Lisbeth Bonde skrivar:
Kunstnersammenslutningerne er en historisk og unik, dansk udstillingsform, som der også bør være plads til på den danske kunstscene ved siden af de mange, ofte glimrende, professionelt kuraterede udstillinger i gallerierne, i kunsthallerne og på museerne. Men hvorfor ønsker eksempelvis Kunsthal Charlottenborg ikke at lægge hus til Grønningens forestående 100 års jubilæumsudstilling, der oven i købet følges op af en bogudgivelse? Grønningen er – som de øvrige sammenslutninger – et heterogent og kunstnerstyret fænomen, som hviler på en antielitær, flad struktur, og sammenslutningerne har generelt stadig meget stor bevågenhed blandt publikum, så man undrer sig over denne afvisning. For tiden udstiller Corner eksempelvis for 7. gang på Sophienholm og har allerede haft 5000 besøgende. Man regner med, at mellem 8 og 9.000 har set udstillingen, når den lukker om to uger.
Hvorfor har så mange professionelle formidlere så meget imod kunstnersammenslutningerne? De har - og som kritiker har jeg ofte selv sunget med i koret for år tilbage – igen og igen udskrevet dødsdomme over sammenslutningerne med begrundelser som, at de er et dinosaurusagtigt levn, en æstetisk rodebutik, og at de ikke skal kunne regne med deres hævdvundne privilegier i udstillingslivet, når deres årligt tilbagevendende gruppeudstillinger ikke kan opvise den fornødne fornyelse. Desuden har kritikken lydt på, at kun det ældre segment værdsætter kunstnersammenslutningerne, hvis mindre glimrende medlemmer trækker de fremragende medlemmer ned med det resultat, at niveauet nivelleres. Alt sammen ikke helt urigtigt.
Men for Søren. Der er sket noget siden 2006, da en ny udstillingspolitik blev indledt på Charlottenborg, og sammenslutningerne måtte finde nye græsgange: Efter nogle omkringfarende år og store udfordringer og udskiftninger har de lært lektien og er blevet væsentlig mere selvkritiske, så hvorfor ikke teste deres kunstneriske valør igen på Charlottenborg, der er Københavns bedste og bedst beliggende udstillingssted? De facto takker mange unge kunstnere desuden ja til invitationerne fra sammenslutningerne, som vitterlig har fornyet sig med mange nye, unge medlemmer i de senere år. Jeg mener i øvrigt, at det er en kvalitet, at publikum på en kunstnerstyret udstilling kommer i øjenhøjde med kunstnerne, og samtidig kan man jo blot styre udenom de værker, der ikke siger en noget og i stedet fordybe sig i de mere substantielle værker. Det er en kvalitet at se mange forskellige medier og kunstneriske retninger konfronteret med hinanden og sjovt at aktivere sin indre kunstkritiker eller kurator i stedet for, at det hele først skal gennem smagsdommernes fordøjelsessystem. Hvorfor denne elitære og snævre tilgang til kunsten? Hvorfor ikke give plads til et blomstrende kunstliv, hvor generationerne kan optræde side om side?
For nogle kuratorer og gallerister ligger der også et forståeligt, økonomisk parameter bag kritikken: At kunstnerne på sammenslutningernes udstillinger selv høster frugterne af deres hårdt erhvervede kunstneriske arbejder og deler i porten og samtidig bærer i flok i bedste andelsstil, huer ikke nogle af formidlerne, selv om kunstnerne jo er det første led i den kunstneriske fødekæde - men lad det nu ligge. Væsentligere er det, hvis værkerne af de mange, virkelig fine kunstnere, som ikke har noget galleri, aldrig mere ville kunne opleves i det danske kunstliv. Det er simpelt hen for ugæstfrit og snævert. For dem er en årlig udstilling i kunstnersammenslutningernes regi den eneste chance for at møde deres publikum, samtidig med at de har noget at arbejde hen imod.
(KP)
