Der er udsigt til strejke. I morgen får vi sikkert at vide, om en del af samfundet lukkes ned, og vi på Listin overvejer derfor også at nedlægge arbejdet. Vi vil gerne vise vores solidaritet med de, som hver dag tager hånd om vores børn og er med til at forme deres barndom - og selvfølgelig med alle de andre strejkende, der udfører arbejde, som er vigtigt for os alle sammen, men som ikke just bliver belønnet gavmildt på lønkontoen.
Men, vi vil også gerne lede opmærksomheden hen på en anden gruppe i samfundet, som ikke arbejder under værdige forhold. Nemlig kunstnerne. Man kan til eksempel nævne, at kunstnere er de lavest lønnede i samfundet, at kunstnere altid forventes at lave frivilligt arbejde, at de selv financierer store dele af offentlige kunstarrangementer, at deres arbejde ikke regnes som rigtigt arbejde og at de intet socialt sikkerhedsnet har – de må ikke blive syge, de må ikke blive gravide, de må ikke blive gamle. Desuden overtages deres værker skamløst af markedskræfterne, deres kunst reduceres til en vare i oplevelsesøkonomien og det moderne samfund stjæler, uden samvittighed, en del af kunstens autencitet, i forsøget på at brande sig selv.
Der er ingen respekt for kunsten, som et rum for kritisk refleksion og ingen sans for kunstens nuancer i det endimensionelle samfund.
Det er på tide, at vi opbygger rimelige forhold for vore kunstnere, og det vil vi gerne strejke for. Og vi har råd til at strejke længe, for vi får ingen løn. Hvis en strejke bliver aktuel, vil vi hver dag bringe et nyt strejkekrav. Kunstnere, som ønsker at bidrage – eller måske endog selv vil strejke - må meget gerne henvende sig til os med deres krav.
Men indtil i morgen ved vi ikke noget, som fagforeningsbosserne siger. Strejken er endnu ikke indledt, så her kommer lidt om organiserede og uorganiserede kunstnerstrejker gennem tiden:
Der har været mange kunstnerstrejker gennem tiden, mest berømte er nok The Big International Artist’s Strike i 2009, The Art Strike 1990-93 og Art Workers ’ Coalition i 1960erne.
Senest, i 2009, var det en endags kunstnerstrejke - The Big International Artist’s Strike – under slagordet: “There will be made no art today”. Tanken var, at hvis alle kunstnere, i et stykke tid, stoppede med at udføre deres forskellige jobs, ville museer bryde sammen og gallerier og cafeer lukke. ”Taxaer ville ikke længere køre, der ville ikke længere blive lavet mad, der ville ikke længere blive trykt noget, teatre måtte lukke, markedsforskning ville stå stille, der ville ikke blive lavet nogle oversættelser, ingen ville få orgasmer mere, ældre mennesker ville ikke blive vasket, handicappede ville ikke kunne forlade huset, hotlines ville ligge brak, kontorer ville forblive beskidte, ingen ville donere blod eller organer, ingen internet-sider ville blive lavet, intet hundemad, ingen yoga, ingen julemarkeder!”
Og, forestillede de sig videre: ”hvis kunstnere over hele verden for en tid holdt op med at lave kunst, ville ingen mennesker stå i vejen, ingen ville stå hos byggemarkedet og spørge om der findes en lim der kan lime vand på beton, ingen ville stolt slæbe affald rundt i gaden. Ingen ville gå en tur ned til bageren og derefter skrive en roman på 400 sider. Ingen ville udfordre folk i kopiforretningen. Ingen ville finde kvarterer interessante, som alle andre syntes var katastrofer. Ingen ville pisse på et stykke kobber og fryde sig bagefter. Ingen ville slå en hest ihjel uden at ville spise den bagefter. Et pissoir var igen et pissoir. Verden var igen en pandekage. Et tomt pizzaria var igen et tomt pizzaria”.
Således smed de penslerne, pennene eller, hvad de nu måtte have i hænderne og nægtede at få nogen store kunstneriske ideer. Hvis der skulle snige sig kunstneriske tanker ind i deres hoveder, lovede de at afvise dem – også selvom de måske blev nødt til at drikke store mængder alkohol for at slippe af med de store tanker. Et offer, som vi på Listin også er villige til at bringe.
I 1990 til 93 var der også kunstnerstrejke. Den var længere og mere kompleks og ikke bare en boykot af kunstinstitutioner, men også et dybere opgør med opfattelsen af kunst og kunstnere. Strejken var ganske omfattende, men fik næsten ingen opmærksomhed. Lad os håbe, at det ikke går sådan, hvis vi strejker. Til gengæld er der meget spændende materiale fra denne strejke, som vi gerne vil anbefale:
http://libertarian-labyrinth.org/culture/Art_Strike.html
http://www.spunk.org/library/writers/shome/sp000457.htm
http://yawn.detritus.net/
http://www.thing.de/projekte/7:9%23/Art_Strike_Menu.html
Sidst i 1960erne var det den berømte Art Workers’ Coalition, som strejkede. AWC var en sammenslutning af kunstnere, filmskabere, skribenter, kritikere og museumspersonale og de ville presse museerne i New York til forskellige reformer. Blandt andet køn- og raceligestillingsreformer. Det lykkedes for sammenslutningen at gennemtrumfe dage med fri adgang til museerne og desuden pressede de museerne til at tage moralsk stilling til Vietnam krigen. Da AWC opløstes i 1971, havde de for altid ændret museers omgang med kunstnere, og dermed ydet et uvurderligt bidrag til kunstverdenen.
(IS)
