Det er mere end to år siden Hansina og jeg begyndte at optage nogle af vores samtaler og besluttede at samle materiale til denne bog. Men det er meget længere siden samtalerne blev indledt og endnu længere siden, at min fascination af Hansinas kunst blev vakt. Denne fascination er blevet stærkere jo mere jeg har set af denne forunderlige kunst, som bevæger sig frem og tilbage mellem det flydende og det faste, mellem det håndgribelige og det æteriske, det flygtige og det varige. Og den er blevet stærkere jo mere jeg har talt med Hansina. For samtalen bevæger sig ligesom kunsten. Ikke noget bestemt sted hen, bare dybere.
De erkendelser der opstår ved at tale med kunstnere er, ligesom kunsten selv, hemmelighedsfulde, enigmatiske og flertydige. Hansina stiller igennem sin kunst åbne spørgsmål til verden og til eksistensen, og samme åbenhed findes i hendes syn på kunsten. Alt vendes og forvandles, ligesom i hendes kunst, som både findes i det sanselige og det intellektuelle, i det følte og det tænkte og i det ophøjede og det jordnære. Kunstneren arbejder i et modsætningsfyldt felt, hvor det konkrete hele tiden ledsages af det abstrakte. Hendes værker lader sig ikke umiddelbart forklare, de undviger fortolkning og er svære at sætte ord på, men samtidig er der antydninger af noget kendt og stemninger der refererer til noget fra vores håndfaste virkelighed. Dette spil med kontraster genkendes i hendes kunstsyn. På den ene side beskriver hun kunsten som et håndværk, og som et arbejde på linie med alt andet arbejde, og på den anden side antyder hun igen og igen, at kunsten er i besiddelse af metafysiske eller spirituelle dimensioner. Det er måske her, i spændingen mellem to yderpunkter, at hendes kunst befinder sig, i et forsøg på, at fange og fastholde det flygtige og gribe det uhåndgribelige.
For på den ene side kan kunsten give os noget at holde fast i, så vi kan eje et lille stykke af noget som er større end vores liv, som Hansina siger i bogen. Men på den anden side giver den os ikke noget at holde fast i. For Hansina Iversens kunst efterlader os også med en undren, som kun bliver større jo dybere vi søger, den fylder os med noget, som ikke lader sig definere. Noget ubestemmeligt. Måske en frydefuld rædsel. Det er denne undren vi har forsøgt at holde fast med denne bog og denne frydefulde rædsel vi har søgt at bevare, selv når ordet kommer imellem os og billedet.
Der er mange at takke. Vi vil gerne takke vores familer og andre der har hjulpet med bogen. Selvfølgelig også stor tak til Jan og Fríða for at huse en udstilling til denne, for os, så store begivenhed og tak til jer, som er kommet i dag. Selv vil jeg takke Hansina, tak for at du vil dele din kunst og tak for at du vil dele din indsigt. Jeg er meget stolt af dette projekt og meget glad for at have fået lov til at skabe det sammen med dig. Så tak for det.
(IS)
