum, hvor alt tømmes for identitet, historicitet, lokale kontekster og værdier og kulturbærende traditioner og i det modsatte, nemlig et specifikt rum, hvor oprindelse og egenart har en betydning. De bryder med den begrænsende tradition, men samtidig nægter de en global udrensning af forskelle, og på den måde skaber de en slags syntese af det samlende og det opsplittende, af ikke-steder og forankrede steder. De lader det lokale og globale forskyde sig, opløses og gensamles. Gør det lokale globalt og det globale lokalt, hvis man skal udtrykke sig lidt som et slogan.
I hvert fald synes jeg, at det er lykkedes for jer at skabe en fornemmelse af, at det som I udvandrer fra lever videre i jeres kunst, men bliver til noget andet, som er i evig bevægelse. I har skabet et billede af en kompleks cyklus, som både er national og international og både handler om afskeder og ankomster, og jeg håber at denne cyklus også betyder, at I kommer tilbage igen engang. Vi har brug for jer. For kære kunstnere. Ligesom Mikines, der malede sine første grindedrabsbilleder i ufrivilligt eksil under anden verdenskrig, og med dem kom til at revolutionere den færøske kunst, så tror jeg også at jeres udvandring kan revolutionere den færøske kunst. Men udvandring handler ikke bare om spirende håb og nye horisonter, om flugten fra en klaustrofobisk situation til en åben tilstand. Det handler ikke bare om tidsløshed og vægtløshed, og om at få modsætninger til at mødes og skilles, det handler også om fortvivlelsen hos dem I lader tilbage. Så kom snart hjem.
(IS)
Myndir: Gyðja Hjalmarsdóttir Didriksen
