Summarrokan í Steinprenti

Í skrivandi stund er Claus Carstensen í Steinprenti á Skálatrøð og arbeiðir við prentum ið, um alt gongst sum tað skal, verða at síggja á framsýning í Havn í næsta ár. Summarhálvuna er serliga nógv virksemi í Steinprenti og í summar hava Fríða Matras Brekku og Jan Andersson havt fleiri arbeiðandi listafólk og eina ørgrynnu av vitjandi, sum eru komin at forvitnast hvat gongur fyri seg á grafiska verkstaðnum. Pernille Kløvedal Helweg hevur verið við einum heilum fylgi til stóru verkætlan hennara, ið gongur út

Røða og filmur

Lotta Melin og Staffan Julén



Tale til Jan Håfström og Knud Odde:

Her står vi så – midt i en billedrig udstilling med to nordiske kunstnere, der hen over sommeren forvandler det smukke Nordens Hus til en kunsthal for samtidskunst. Nu er denne Elverhøjlignende bygning indvortes blevet til en fortælling om skønheden, barndommen og hjertets mørke. I tilfældet Håfström/Odde kan man lægge sig situationisternes gamle slogan på sinde: Expect everything, fear nothing. De går planken ud på hver sin måde, og de er sig selv tro på hver sin måde. De er begge eksistentielt søgende kunstnere, for hvem billedet er en projektionsflade for drømme og mareridt, længsler og angst.

De to kunstnere har desuden det til fælles rent stilistisk, at de arbejder figurativt og i krydsfeltet mellem lav og høj kultur – mellem tegneserie, film og massemedierede ikoner, hvoraf de skaber figurer, som vækker genkendelse hos mange. De indfører derved nye, opsigtsvækkende billeder i kunstrummet. Herudover deler de en litterær interesse: nemlig en kærlighed til den svenske digter Gunnar Ekelöf. Ekelöf kaldes af nogle litteraturkritikere og digtere for den største nordiske digter i det 20. århundrede, andre sammenligner ham med Bob Dylan, fordi hans lyrik lige som den amerikanske rockpoet kredser om ensomhed og ekstase. Samtidig med at Ekelöf kendte den europæiske tænknings historie for ikke at glemme litteraturen, som han færdedes hjemmevant i, så inddrog han også visdom fra og skrev sig ind i den orientalske tænkning. Gennem sine originale ordbilleder træffer han det punkt, hvor poetisk klarhed mødes med bevidstheden om det, vi måske lige akkurat aner i drømme eller i lysende øjeblikke, men som vi ikke ved. Det er poesiens nerve. Og det er der, han mødes med Jan Håfström, der er født i 1937 i Sverige og Knud Odde, der er født i 1955 i Danmark.

Udstillingen bærer titlen ’Kosmisk søvngænger’, som er hentet fra Ekelöfs digt af samme navn. Det indgår i hans digtsamling Sent på jorden fra 1932. Her fremskriver han – jeg citerer fra kataloget, som er redigeret af udstillingens kurator Inger Smærup Sørensen - stærke billeder som ’solnedgangens blodskam’. Ekelöf ser således Jorden og solen som kopulerende familiemedlemmer. Det er hele tilværelsen, kosmos og alle tider og steder, som han oplever som en stærk og vemodig enhed en efterårsaften på stranden, hvor han lytter til ”de smukke bølger som brister i gråd mod strandenes blinde sten.” Han mindes barndommen og skriver ”drømmene forvandler mig atter til et barn/som leder efter snegle med lys og lygte i skumringen”.

På udstillingen ser vi tilsvarende Jan Håfström gribe tilbage til sin barndoms tegninger, som han betragter som startskuddet på sin kunstnerkarriere. Udstillingen viser flere, meget dramatiske og bloddryppende tegneserier, fyldt med slåskampe, mord, henrettelser, korporlig afstraffelse og smerte. Det er nemlig dér, i barndommen, at vi sanser stærkest og drømmer vildest. I 1962 færdiggør Håfström en magistergrad i filosofi på Lunds Universitet, men i 1963 bliver han optaget på Kunstakademiet i Stockholm og skifter derved humanvidenskaben ud med kunsten, som også er en videnskab, hvis man dyrker den på Håfströms niveau.

I 2000 laver han endnu en kovending: Han skifter sine mange dristige og altid overraskende formeksperimenter, ready mades, stedsspecifikke installationer i forladte bygninger ud med dette ikoniske, tegneserieprægede sprog, som han henter i barndommen. Fra nu af slipper han en rygvendt, i hat og briller delvis formummet mand løs på nye eventyr i billede efter billede. Denne ”Walker” er Håfströms alter ego eller måske snarere en faderfigur, der hele tiden løber af sted på nye eventyr, og nu er han så nået til Færøerne. I sine værker efter 2000 vender Håfström tilbage til fremtiden. Dengang verden lå åben for ham, dengang alt var muligt, og han endnu ikke havde opbygget nogen forsvarsværker. ”For mig er barndommen den tid i mit liv, da jeg opdagede ensomheden. Den blev et beskyttelsesrum, hvor alle fortællinger kunne begynde,” siger han. Håfström, der i dag betragtes som en af Sveriges største kunstnere, viser os mandlighedens dræbende ritualer, igen og igen i sine tegninger fra 8-10 årsalderen. Disse tegninger ville – hvis de blev underkastet en psykoanalytisk fortolkning - afsløre et barn i dyb krise. De er nedfældet på det hotelpapir, som hans far hjembragte fra sine mange forretningsrejser. Han tegnede således symbolsk på faderens fravær og kaster i dag nye, smertefulde oplevelser og sansninger i hovedet på os enten som ord – fra Marguerite Duras, Joseph Conrad over Maurice Blanchot til nazikrigsskibet Graf Spee og Döden, döden, döden, döden, den altid lurende død. Disse ordbilleder er associationsskabende og lader os danne os billederne inde i vores eget hoved. Ligesom Håfströms billeder er de skåret ud i træ og fremstår objektagtigt på væggen. Billederne er derimod tydelige og signalkraftige med kutteklædte munke, der bærer på barnekister – her har vi det døde barn igen – og en Messerschmidt fra 2. verdenskrig, der flyver af sted på væggen mod nye bombemål. Værkerne virker suggestive, fordi de netop hænger dér isoleret og blinker som alarmer på væggen. Håfström forsøger herved at genindføre barnets stærke sansninger, dets energi og oplevelsessensitivitet i sin kunst.

Mårten Castenfors, direktør for Liljewalchs Konsthal i Stockholm, som i 2009 viste den store, retrospektive udstilling ’Mørkets hjerte’ med henvisning til Joseph Conrads roman af samme navn, skriver om Håfström: ”Jan Håfström er noget af en dobbelt natur. På den ene side er han et legende og spørgende barn, og på den anden side er han en intellektuel og lærd, der kontemplerer, dødsensalvorlig og rationel – og det er takket være denne dobbelthed, at han har kunnet berige svensk kunstliv i mange årtier.” Om lidt vil vi så oven i købet se den svenske performancekunstner Lotta Melin og sine medaktører levendegøre dele af Jan Håfstrøms mytologiske og dramatiske figurgalleri. En performance, der også er optaget ude i den færøske natur, og som kan ses på video i udstillingssalen nedenunder.

Hvad angår Knud Odde, så er også han en overløber, idet han først uddannede sig som bibliotekar. Dernæst var han i næsten 25 år en af drivkræfterne i kultrockbandet Sort Sol. Her leverede han den dramatisk-dystre, aggressivt vemodige bastone og skrev samtidig mange af bandets numre. Inden for malerkunsten er han autodidakt, men han har altid malet og tegnet. Han maler på sin helt egen måde med inspiration hentet fra jugendstil, ekspressionisme og popkunst. Man er aldrig i tvivl, når man står over for et Knud Odde-billede, det være sig et grafisk tryk – Odde er en mesterlig grafiker - et maleri eller en papircollage - som det fremgår, er der et helt rum med disse fine og yderst delikate papirarbejder - at det er en Odde. Der er en dekadent tone og et drag af vemod i hans billedunivers med interesse for kønnet, det androgyne, det kinky og skæve, ligesom billederne ofte er ladet med en erotisk spænding. Hans palet er brækket med hvid eller sort og fremstår derfor lidt grumset, som I kender det heroppe fra malerne Steffan Danielsen og Thomas Arge for eksempel - og hans figurer fremstår silhuetagtigt flade, og er ofte rigt ornamenteret som feticher, og så har de disse sorte konturlinjer og undertiden også en gul aura omkring sig i lighed med de hellige personer i russisk eller byzantinsk ikonmaleri.

De nye papirarbejder, der bærer titlen Luna Convento efter et gammelt kloster, er blevet til i det danske refugium for kunstnere og videnskabsmænd, San Cataldo, ved Amalfi-bugten i Syditalien, hvor Odde opholdt sig sidste forår Oddes persongalleri er denne gang især de lærde kinesiske literari-skikkelser, dvs. embedsmænd fra tusind år siden og frem, der når de gik på pension som 50-årig hengav sig til at spille på strengeinstrumenter eller at digte, filosofere og skrive breve med deres ligesindede og kalligrafere. Parallelt hermed hengiver også Odde sig til skønheden, som han ikke længere frygter. I papirarbejderne har han integreret materiale, som han fandt i det kapel, hvor han arbejdede. Mellemlagspapir, indpakningspapir, wunderbaums approprieres med et sakse-mesterskab, der giver Edward Scissorhands baghjul og danner sammen med de malede figurer en ny, æstetisk, spændingsfyldt helhed. Hvorfor virker Oddes værker så stærkt? Det hænger sammen med, tror jeg, at han maler det, han beundrer og fascineres af ligesom Matisse, der kun ville male østers, der var så friske, at han kunne spise dem, ligesom han skulle attrå sine kvindelige modeller for at kunne male dem – netop attråede. Hans credo var Luxe, calme et volupté – overflod, ro og vellyst. Og det ser ud til, at Odde er ved at gøre disse ord til sine.

I sine værker arbejder Odde desuden med nogle dristige beskæringer og en rig ornamentik. Men samtidig ser Knud Odde ser tilværelsen gennem en tvetydighedens linse, så publikum oplever det skildrede på en og samme gang pirrende og frastødende, vemodigt og humoristisk, ligesom han får fin- og populærkulturen til at clashe imod hinanden i sine papirarbejder, så nye visualiteter opstår. Der er altid en stærk personlig involvering fra Oddes side – en undersøgelse af et eller andet eller en eller anden, som han vender og drejer og stiller til skue i sit billedrum. Før i tiden handlede det om fallerede filmskuespillere og berømte kunstnere, der gav malerierne deres aura. Det gjaldt Erich von Stroheim, Patti Smith, Rainer Maria Rilke og andre, som inspirerede ham. Disse portrætter mindede om Andy Warhols silketryk fra 1960’erne og frem. Men i de senere år har han frigjort sig fra et fotografisk forlæg og arbejder i højere grad på sine indre billeder. At de to kunstnere klæder hinanden, derom kan der ikke herske tvivl, synes jeg, men døm selv.

Og lad os så her til slut lade Per Højholt få et ord at skulle have sagt. Han skrev i 1969 i tidsskriftet Mak, at ”politik det muliges kunst og kunst det umuliges politik. Man må have nogen til at håndtere det umulige. Ellers forfalder det og bliver muligt.” Heldigvis har vi sådan nogle kosmiske søvngængere som Jan Håfström og Knud Odde til at prøve kræfter med det umulige, så vi bliver mindet om det, hvis vi skulle have glemt det. Hermed erklærer jeg sommerudstillingen i Nordens Hus for åben.

Lisbeth Bonde

Juni 2011-06-26

Kosmisk Sömgångare - Jan Håfström og Knud Odde

ABSENTIA ANIMI


Om hösten
Om hösten när man tar avsked
Om hösten när alla grindar står öppna
mot meningslösa hagar
där overkliga svampar ruttnar
och vattenfyllda hjulspår är på väg
till intet, och en snigel är på väg
en trasig fjäril är på väg
till intet, som är en avblommad ros
den minsta och fulaste. Och harkrankarna, de
dumma djävlarna
skörbenta, rusiga i lampans sken om kvällen
och lampan själv som susar tynande
om ljusets intiga hav, tankens polarhav
i långa böljor
tyst frasande skum
av serier dividerade med serier
ur intet genom intet till intet
sats motsats slutsats abrasax abraxas Sats
(som ljudet av en symaskin)
Och spindlarna spinner i tysta natten sitt nät
och syrsorna filar
Meningslöst.
Overkligt. Meningslöst.
Om hösten

Det prasslar i min dikt
Ord gör sin tjänst och ligger där
Damm faller över dem, damm eller dagg
tills vinden virvler upp och lägger ner (dem)
(och) annorstädes
den som partout skall söka alltings mening har
för längesedan insett
att meningen med prasslandet är prasslandet
som i sig själv är någonting helt annat än
våta gummistövlar genom löv
tankspridda fotsteg genom parkens matta
av löv, kärvänligt klistrande
vid våta gummistövlar, tankspridda steg
Du irrar dig, förirrar dig
Ha inte så bråttom
Dröj ett tag
Vänta
Om hösten när
Om hösten när alla grindar
då händer det att i den sista sneda strålen
efter ett dagsregn
med långa pauser tvekande
som ertappad
en överbliven koltrast sjunger i en trädtopp
för ingenting, för strupens skull. Du ser
hans trädtopp stå mot himlens bleka fond
invid ett ensamt moln. Och molnet simmar
som andra moln men också liksom överblivet, hors saison
och till sitt väsen längesedan annorstädes
och i sig självt (som sången) redan någonting
annat än
Evig ro
Meningslöst. Overkligt.
Meninglöst. Jag
sjunger sitter här
om himlen om ett moln
Jag önskar mig ingenting mer
Jag önskar mig långt långt bort
Jag är långt bort (bland kvällens ekon)
Jag är här
Sats motsats abrasax
Du också jag

O långt långt bort
där simmar i ljusa himlen
över en trädtopp ett moln
i lycklig omedvetenhet!
O djupt ner i mig
där speglas från svarta pärlögats yta
i lycklig halvmedvetenhet
en bild av ett moln!
Det är inte detta som är
Det är någonting annat
Det finns i detta som är
men är inte detta som är
Det är någonting annat
O långt långt bort
i det som är bortom
finns någonting nära!
O djupt nere i mig
i det som är nära
finns någonting bortom
någonting bortomnära
i det som är hitomfjärran
någonting varken eller
i det som är antingen eller:
varken moln eller bild
varken bild eller bild
varken moln eller moln
varken varken eller eller
men någonting annat!
Det enda som finns
är någonting anat!
Det enda som finns
i detta som finns
är någonting annat!
Det enda som finns
i detta som finns
är det som i detta
är någonting annat!
(O själens vaggsång
sången om någonting annat!)

O
non sens
non sentiens non
dissentiens
indesinenter
terque quaterque
pluries
vox
vel abracadabra
Abraxas abrasax
Sats motsats slutsats som bliver sats igen
Meninglöst
Overkligt. Meninglöst.

Och spindlarna spinder i tysta natten sitt nät
Och syrsorna filar

Om hösten

Gunnar Ekelöf úr Non Serviam (1945)


Stórsligna yrkingin eftir Gunnar Ekelöf er ein møguleiki, helst ein av fleiri møguleikum at finna orð, sum kunnu verða inngongd til verkini hjá Jan Håfström og Knud Odde. Sjálvsagt tosa verkini hvør sítt mál og yrkingin eitt triðja, men tey trý hava øll ein varðhuga í sær.

Kanska varhugan av onkrum tvískiltum. Ella margskiltum. Tað eru ikki andsøgnir, sum gott og ónt, men kanska heldur syntesur ella rembingar og ynskið um flyta seg hinumegin andsøgnina. Tað er ikki tað tvingaða antin/ella valið millum tveir møguleikar ella millum okkurt og onki. Tað er ikki alt ella onki ella hvørki ella, men “hvørki hvørki ella ella/men nakað annað”. Tað er ikki tað romantiska móti tí speirekandi, tað hugtunga móti tí uggandi, tað objektiva móti tí subjektiva ella tað absurda og groteska móti tí bleyta og vakra, men alt móti øllum. Tað er nakað annað, har tað noktandi gerst konstruktivt og oyðileggingin verður til uppbygging.

Kanska er tað ein varhugi av fortíðini. Fortíðin ella hugmyndin um tað farna nýskapast, minnini endurskapast og hendingar í fortíðini síggjast aftur. Men eisini tað ósjónliga og ósigiliga, tað sum kanska var ella sum enn ikki hevur verið skapast, fer, nýskapast, hvørvur og kemur aftur. Har hendir ein forskjóting millum at leingjast og hittast aftur. Saman við longslinum eftir fortíð og framtíð og eftir tí fremmanda sæst ein ævig afturkoma og ein varðhugi av nøkrum nærkendum hinumegin og nøkrum fjarkendum í tí, sum er hesumegin. Nærvera og frávera, siðir og nýbrot verða vavd saman, sum ”nakað hinumeginkent/ í tí, sum er hesumeginfjart”.

Kanska ein varðhugi av tí ómøguliga. Av tí óveruliga og tí meiningsleysa. Av meiningsloysinum í listini og ásannanini av, at listin sjálv er óverulig, gyklinum í innihaldinum, tí ómøguliga í yrkingini ella bílætinum. Varðhugina av fjarstøðuni til skapanina og skilnaðurin millum tilveru og lívið, um nú tað sum er, ikki er sjónligt, og tað sum er sjónligt, er nakað annað. Men eisini av tí ómøguliga møguleikanum at fara útum tíð og rúm og tað neyðuga at finna meining í meiningsloysinum. ” Tað er ikki hetta sum er/Tað er nakað annað/Tað er í hesum sum er/men er ikki hetta sum er/Tað er nakað annað”.

Kanska eru tað als ikki varhugar. Kanska eru tær mongu umskapanir og tilknýtið nakað annað, kanska okkurt slag av støðumyndum. Okkurt slag av støðumyndum, har bráhugsan og grundan, loynivitska og skilvísi, kensla og tanki møtast og gerast til nakað annað. Eins og mongu ávísingarnar, visuellar endurgevingarnar, tilsipingar og hugasamanrenningar bresta saman, røra seg og førka seg aðrar vegir og gerast til nakað annað í listini hjá Jan Håfstrøm og Knud Odde. Ella sum eiturkopparnir, ið spinna sítt net og dustið, sum melur í klingur og fýkur onkra aðrastaðni í yrkingini hjá Gunnar Ekeløf. Tilvitan og tilvild verða spunnin saman og forskjótast og tað skilvísa og tað kenslustýrda møtast, ikki sum andsøgnir, men sum nakað annað.

Knud Odde hevur sagt, at hansara bergtøka av Gunnar Ekelöf er íkomin av tilvild. Aðrar tilvildir gjørdu, at hann fekk djúptøknan áhuga í listini hjá Jan Håfstrøm, og at Jan Håfström – eins og Knud sjálvur – var hugtikin av Gunnar Ekelöf og annars av nógum øðrum og smálutum yvirhøvur.

Andliga tilknýti, sum báðir listamenninir hava til stóra svenska yrkjaran, er kortini ikki evnið á hesi framsýning. Andliga tilknýti er bert ein av mongum inngongdum til framsýningina. Saman og hvørt í sínum lagi, hava verkini so ómetaliga nógv í sær og kunnu upplivast úr óendaliga nógvum sjónarhornum.

Tí er tað ein sonn frøði at sýna fram verkini PARADISE LOST og GRAF SPEE eftir Jan Håfström og LA LUNA CONVENTO eftir Knud Odde. Eisini er tað ein frøði at leggja fram hesa framsýningarskrá við myndum frá framsýningini og samrøðum við báðar listamenninar. Tað hevur av sonnum verið kveikjandi viðgera verkini hjá hesum báðum listamonum og lurta eftir teirra tankum um listina. Eg vil vegna meg sjálva og Norðurlandahúsið takka Jan Håfström og Knud Odde hjartaliga.

(IS)

Frumframførsla: Knud Odde við Sommernat i Tórshavn.

Í sambandi við Summarframsýningina í Norðurlandahúsinum ”Kosmisk Sömngångare”, sum Knud Odde hevur saman við svenska listamanninum Jan Håfström gevur hann í juni út eina EP við trimum skeringum. ÉP útgávan verður rættiliga eksklusiv og kemur bert út í 50 eintøkum, sum m.a. er myndað av eini gamlari føroyskari fólkavísu og eini bass, cello og flamingogittara útgávu av bass-solo verkinum "Tórgerð", sum Øssur Johannesen gjørdi í 1996. Originalútgávan hjá Øssuri er brúkt sum støði í útgávuni. Perman á plátuni verður prentað í Steinprenti við einum linoliumsskurði í trimum litum, sum sostatt verður eitt upprunaprent.

Nógv meira verður at hoyra um Knud Odde, tónleikin og framsýningina seinni. Nú eru vit errin av at kunna presentera: Sommernat i Tórshavn og vit vóna, at hon gerst ein landaplága. Í morgin er aftur frumframførsla her á Listablogginum, tá vit koma við eini aðrari av nýggju skeringunum hjá Knud Odde.

Trýst her:
 http://dl.dropbox.com/u/9183344/SOMMERNAT%20I%20TORSHAVN%20-%20Kopi.mp3

(IS)

Kosmisk Sömngångare - Summarframsýningin í Norðurlandahúsinum

Sunnudagin 26. juni kl. 16 letur summarframsýningin hjá Norðurlandahúsinum upp. Í ár hevur framsýningin heitið Kosmisk Sömngångare, og sýnd verða verk hjá listamonnunum Jan Håfström úr Svøríki og Knud Odde úr Danmark.

Undir heitinum Kosmisk Sömngångare er framsýningin karmur um eitt rúm, sum hevur víðan íblástur frá millum øðrum einum klostri í Italia, yrkjarum, heimsspekingum og einum stríðsflogfari frá seinna heimsbardaga. Hetta rúmið setir spurnartekin við lívið og listina. Sambond verða knýtt, og onnur verða slitin. Í rúminum er tíðin relativ. Har er nærvera og frávera, romantikkur og speisemi, tað hugtunga og tað uggandi, tað objektiva og subjektiva, tað absurda og groteska og tað bleyta og vakra. Í rúminum hvørva mótsetningarnir og fáa nýtt lív.

Knud Odde er føddur í Store Heddinge í 1955. Hann er útbúgvin sum bókasavnshjálpari á Forskningsbibliotekerne í 1978. Hann hevur havt serframsýningar á eitt nú DVA Gallery í New York, Praxis í Berlin, Ystad Konstmuseum, Herning Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum og í Nikolai Kirkjuni í Keypmannahavn. Á heimasíðu hansara www.knudodde.dk eru upplýsingar um yrkis- og lívsleið hansara, tekstir um listamannin og eitt stórt myndasavn.

Jan Håfström er føddur í Stockholm í 1937. Hann er útbúgvin á Kungaliga Konsthögskolan frá 1963 til 68, og tók MA í heimspeki á lærda háskúlanum í Lund frá 1958 til 62. Hann hevur havt serframsýningar á eitt nú La Biennale di Venezia, Moderna Museet í Stockholm, The Arts Club of Chicago, Center for Contemporary Art í Malmø, German Van Eck, Jack Tilton Gallery í New York og á Tjóðarlistasavninum í Warsawa. Á heimasíðu hansara www.janhafstrom.com eru upplýsingar um yrkis- og lívsleið hansara, tekstir um listamannin og eitt stórt myndasavn.

Tá framsýningin letur upp, verður ein dansisýning, sum svenski koreografurin Lotta Melin skipar fyri. Tónleikin til sýningina hevur Knud Odde skrivað. Í sambandi við sýningina gevur Knud Odde út eina EP-plátu við trimum verkum. Á EP-plátuni, sum verður útgivin í 50 eintøkum, er eitt tónaverk, sum hevur íblástur frá eini føroyskari fólkavísu, og eitt verk við útseting fyri bass, cello og guitar av tónaverkinum "Tórgerð" hjá Øssuri Johannesen frá 1996. Húsin er ein linoliumsskurður í trimum litum, sum er prentaður hjá Steinprent í Havn.

Lisbeth Bonde setir framsýningina. Øll eru vælkomin

Vinarliga

Norðurlandahúsið

Kosmisk Sömngångare - Knud Odde

Knud Odde er føddur í Store Heddinge í 1955. Hann er útbúgvin sum bókasavnshjálpari á Forskningsbibliotekerne í 1978. Hann hevur havt serframsýningar á eitt nú DVA Gallery í New York, á Praxis Hagen í Berlin, á Ystad Konstmuseum, Herning Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum og í Nikolaj Kirkjuni. Á heimasíðuni hjá listamanninum: www.knudodde.dk eru yrkis- og lívsleið, tekstir um listamannin og eitt stórt myndasavn.

Samrøðan millum Knud Odde og Inger Smærup Sørensen er gjørd umvegis mailsamskifti og í atelierinum hjá listamanninum í Keypmannahavn í apríl 2011.

Úr Samrøða við Knud Odde

Hvordan opstod ideen til La Luna Convento?

Det kom sig af, at jeg havde fået tildelt 14 dages ophold på refugiet San Cataldo i Italien fra starten af april måned. Som kunstner kunne jeg benytte et lille afsides beliggende kapel som atelier, og det at bo på et gammel kloster, med en fast arbejdsdag, organiseret omkring et samlet måltid for de ca. tolv gæste-beboere, gav mig en slags anledning. San Cataldo ligger oppe i bjergene, og nedenfor er der den lille by Amalfi, hvor et gammelt kloster, der hedder Luna Convento, er lavet om til hotel. Klosteret ligger smukt i udkanten af byen, og den poetiske titel tiltalte mig.


Jeg gik i gang med nogle akvareller med figurer på og begyndte at klippe baggrunde ud af forskelligt papirmateriale der lå omkring i atelieret, bl.a. groft gråligt indpakningspapir, og noget gult parafin-agtigt mellemlagspapir, der blev brugt til at opbevare raderzinkplader. På gåture omkring i området begyndte jeg at samle diverse papirskrald som lå i vejkanten, såsom politiske løbesedler fra lokalvalgskampagner, chokoladebaremballage, bilduftsgrantræer og cigaretpakker. Til billedserien her skrev jeg et lille stemningsbillede: "Højt oppe, på en skrå klippe, og ned til vandet ligger La Luna Convento, et gammelt kloster i udkanten af byen Amalfi. Hertil søgte vejfarende kinesiske litteratier, mediterende madonnaer og babylonske mystagoger for, - for en stund, at studere i ro og fred langs den smukke kyst." Opholdet på San Cataldo sluttede med at dem der boede der, fortalte om deres forskellige projekter og forehavender, og jeg holdt en lille reception, hvor nogle af billederne blev vist på atelieret.


Hvad er det for muligheder der åbnes op for dine billeder, når du bruger mere eller mindre tilfældigt fundet materiale i dem?


Det er såmænd god hædervunden modernistisk praksis at bruge ord, bogstaver, kasserede papirlapper og alskens andet til billederne, og en digter og billedmager som Kurt Schwitters, tryller jo både med sprogbrokker og lyde i sine digte og bruger gamle busbilletter til sine collager. Han er en mester i de sager. Men lige med hensyn til San Cataldo, var det begrænset hvor meget materiale jeg kunne have med i kufferten, udover farver og pensler, så det var oplagt at bruge, hvad der var at finde på stedet.


Jeg har længe været optaget af den gamle kinesiske litterati-tradition, dengang hvor embedsmænd i fjerne provinser, på amatørbasis fiflede med kalligrafi, tuschmaleri, taoisme, poesi, quinguitar og også gerne havde et vindestilleri kørende! (ligesom de brygger husvinen selv på San Cataldo, som er ganske udmærket for øvrigt) En af litterati-hovedfigurerne er Su Tungpo, der levede fra 1036 til 1101, og han kan minde om en renæssance-figur som Leonardo da Vinci, i og med at han eksellerede på så mange områder. Jeg fik trykt et litografi med ham som motiv nede hos Steinprent sidste år, og han er også med i La Luna Convento serien.

Summarframsýningin 2011 - fernisering við performance

Fernisering var 26.juni í Norðurlandahúsinum

Niels Halm beyð vælkomin og greiddi frá hugskotinum

Lisbeth Bonde, listaummælari helt upplatingarrøðuna

Og síðan fóru vit út at uppliva performance

 Eitt sindur óhugnaligur sjónleikur...

 ..men absurdur og stuttligur eisini

 ...og vandin fyri ferðsluvanlukkum var stórur eina løtu á Ringvegnum

Leikararnir á veg inn aftur

 Tey dugdu væl at brúka rúmið

 og inni í Klingruni framførdu tey eisini

 Fantastiska verkið hjá Knud Odde í forhøllini

 Jan Håfstrøm og Knud Odde

Úr frálíka verkinum hjá Jan Håfstrøm

Nógv fólk vóru til fernisering

ein annar Jan Håfstrøm

Framsýningin hongur væl og tað hevur m.a. Inger syrgt fyri

Barnatekningar hjá Jan Håfstrøm, sum eru hansara listaliga megi

 Performance í dansistovuni

Performance í forhøllini

Knud Odde og Niels Halm, aftan fyri sæst Kristian Blak

Performance í Klingruni

Framsýningargestir skoða og práta

Mr Walker í Føroyum

Verk hjá Knud Odde

Framsýningargestir

Kanska práta teir um vinyl

Gestir

 Verk hjá Jan Håfstrøm

 

(KP)

Listrundferð í Keypmannahavn

Heystið er besta listaárstíðin bæði her hjá okkum og aðrastaðni. Eg var mær í arbeiðsørindum í Keypmannahavn og náddi at hyggja at fjúrtan framsýningum uppá ein dag og tað er alt ov mikið. Listafólkini vóru fronsk, fillippinsk og brasiliansk, men tey flestu vóru donsk. Sjálvt um allar framsýningarnar ikki vóru líka góðar, var hetta ein serstakliga inspirerandi rundferð, sum eisini var góð fyri sjálvsálitið, tí tey bestu av okkara listafólkum høvdu væl klárað at staðið seg millum tey, sum framsýna í Keypmannahavn í løtuni. Eg hevði góða guide við mær, listamaðurin Claus Carstensen kennir danska listaheimin sera væl, so vit komu nógva staðni, sum eg ikki hevði hugsað um at farið, var eg einsamøll. Vit byrjaðu hjá Decembristunum á Den Frie og hon minti í grundini eitt sindur um Ólavsøkuframsýningina. Tann framsýningin er liðug. Galleri Tom Christoffersen hevði eina framúrskarandi framsýning við heitinum Mellem linierne við verkum hjá ALbert Mertz, Ib Geertzen og Richard Winther m.a. Framsýningin við Toulouse Lautrec í Statens Museum for Kunst kann somuleiðis viðmælast. Myndirnar eru framleiddar júst á sama hátt sum myndirnar í Steinprenti verða framleiddar í dag og Toulouse Lautrec er í grundini nógv meira modernaður enn hvat eg helt hann var. Framsýningin hjá Manuel Ocampo tykist sera løgin og primitiv, men hon var eisini millum tað vakrasta, eg sá á hesum framsýningartúrinum.

Ovasta myndin hongur í Den Frie á framsýningini hjá Decembristunum
http://www.decembristerne.dk/gallery

Claus studerar verkið hjá Elmer og Jan Sonnergard

Myndin hjá Henrik Have minti meg um onkra mynd  hjá Elin J.Smith

Myndevnisliga monomana Inge Ellegaard, sum doyði í fjør

Manuel Ocampo Contemporary Psychology and The Theoretical Steroid Defiled Modernist Chicken

Manuel Ocampo er í Space of Drawings inntil 5.nov

Manuel Ocampo

Í Clausens Kunsthandel var Knud Odde og summar myndir kenna vit frá Summarframsýningini

Katalogið, sum Inger gjørdi til Summarframsýningina stóð frammi í Clausens Kunsthandel

Knud Odde dámar væl Steffan Danielsen

Knud Odde

Knud Odde La Luna Convento

Andreas Schulenberg fekk meg at hugsa um Fríðu Matras Brekku

Fína framsýningin hjá Andreas Schulenberg er í Galleri Spectra

Alles ist verkehrt í Galleri Specta

Andreas Schulenburg arbeiðir eisini við keramik og mosaik

Og við installatión og filt

Jasper Sebastian Stürup: A Journey Round My Skull 

Framsýningin hjá Jasper Sebastian Stürup er í Galleri Susanne Ottesen

Sophia Kalkau Entwined Peter Lav Gallery

Sophia Kalkau