Í Skopun fyrireika tey móttøku fyri Sakarisi Stórá, sum er komin heim við heiðursløn úr heimsins størsta filmsfestivali í Berlin. Og yvirhøvur má sigast, at tað grør um gangandi fót hjá føroyskum listafólkum - sjálvt Gerhard Lognberg er við at lata seg sannføra um tað skilagóða í listastuðlinum. Í skrivandi stund lesur Tóroddur Poulsen yrkingar í nýggju bókini "Leyvið haldi eg" í donsku útvarpsrásini P1, og tað er yvirhøvur í heilum, at mann dettur um rósandi útlendskar greinar um føroyska list. Eisini innan brúkslistina hava vit fingið nøkur framúrskarandi umboð sum t.d. Guðrun og Guðrun, tær verða í heilum róstar upp til skýggja. Her eru nøkur leinki og ein fittlig grein, sum Niels Underbjerg skrivaði í Kristeligt Dagblad um Hanus Kamban í fjør, sum eg ikki havi borið eyga við fyrr enn í dag.
En færøsk forfatter i Syditalien
Det må være enhver forfatters privilegium at
digte på sit modersmål. Og få gør det bedre end færøske Hanus Kamban, hvis
bøger fortjener at nå bredt ud
Første dag jeg tilbragte
på San Cataldo, som jeg skrev om i forrige ”Eftertanken”-klumme, foreslog en af
gæsterne, at vi skulle tage en præsentationsrunde. Det var selvfølgelig en god
idé. Om sig selv fortalte han, at han var forfatter, boede i Tórshavn og hed
Hanus Kamban.
På biblioteket lå
to af hans bøger fremme, en novellesamling fra 2010 (dansk oversættelse 2012)
med titlen ”Guldpigen” og en biografi fra 1994 til 1997 (dansk oversættelse fra
2001) om Færøernes første moderne digter, J.H.O. Djurhuus. De er begge oversat
til dansk af Kirsten Brix, der er gift med Hanus.
Da biografien er på over
800 sider, valgte jeg at læse novellesamlingen, forfatterens femte, der i 2012
blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Under titlen ”The angry
writing and other stories” foreligger den også på engelsk (2013). På dens
bagside citeres et medlem af priskomitéen for, at novellerne skildrer en
verden, hvis uforståelige og foruroligende elementer trænger sig ind på
hverdagsfænomener, således at grundlæggende menneskelige egenskaber og behov
afdækkes. Også Kambans stil fremhæves, og man behøver ikke at læse mange sider
for at bemærke, at man sprogligt er i udsøgt selskab.
Selv har jeg hidtil haft
det svært med magisk realisme. For eksempel brød jeg mig ikke om Isabel
Allendes ”Åndernes hus”, en roman, næsten alle andre elsker, og som Bille
August filmatiserede. Men heller ikke filmen kunne jeg lide, til trods for at
jeg sætter pris på langt de fleste af Augusts film. I Hanus Kambans
novellesamling havde jeg imidlertid ikke svært ved at forlige mig med dens
magiske realisme, for i den bidrager de overnaturlige elementer på lige fod med
andre til, at novellerne kan udtrykke det, der er hensigten med dem.
I titelnovellen i den
engelske udgave forsvinder digteren og filosoffen Zoran pludselig fra sin
kæreste, Vivi. Mens hun har sat sig på en bænk ved en bro, han netop har
fortøjet deres robåd ved, bliver han pludselig transporteret til en by et sted
i Mellemeuropa.
Her konfronteres Zoran
med Europas traumatiske fortid. Under en spadseretur opdager han en aften, at
der i brolægningen under hans fødder er indstøbt små, firkantede
messingplaketter, hvorpå der er indgraveret tekster af typen ”Her boede Fanny
Grumbacher, myrdet 1942” .
Og da han i en skov senere hører en spættes hamren, ser han, at den er sort som
døden og blodrød i hovedet af raseri.
Jeg har fået fortalt, at
der i Berlin er indstøbt mange plaketter af denne type i gadebelægningen. Og da
jeg spurgte Hanus, fortalte han, at han selv havde lagt mærke til dem under et
studieophold i Freiburg.
I novellens sidste
kapitel er Zoran transporteret tilbage til det idylliske sceneri ved bådebroen
med Vivi, der på bænken stadig venter på sin vaffelis. For danske læsere er det
bemærkelsesværdigt, at novellen begynder sådan: ”Landet, hun stammede fra, lå
oppe nordpå og var så fladt, at dets navn endte på mark. Lærken sang i dets
skove, og bøgen spejlede sig i dets søer. Med det bløde landskab konkurrerede
historiens slettelandskab, for i dette lille rige havde de sidste tre hundrede
år kun efterladt få ar fra krige og katastrofers hærgen.”
En enkelt af historierne
foregår på Færøerne. Skoledrengen Edward hjælper en sommer sin onkel med at
tjære hans tremmehus. Han går også med post, og i den lille bys afsides
beliggende østligste hus oplever han for første gang kærligheden hos en smuk,
svanelignende kvinde, hvis øjne udtrykker ”sublim værdighed”.
Også i denne novelle
indgår der foruroligende elementer: En gådefuld sortklædt person kaldet Skyggen
afliver på grusomste vis en tam, hvid lunde. Hvorfor? Fordi Skyggen er Skyggen,
og fordi han og den hvide lunde er uforenelige størrelser.
De øvrige noveller
foregår på det europæiske kontinent eller i imaginære landskaber. Et par af dem
er uhyggelige science fiction-historier, og kvinden i titelnovellen ”Guldpigen”
gennemgår en gotisk forvandling. I alle 10 noveller er grundtonen eventyrlig og
magisk.
Hanus Kamban har oversat
tekster af Platon fra græsk til færøsk, og han har for nylig afsluttet en
færøsk oversættelse af hyrderomanen ”Daphnis og Chloe” fra cirka 150-250 efter
Kristi fødsel. Den anses for at være den mest betydelige af de antikke romaner,
og Kamban fortæller, at der på den ø, han voksede op på, er så meget, der
minder om naturen, der beskrives i den antikke prosatekst – fårene, udmarken,
fjeldene – at romanen straks betog ham, da han læste den. Bogen udkommer i
november i år.
For mig ser det ud, som
om Færøerne nu har fået en vigtig ny forfatter. Modsat William Heinesen og
Jørgen-Frantz Jacobsen skriver Kamban på færøsk, og det begrænser jo
udbredelsen af hans bøger. Men det må være enhver forfatters privilegium at
digte på sit modersmål. Jeg vil håbe, at Kambans bøger ligesom Isaac B.
Singers, der blev skrevet på jiddisch, også når bredt ud. Det fortjener de.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/534502:Kultur--En-faeroesk-forfatter-i-Syditalien
(KP)
