Underjordiske tårer
Den gamle lærers beretninger ved lampens skær
De kolde rum
Kolde fødder
eller om Kunsten og døden
Der er et citat fra Barnett Newman:
"Maybe only modern painting made multiple figure painting
succesful. That´s why Ucello is so modern. In Matisse´s
Dance or Picasso´s Demoiselles d´Avignon or in Ucello´s
Battle, flatness asserts a processional idea... Picasso, Matisse
catch the problem: flatness forces them to face the multiple
figure situation and to solve it... The flatness of flat is some-
thing we solved"
Der er alt hvad jeg har rodet med de sidste par år. Jeg har
fundet det – ordene er sendt på et fremmed sprog. Men fra en
gammel lærer, en kollega, en ven i ånden, en gammel natur-
historiker en elsker af Kropotkin.
Striden med
Figurerne
Rummet
Det har givet de dybe rum – mod min vilje – og de lange figur-
friser, de laterale bevægelser – figurernes bestridelse af
perspektivet. Selv om de selv kommer ud fra det – men det når
frem til det yderste lag og bevæger sig lateralt. I procession.
Sammen med Jerichaus. Og mit dybe rum strider med Weies
fortvivlelse.
Den ophængte hare
den blåmalede tallerken
den halvskrællede citron.
A processional idea.
Forestillingen om en procession. En skriden.
Gavlene og metoperne. Klassicismen. Relieffet er der hvor
Thorvaldsen er stærkest. Og stivheden i Davids billeder er en
dyd. Delacroix´s figurer bliver aldrig rigtige figurer men
bevægende rummarkeringer.
The flatness of flat.
Det flade er udlægning. Dissektion. Tegningerne i ligkælderen
er vigtige selv om de kun er en skjult viden om den virkelige
udlægning. Den levende symmetri. Adskillelsen. Lemmerne
mellem sorte tåger = stofligheden. Den perfekte demonstration
er det nederlandske stilleben. Ak, hvor sent har jeg forstået det.
Processionens flade udfoldelse er halvt så bevægende. Men hvor den
kæmper med det dybe rum. Og i halvlyset når jeg frem til
ruiner i skovhulen. Slet ikke endnu den vesterlandske antik. Og
i museerne søger jeg de mest ruinerede metoper. Hvor
figurerne gennem erosionens stoflighed er ved at trække sig
tilbage i rummet.
Det perspektiviske rum – Tiefe.
"Im Nebel gleichen Kreis
Seh ich gezogen,
Zwar ist der Bogen weiss,
Doch himmelsbogen."
(Goethe – Westöstlicher Divan)
Tåge er lys, mørke er lys, hulen er lys:
lyset vinder over formen (se den forrige bog Naturstudiet).
"Vi ser at mange malere der er uvidende om proportions-
kunsten, ikke desto mindre med lidt øvelse i at anbringe deres
lys på en antagelig måde har haft et godt teknisk omdømme"
sagde Lomazzo.
Men det perspektiviske rum, den klumpagtige tåge og Tiefe,
stræber altid mod processionens fladhed, mod klassicisme.
Tiefe er gotik-romantik, og som perspektivisk rum er det
evindelig stræben, stræben mod klassicisme – ikke for at blive
klassicistisk, men for derigennem at erobre et nyt Rum.
Altså den hvide skikkelse i tågerummet.
