Det forførende ved virkeligheden er, at den er meget mere absurd end fiktionen. Virkeligheden besidder en råhed, som fantasien ikke kan fostre, og derfor låner fiktionen ofte fra virkeligheden. Således genkendes virkelighedens grusomhed jævnligt, mere eller mindre tydeligt, i teaterkunsten, og nogle gange er stykker direkte baserede på denne verdens og denne tids tragedier. Det er blandt andet tilfældet med Rupert Goulds forestilling ”Decade”, som iscenesætter begivenhederne i det nordlige tårn i World Trade Centre den 11. september. Det er tilfældet med flere stykker om massemorderen Manson og andre grumme figurer og helt aktuelt, og tilsyneladende ikke helt gennemtænkt, er det tilfældet med det københavnske caféteaters planer om at dramatisere massakren på Utøya ud fra Anders Behring Breiviks 1500 sider lange manifest. Det er også tilfældet med Niklas Rådströms stykke ”Tey óndu”, som er baseret på den grufulde historie om to drenge, der i starten af halvfemserne dræbte et andet barn, og som teatergruppen TVAZZ nu fremfører på Tjóðpallur Føroya.
Det er en vigtig diskussion, hvorvidt det er moralsk forsvarligt og kunstnerisk holdbart at låne så direkte fra virkeligheden. Men tilbage til det senere, for teateroplevelsen rækker langt videre. På scenen i ”Tey óndu” er tre skuespillere: Gunnvá Zachariasen, Kjartan Hansen og danske Tine Gotthelf. Det er på alle måder fantastisk at være vidne til disse tre skuespillere, som er villige til, lige foran os, at tage huden af og gå ind i noget af det, som er allermest svært. Det er fantastisk at høre deres stemmer bevæge sig rundt i rummet, at se deres kroppe forvandles og deres ansigter forsvinde og vende tilbage. Det er fantastisk, at vi har så dygtige skuespillere, og det er fantastisk at de med dette stykke, endnu engang, formår at skabe øjeblikke, som altid vil blive hos mig. De mestrer nemlig alt det, som kun teaterkunsten kan, det nærvær og den hudløshed, som ikke findes andre steder. Derfor vil jeg på det varmeste anbefale alle at se stykket.
Men, ”Tey óndu” er ikke tænkt, som et uproblematisk stykke, og det er det heller ikke. Det er aldrig uproblematisk at bruge en moderne tragedie, og også dette stykke bevæger sig på en hårfin grænse for - om ikke, hvad der er moralsk forsvarligt og kunstnerisk holdbart - så, hvad der er moralsk nødvendigt og kunstnerisk interessant. Forfatteren, Niklas Rådström, problematiserer selv denne grænse både i teksten og i formen, som har elementer fra den græske tragedie, hvor der er et kor, som kommenterer begivenhederne og således skaber en leg med fiktion og virkelighed. TVAZZ gør også, hvad de kan, med stor kreativitet i opsætningen og i fortællemåderne, som findes på flere forskellige planer og metaplaner, der hele tiden forholder sig til sig selv og hinanden. Men det lykkes alligevel ikke fuldstændig at overbevise mig, som beskuer, om, at det kunsten kan fortælle om virkeligheden er vigtigt nok til at lade virkeligheden overtage kunsten – eller omvendt. Og det er måske slet heller ikke meningen, at jeg skal blive overbevist om noget som helst.
For det er ikke kunstens opgave at forløse os, hverken fra virkeligheden eller fra det onde og det er netop en af stykkets pointer. Hvis, det er ondskab der drev de to tiårige drenge til at dræbe et toårigt barn, er det også ondskab der skabte disse drenge og ondskab, der ikke reagerede på ondskaben. Hvis ondskaben findes, er vi alle vidner til den og kan ikke lægge den fra os. Vi er alle medansvarlige, og måske, spørger stykket, også medskyldige. I det hele taget stiller stykket mange spørgsmål, og det er selvfølgelig nok også den eneste mulige måde at forholde sig til den virkelige verdens ondskab og den virkelige verdens sår og sorg. Men spørgsmålene ramte bare ikke altid plet hos mig. Jeg følte mig ikke engageret af, at jeg hele tiden blev spurgt om jeg selv ville gribe ind, hvis jeg var vidne til ondskab, og jeg følte mig ikke forfærdet af, at det blev pointeret for mig, at det kunne have været mit barn. Det ved jeg godt. Jeg tror, at vi mennesker i virkeligheden er meget optagede af ondskaben i verden og i os selv, vi er bevidste om ondskaben eller forestillingen om ondskab, og de overvejelser vi på et eksistentielt plan gør os om ondskab, er på mange måder mere nuancerede end de spørgsmål, som forfatteren til ”Tey óndu” stiller. De er bare sværere.
Men, det er svært at sige om det er et problem på manuskriptplan, et problem i formen og måden at involvere og engagere publikum på, eller, om det er et problem med mig som beskuer. Det eneste jeg ved, er at det ikke er et problem med skuespillerne, så stor tak til dem for at skabe en ikke uproblematisk, men stadig enestående teateroplevelse.
Mere om stykket: http://listinblog.blogspot.com/2012/01/tvazz-vi-nyggjum-leiki.html
(IS)
